Af Kasper Støvring
Hvad er et godt samfund? Det er et samfund – som det danske – med en stærk sammenhængskraft, frihed og velstand. Hvordan skabes et godt samfund? Det skabes – som det danske – ved hjælp af særlige kulturelle værdier, normer og adfærdsmønstre. Hvordan bevares det gode samfund? Det bevares – som i Danmark – ved at fastholde den etablerede fælles nationale kultur og integrere borgerne i denne kultur. Det er simpelthen betingelsen for at bevare de vundne liberale og sociale goder, hvad enten disse goder er de personlige friheder, de demokratiske rettigheder eller den materielle velstand.
Men problemet er jo, at der ikke er enighed om, at bevaringen af det gode samfund forudsætter kulturel integration. Det kommer frem i diskussionen om, hvor vidt indvandrere skal kende landets kernekultur og ”føle sig danske” for at få statsborgerskab.
Modstanderne af den såkaldte prøve i indfødsret begrunder det at være dansk rent formelt. Man skal overholde lovene og anerkende de demokratiske principper samt frihedsrettighederne. Her har de på det teoretiske og retoriske plan en stor fordel.
For det er meget svært at sætte nationalfølelsen på begreb, fordi den netop ofte er uformuleret, underforstået og ubevidst. Det tilsvarende gælder de uformelle kulturelle normer, der er afgørende for etableringen af et godt samfund, som jeg kendetegnede ved sammenhængskraft, frihed og velstand.
Men modstanderne har intet historisk belæg for deres synspunkt. For erfaringer viser, at stabile samfund med en stærk sammenhængskraft bygger på national samhørighed, og nationalitet er netop et resultat af en kulturel integration.
Ind træder den amerikanske politolog Lawrence E. Harrison med kronikken ”Verdensmestre i fremskridt” om de nordiske lande. Harrison opfordrer præcis disse lande til at fastholde deres nationale kultur frem for at dyrke en utopisk multikulturalisme. Det er fristende at citere det indledende afsnit fra kronikken:
”De nordiske lande – Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige – er verdensmestre i menneskelige fremskridt, som de er defineret i målene i FN’s Verdenserklæring om menneskerettigheder: demokratisk ledelse, social retfærdighed og velstand.
Og ved at studere de faktorer, der bidrager til disse fem landes imponerende succes, kan man udlede nogle overbevisende lektioner for mindre succesrige nationer.
De nordiske landes bedrifter er forbløffende:
– De ligger alle i den bedste kategori for politiske rettigheder og borgernes frihedsrettigheder ifølge menneskeretsorganisationen Freedom House.
– Norge er nr. 1, Island nr. 2, Sverige nr. 5, Finland nr. 11 og Danmark nr. 15 på FN’s indeks over menneskelig udvikling for 2006. Dette indeks udarbejdes på grundlag af uddannelse, forventet levealder og indkomst per indbygger.
– Danmark har den mest ligelige indkomstfordeling i verden ifølge FN-data fra 2006. Sverige, Norge og Finland ligger lige i hælene på Danmark.
– Danmark, Sverige og Norge kommer ind på første-, anden- og tredjepladsen i verden, når det handler om tillid. Det kan konstateres, når man ser på, hvor stor en procentdel der svarer ’ja’ på World Values Surveys spørgsmål: »Kan man have tillid til de fleste personer?«.
– Finland, Island og New Zealand ligger på en delt førsteplads som de mindst korrupte lande i 2006 ifølge korruptionsindekset fra Transparency International. De bliver tæt fulgt af Danmark, Singapore, Sverige, Schweiz og Norge.
– Det amerikanske institut for økonomisk forskning udsendte i 1998 en rapport om god statsledelse. I rapporten kom Norge på tredjepladsen (New Zealand var nr. 1, Schweiz nr. 2). Island var nr. 6, Finland nr. 8 og Sverige nr. 9.
– World Economic Forum har i 2007 udsendt en liste over de mest konkurrencedygtige lande. Danmark ligger på tredjepladsen (efter USA og Schweiz), Sverige er nr. 4 og Finland nr. 6.
– Ved en opstilling af lande efter antal videnskabelige artikler per milliard dollar bruttonationalprodukt blev Sverige nr. 2, Finland nr. 4, Danmark nr. 5 og Island nr. 11 (Israel indtog førstepladsen).
– Databasen ’Happiness in Nations’ udsendte for nylig en liste over, hvor folk er mest lykkelige. Den viser, at Danmark er det lykkeligste land i verden, og Island, Finland, Sverige og Norge ligger også højt på listen.”
Hermed altså sagt noget om, hvad der kendetegner det gode samfund. Men stadig er der ikke sagt noget om, hvordan disse samfund bliver til og opretholdes. Altså hvilken kultur, dvs. hvilke værdier, adfærdsmønstre og normer, der hersker. Udfordringen er derfor at bringe de uformelle normer på begreb og konkretisere de verdensopfattelser, værdier, dyder og adfærdsmønstre, der præger kulturen i det gode samfund.
Jeg har til det formål lavet nedenstående liste, der netop er baseret på arbejde af forskere som Lawrence Harrison og Samuel Huntington. Listen gør ikke fordring på at være udtømmende, men central. Listens elementer er heller ikke specifikt danske, men udpræget danske. Visse elementer kan også være universelle, men kombinationen er unik for Vesten. De fleste elementer kan ydermere ses som en arv fra oplysningstiden, men er i lige så høj grad en græsk-romersk-kristen arv. Endelig har jeg hverken rangordnet eller sikret mig imod visse overlap:
Verdens- og menneskeopfattelse:
Religionen understøtter fornuften, er pragmatisk, belønner arbejdsomhed, fremmer materiel stræben og fokuserer på denne verden i modsætning til utopisme.
Skæbnen kan påvirkes i en bedre retning.
Forholdet til tiden er baseret på kontinuitet; man lærer af fortiden og fokuserer på fremtiden, hvilket fremmer planlægning og behovsudsættelse.
Velstand er frembragt af menneskers kreativitet, og den kan vokse i modsætning til nul-sums-opfattelsen.
Viden er noget konkret og kan verificeres, kendsgerninger betyder noget.
Antropologisk realisme: Mennesket er fejlbarligt.
Værdier og dyder:
Det etiske kodeks er strengt defineret inden for realistiske normer, hvilket skaber tillid.
De almindelige dyder består i at gøre sig umage, i ordenssans, høflighed, punktlighed, ærlighed, pålidelighed (”et ord er et ord”) og gensidighed.
Uddannelse fremmer selvbestemmelse og kreativitet; tillader heterodoksi, dissens samt uafhængig og kritisk tænkning.
Økonomisk adfærd:
Præstationstrang: man lever for at arbejde, ikke omvendt.
Mådehold og sparsommelighed (”man skal yde, før man kan nyde”), er samtidig betingelsen for investeringer.
Virkelyst, opfindsomhed; konkurrence fører til fortræffelighed.
Forfremmelse sker efter fortjeneste.
Social adfærd:
Lav grad af korruption, svindel og nepotisme.
Tillid til og ansvarlighed over for fremmede.
Stærkt civilsamfund og aktivt foreningsliv.
Deltagelse i offentlige anliggender.
Magten er spredt, checks and balances; konsensus; pluralisme; eliten står til ansvar for befolkningen.
Sekularisering.
Personlig skyld og ansvar.
Almen liberal holdning og adfærd som ligestilling, frie ytringer, respekt for ejendom og anerkendelse af minoriteter.
Børn opdrages og forsørges af familien.
