Af Kasper Støvring
Tillid eller social kapital er et af de områder indenfor den humanistiske og samfundsvidenskabelige forskning, der har fået stor bevågenhed i de seneste år. Tillid er nemlig en helt afgørende social lim.
Men forskningen har især været fokuseret på enten staten, særlig velfærdsstaten, eller markedet som skaber af denne tillid. Kulturen som betingelse for tillid har været blændet ude. Og kultur er i denne betydning en social orden, der bygger på fælles uformelle normer.
En væsentlig grund til denne undladelsessynd har at gøre med ønsketænkning eller med visse ideologiske blokeringer. Kulturforskning kan nemlig være et særdeles ømtåleligt politisk område. En aktuel sag viser det.
Den amerikanske sociolog Robert D. Putnam, der er en af de mest estimerede forskere i tillid, har taget det vanskelige skridt og indkorporeret kulturbegrebet i sin seneste forskning (publiceret i tidsskriftet Scandinavian Political Studies bind 30, nr. 2, 2007). For nylig kom det frem, at Harvard-professoren længe tilbageholdte resultaterne af denne omfattende undersøgelse, han havde lavet af beholdningen af social kapital i multikulturelle samfund. Resultaterne var nemlig politisk ukorrekte.
De viste, at i multikulturelle områder i byer som Los Angeles har forskellige kulturelle grupper meget lav tillid til hinanden. Ja, selv blandt medlemmer inden for grupperne falder tilliden, hvis de lever i multikulturelle samfund. Og det er bad news i de progressive forskningsmiljøer på universiteterne (også i USA), hvor man officielt hylder plusordene om mangfoldighed og kulturel sameksistens.
Putnam offentliggjorde derfor først resultaterne, da han havde fundet den korrekte morale: den nationale identitet måtte simpelthen rekonstrueres til et nyt, mere tolerant ”vi”. Men ok, det er sådan noget humanistiske forskere siger for at sukre den bitre pille, så den lettere kan glide ned i akademierne.
Her har forfægtelsen af national homogenitet nemlig været bandlyst; erfaringerne fra den ekstreme nationalisme i mellemkrigstiden og kolonialismens epoke skræmmer. Og kultur bærer ligeledes negative konnotationer, for så vidt som det opfattes som noget rigidt, der virker ekskluderende.
På Putnams opdagelse, at multikulturalisme hæmmer tillid, er det fristende at svare med de gamle ord: At forskere bruger årevis på at finde ud af det, som almindelige mennesker altid har vidst. Eller mere drilsk: ”Den fremmeste internationale sociologiske forskning underbygger Dansk Folkepartis advarsler”, med politologen Mads Qvortrups ord.
Problemet er selvfølgelig, at vi får sværere ved at løse de konflikter i form af mistillid, polarisering og konfrontation, der opstår som følge af multikulturalismen, hvis vi af politiske grunde ikke får den viden, som forskningen når frem til.
