Må den blive en bestseller – Kim Møllers bog Vejen til Damaskus. Fra Mikael Jalvings blog:
"Så er den her, Kim Møllers bog om dansk islamforskning med særligt henblik på Jørgen Bæk Simonsen, professor på Københavns Universitet og tidligere direktør for Det Danske Institut i Damaskus. Og lad det være sagt med det samme: Det er en perle af en bog. Klar, pædagogisk og kildemæssigt velfunderet. En bog, der dels viser, hvor utroværdig Danmarks mest citerede islamforsker er, dels indikerer, at historiefaget på Aarhus Universitet er en dybt politisk institution.
Det sidste først. For at bedømme Kim Møllers bog, der bygger på hans historiespeciale fra 2006, til et syvtal, sådan som censor Kim Esmark (RUC) og vejleder Søren Hein Rasmussen gjorde, ligner en politisk – og ikke en akademisk – handling. Og da forfatteren senere ankede den lave karakter, der effektivt vil forhindre ham i at få en akademisk karriere, svarede ankenævnet meget sigende, at
Se, det kunne være interessant i en psykologisk afhandling, men er et ganske urimeligt krav at stille til et historiespeciale. Ankenævnets afgørelse lugter så langt væk af fejhed, at gasmasker fremover må være påkrævet på Aarhus Universitet. Det er simpelthen en akademisk-politisk skandale, som nogen – i sidste ende Videnskabsministeriet – burde have taget op i tide.
Der er med Kim Møllers “Vejen til Damaskus. Dansk islamforskning 1885-2005″ tale om en undersøgelse, som burde være udgivet af et af de store forlag herhjemme. En grundig, lødig og veldokumenteret påvisning af den transformation, som landets kendteste islamforsker undergik omkring 1990. Fra i 80erne at studere islam som tekst og ideologi begynder Jørgen Bæk Simonsen som nyslået professor ved Københavns Universitet at behandle islam som allehånde kulturelle udtryk, der ikke kan siges noget essentielt om. Det er her, islam begynder at fortabe sig i tåger à la lidt det ene, lidt det andet og lidt det tredje, mens den øvrige del af befolkningen får et stadig bedre og mere erfaringsbåret indtryk af islam i takt med den øgede tilvandring fra muslimske lande.
I 80erne handler det for forskeren Jørgen Bæk Simonsen om at forstå islam, dvs. om forskning. Siden hen handler det for ham om integration, dvs. om politik.
Hvorfor Jørgen Bæk Simonsen skifter hest, må han bedst selv vide. Jeg har i en tidligere blog givet mit gæt. Jeg tror, at manden er udstyret med en vaks sans for den rette tone og derfor følger med strømmen, herunder de forskningsmæssige bevillinger, det til enhver tid udløser at placere sig midt i den politiske korrekthed. Men han véd det jo bedst selv.
Der er nok at tage af. Her er Simonsen anno 1983: “Islam har således fra sin spæde begyndelse været engageret i en kamp om den politiske magt, og der findes i Koranen en lang række bestemmelser, der har naturlige politiske og samfundsmæssige konsekvenser.”
Og her er Simonsen anno 1994: “Der er intet i den islamiske politiske tradition, der forhindrer, at en demokratisk tradition kan gøres gældende i den islamiske verden.” Den kølige realisme fra 1983 er i 1994 afløst af en kæk og politisk korrekt idealisme.
[...]
Omkring 1950 går forskningen i stå og bliver stedse mere politiseret, sådan som
Det er på denne led, vi skal forstå Kim Møllers slående formulering i bogens indledning – og bogens titel: “Mens Frants Buhl og de andre store islamforskere afkristnede dansk orientalistik, har Jørgen Bæk Simonsen på sin vis påbegyndt en islamisering, og mentalt set har dansk islamforskning i perioden 1885 til 2005 foretaget en rejse fra København til Damaskus.”
Hvis Kim Møllers perle kan forstyrre Jørgen Bæk Simonsen og andres søvn blot en enkelt nat, så har den været det hele værd, i hvert fald for os læsere, der ikke har mistet en karrieremulighed på grund af fejheden på Aarhus Universitet, og forfatteren fortjener stor ros for ikke at have givet op undervejs. Det er ægte – og meget udansk – stamina. Tak er som bekendt kun et fattigt ord."
