”Aalborg Universitet har gennemført en stor international undersøgelse, der beskriver danskernes forhold til det nationale. Undersøgelsen er gennemført i 27 lande og baseret på spørgeskemabesvarelser fra ca. 33.000 personer. Resultaterne offentliggøres i bogen ”Danskernes nationale forestillinger”, Aalborg Universitetsforlag. Bogens sammenligninger mellem forskellige folkeslag giver unikke muligheder for at beskrive det særegne ved danskernes nationale forestillinger, dvs. forestillingerne om, hvad der binder os sammen, og hvad der afgrænser ”os” fra ”de andre”.
Blandt hovedresultaterne kan nævnes:
danskerne føler sig stærkt følelsesmæssigt tilknyttet deres nationalstat – mere end i de fleste øvrige lande.
danskerne opfatter tilstedeværelsen af flere kulturer som en svaghed snarere end en styrke for et samfund; selv de unge og højtuddannede. Her ligger danskerne på en førsteplads ud af de 27 lande.
danskernes vigtigste kriterier for at være ”rigtig dansk” er at kunne det danske sprog.
på mange områder er danskerne ikke et særligt stolt folkefærd, f.eks. er vi blandt de lande, der er mindst stolte af landets kunst og kultur (vi ligger på en tredjesidsteplads).
danskerne har dog ét vigtigt nationalklenodie - velfærdsstaten. Her ligger danskerne på en førsteplads ud af de 27 lande.
danskerne viser tegn på et ”lilleput-syndrom” – og vi skiller os endda ud fra nordmænd og svenskere. F.eks. mener langt flere danskere end nordmænd og svenskere, at vi skal stå sammen ud af til, også selvom landet gør noget forkert.
gennemsnitligt set er vi mindre indvandrefjendske end mange øvrige folkeslag, men til gengæld er vi blandt de tre mest polariserede folkeslag. I stil med Østrig og Frankrig er de gamle og lavt uddannede mobiliseret med meget indvandrefjendske holdninger, mens de unge og højt uddannede er mobiliseret mod ”overnormalt” indvandrervenlige holdninger. Danskerne adskiller sig tydeligt fra de øvrige nordiske lande.
Der er også spændende variationer indenfor gruppen af danskerne. F.eks. dør den ægte fædrelandskærlighed formentlig ud med de to ældste generationer. De unge mister ikke tilknytningen til det nationale, men de får et mere ”afslappet” forhold.”
