De nye erhvervspartier

Af Jesper M. Rosenløv

I gamle dage var det politiske liv præget af de traditionelle klasse- eller erhvervspartier. Socialdemokratiet varetog arbejderklassens interesser, Venstre varetog landmændenes, Det Radikale Venstre husmændenes og de konservative handelsfolkenes. Disse partier søgte at gavne de pågældende gruppers arbejdsmiljø og erhvervsvilkår. En form for systematisk lobbyisme for hver af disse erhvervsgrupper kunne man sige.

Og her gik man så og troede, at erhvervspartiernes tid var forbi. Vælgernes interesser skulle jo efterhånden være blevet så flydende og mangfoldige, at de ikke kunne rummes inden for de traditionelle erhvervspartiers snævre rammer.

Men sådan er det ikke helt. Erhvervspartierne er på vej tilbage. Eller rettere en række partier synes at have gjort det til deres hovedærinde at forsvare nye erhvervsgruppers interesser. SF, Enhedslisten og De Radikale synes f.eks. at gøre deres til, at kriminelle har de bedst mulige arbejdsvilkår. Dette består bl.a. i, at disse partier går imod øget overvågning af f.eks. områder på Nørrebro. Det er da også ganske givet, at en sådan øget overvågning vil forværre de kriminelle gruppers arbejdsvilkår. Det vil f.eks. besværliggøre hverdagen for hashhandlere og gaderøvere, hvorfor disse gruppers indtægt givet vil falde. På samme måde måtte en normalisering af Christiania selvfølgelig også stoppes, da dette ville sætte handelen med hash og hælervarer i fare.

Det gælder således om at give de kriminelle erhvervsgrupper de bedst mulige arbejdsvilkår. Mindre politi og overvågning og lempeligere domme for lovovertrædelser. Sidstnævnte tiltag kan således sikre at produktionsomkostningerne for de kriminelle holdes nede. På samme måde, kan man jo sige at øgede beføjelser til politiet i kriminalitetsbekæmpelsen vil gå imod autonome gruppers og indvandrerbanders erhvervsinteresser, når det gælder deres fortjenester på det sorte marked. Så det må naturligvis imødegås.

Desuden må der støttes op om disse gruppers arbejdsvilkår, når det gælder selve konfrontationen med politiet og myndighederne. Man bør derfor sørge for at sikre, at disse grupper på ingen måde lider overlast, bliver chikaneret eller behandles uretfærdigt af politi eller andre myndigheder. Det er trods alt de kriminelle erhvervsgruppers psykiske arbejdsmiljø, der her er på spil. Desuden kan der gives juridisk støtte til det retslige efterspil, der desværre stadig ofte er en del af de erhvervsmæssige omkostninger for de kriminelle.

På mange måder går de nye erhvervspartier således også ind i regelmæssige overenskomstforhandlinger med det omgivende samfund på vegne af de kriminelle erhvervsgrupper. Der forhandles således f.eks. forskellige bonusordninger og løntilskud i form af væresteder og offentlige tilskud. Overenskomstforhandlingerne indledes f.eks. med voldsepisoder, omfattende hærværk i større bykvarterer samt chikane mod beboere i bestemte områder. Herefter fremsættes kravene – et nyt Ungdomshus samt et værested for kriminelle indvandrerbander. For det meste giver det omgivende samfund efter, og de nye erhvervspartier er da også hurtigt klar til at forklare, hvorfor de kriminelles overenskomstkrav er ganske berettigede.

Jeg synes Enhedslisten, SF og De Radikale skal have ros for at varetage disse erhvervsgruppers oversete interesser. Men ikke nok med det. Disse partier sørger også for, at andre grupper kan få de bedst mulige vilkår for deres kriminelle virke. Dette gælder f.eks. terrorister. Disse har ganske vist ikke egentlige erhvervsinteresser, men politisk/religiøse mål. Men her gælder det igen om at modgå for megen overvågning og ekstra beføjelser til politi og efterretningstjenesterne. Hvis nogle mistænkte arresteres gælder det i første omgang om at bagatellisere deres kriminalitet samt at udbrede tvivl om politiets og efterretningsvæsnets arbejdsmetoder. Lovgivningen skal selvfølgelig være lempelig for terrorisme og hvis nogle endelig skulle blive dømt gælder det om at sikre, at disse ikke udvises af Danmark.

At de to udenlandske statsborgere, der nyligt blev anholdt for at planlægge et mord på bladtegneren Kurt Westergaard, skal have lov til at blive er indlysende. De er jo ikke dømt for noget, så det er et overgreb, når staten uden rettergang vælger at udvise dem. Argumentet om at en retssag givet ville føre til afsløring af efterretningsvæsnets kilder og arbejdsmetoder, må afvises. Terroristernes interesser vejer tungere og afvisningen af udvisningen kan f.eks. ske med henvisning til menneskerettighederne. Desuden ville en retssag og en dertil knyttet afsløring af PETs kilder jo netop besværliggøre myndighedernes kriminalitetsforebyggende arbejde på længere sigt, og dette er jo netop også i terroristernes interesse. Så her må man stå fast uanset om dette så vil øge risikoen for terror i Danmark. Men nu har det jo altid været kendetegnende for klasse- og erhvervspartier, at deres primære indsats først og fremmest gjaldt at sikre de pågældende grupper bedre vilkår, uanset om dette så var til ulempe for det omgivende samfund. Denne tradition lever Enhedslisten, SF og De Radikale således helt og aldeles op til.