fredag den 24. september 2010

Dumme, men gode

Af Thomas Helbig Hansen

Det kunne se ud som et paradoks: Jo mere vi taler om viden og uddannelse som nøglen til fremtidig velfærd, jo dummere bliver vi.
Tag blot dette eksempel fra en dansk arbejdsplads i mediebranchen.
Her sidder tre unge mennesker i starten af 20'erne og snakker hyggeligt i en pause, og pludselig siger den ene: 'Hvorfor er det i grunden helligdag på lørdag?' En længere pause efterfølges af et bud fra een af kammeraterne: 'Er det ikke den dér grundlovsdag?' Ny pause, og så: 'Jamen, den plejer da ikke at falde på en lørdag, gør den?' 'Næ', lyder svaret, 'det er vist den samme dato hvert år.'
Hvis disse brave unge mennesker har problemer med at identificere d. 5. juni, hvor stor er så sandsynligheden for, at de overhovedet ved hvad Grundloven er for en størrelse? Og kan man videre regne med, at eksempelvis årstallene 1658, 1864 og 1901 siger dem nogetsomhelst?
Uanset hvad har Dansk Folkeparti nu sat sig for at gøre noget. Partiet vil afsætte 10 årlige millioner kr. på finansloven til at bygge et nationalt videnscenter for historie og kulturarvsformidling i Jelling. Det lyder umiddelbart som et nødvendigt og billigt initiativ (de 10 millioner kr. svarer ca. til det beløb, som Københavns Kommune spenderer på at mandsopdække en (1) enkelt ungdomskriminel pr. år). Det er da tilsyneladende heller ikke beløbet, der er den største trussel mod projektet. Den kommer tværtimod fra lærernes formand, Anders Bondo Christensen, der ikke er begejstret for forslaget. Som han siger til Kristeligt Dagblad: 'Desuden vil det kræve en afgrænsning af dansk kultur. Jeg tvivler for eksempel på, at Dansk Folkeparti og jeg har samme definition. Jeg synes, at den barmhjertige samaritaner er en del af min kulturarv. Jeg ved ikke, om det er en del af DF's.'
Ifølge lærerformanden er der altså slet ikke tale om noget paradoks: Undervisningen af de opvoksende generationer har ikke primært til formål at gøre os kloge; vigtigere er det, at vi er gode. Lad os håbe, at vi kan leve af det fremover.

onsdag den 15. september 2010

Kram en muslim

Af Thomas Helbig Hansen

Kathrine Lilleør opfordrer i Berlingske Tidende til, at vi allesammen hver især krammer en muslim d. 11/9. Hvis man hører til i den generte kategori kan et håndtryk dog også gøre det.
Jamen, hvor er det dog en storartet idé! Lad os starte med at give hånden til Asmaa Abdol Hamid. Eller hvad med at kravle ind i teltet til den arabiske husmor, der krabber formummet rundt i det offentlige rum. Det skal nok skabe en bølge af interkulturel forståelse. For slet ikke at tale om forældremøderne på Holbergskolen: Her vil de muslimske mødre formentlig stå i kø for at deltage ved udsigten til at møde en hærskare af kristne, hvide mænd med åbne arme.

I stedet for dette klodsede forsøg på organiseret blufærdighedskrænkelse kunne vi naturligvis også vælge at bruge årsdagen for angrebet i New York helt anderledes. Nemlig til at reflektere over een af de mest sejlivede myter og mantraer i den offentlige debat: At flertallet af muslimer er moderate og venligtsindede, og bare ønsker at leve i fred og fordragelighed med os andre. For hvad ved vi nemlig om det? Intet som helst. Det så ofte og højt besungne skel mellem de 'rabiate' hhv. de 'moderate' muslimer findes først og fremmest i vore hoveder. At vi i Vesten har opfundet begrebet 'islamisme' for at isolere de grimme ting i islam ændrer jo ikke på, at den 'gode' hhv. den 'onde' muslim har præcis det samme udgangspunkt: Koranen.

Det kan selvfølgelig ikke afvises, at en syndflod af krammere vil kunne få hin enkelte muslim til et øjeblik at glemme den hellige bogs krigeriske tale, men nogen langtidsholdbar virkning skal vi nok ikke håbe på.

søndag den 12. september 2010

Obskurantismens sejrsmarch

Af Thomas Helbig Hansen.

På listen over væsener, der ifølge islam er inferiøre/urene, finder vi - udover grisen og det kristne menneske - hunden. Den sandhed har en række blinde englændere nu måttet sande på den hårde måde. For godt nok er det i landet på den anden side af Nordsøen forbudt at diskriminere handicappede, men alligevel oplever flere og flere blinde, at de og deres førehunde bliver nægtet adgang til taxaer og busser. Kristeligt Dagblad beretter bl.a. om den 73-årige George Herridge, der blev bedt om at forlade en bybus, fordi en flok muslimske skolebørn skreg op ved synet af hans labrador. Og en talsmand for det britiske blindesamfund fortæller i samme artikel, hvordan en muslimsk taxachauffør blev gal, da hun forsøgte at stige ind i hans taxa med sin hund - for nu blev han nødt til at køre hjem og vaske sig.
Man forbløffes til stadighed over denne tilbagestående slavementalitet, der i eet og alt bøjer sig for 1400 år gamle og absurde regler. Men mest af alt er det forbløffende og bekymrende, at vi i Vesten tilsyneladende intet modtræk har imod obskurantismen.
Hvordan kan de muslimske skoleelevers religiøst betingede hundefrygt blive styrende for reglerne i den kollektive trafik i et vestligt land? Og hvad kommer den muslimske taxachaufførs private religion passageren ved?
Eksemplerne illustrerer endnu engang den simple sandhed, at dagens altoverskyggende problem ikke er islams styrke men Vestens svaghed.

onsdag den 1. september 2010

Sognepræst Axel Bang: Tale ved alsangsstævne i Ålborg, 13. august 1940

Vi danske, vi er et meget skeptisk folkefærd. Og det er forresten også kommet til orde i anledning af vore alsangsaftener. Hvad kan det nytte og stå og synge? For så vidt har skeptikerne jo ret. Sang alene, det går det ikke. Men vi ejer alligevel i den rette fædrelandssang en vældig værdi. Den skaber nemlig forbindelse til folkets fortid. Den taler til os om, hvad vi skal i dag. Og den styrker vort håb til fremtiden. Det er rigtigt nok, der er også meget uægte guld i de fædrelandssange, vi har sunget her i Danmark. Men i stormtider, der blæser alt det undervægtige bort som avner og kernen lever. Sådan er der også i det, vi har sunget om vort lands fortid mangt og meget, som ikke er i stand til at bestå for sandhedens dom. Men dog, så er der i vor fædrelandssange så meget, der minder os om, at vi er et folk med en tusindårig historie, et folk som har fostret sønner og døtre, som har ristet deres navne ind i historiens liv. Vi ejer et sprog, der er formet gennem tiderne både af menigmand og af skjald. Og det evner at udtrykke vort inderste selv. Vi bor i et land, hvis bløde linjer gennem tusind år har formet vort folkesind. Til dette folk, dette sprog, dette land, der knyttes vi i den ægte, sunde og sande fædrelandssang. Men fædrelandssangen taler også til os om, hvad vi skal i dag. ”Sit fædreland skylder man alt, hvad man evner”, sagde en god dansk mand engang. Og det er det syn, der som en vajende fane skal løftes over os, når vi synger Danmarks sange. Sangene om pligt, sange om troskab, sangene om offer, sangene om udholdenhed og sangene om kærlighed. Den danske sang styrker også vort håb til fremtiden, sandt sangen ikke blot er udtryk for lyrisk stemning, men også er udtryk for en vilje. ”Mig fryder din ros, din ære. Mig knuger din sorg, dit savn. Hver glans, hver plet vil jeg bære, som falder på Danmarks navn.” Sådan står der i en af vore kønneste fædrelandssange. Og synger vi det med sandhed, så er det Danmarks krav, som mødes med vor vilje. Og hvor der er vilje, der er der håb. Så vil vi da også i aften synge vort lands sange med god samvittighed.