Hvad nytårstaler kan fortælle

Af Morten Uhrskov Jensen

Kan hænde, at man finder Majestætens nytårstale noget fattig på vitaminer. Sådan må det vel være i et konstitutionelt monarki, hvor regenten er frataget enhver egentlig politisk handlemulighed og i stedet må nøjes med at udtale sig i større eller mindre almindelighed. Alligevel vil jeg vove den påstand, at der også i det indskrænkede monarki kan findes forskelle, der er nok så interessante, og som afspejler de herskende politiske vinde, dér hvor det virkelig har noget at sige. Gennemlæser man således de tre nytårstaler for året 2007 af regenterne i henholdsvis Danmark, Norge og Sverige, så vil man finde adskillige tankevækkende forskelle; eller rettere: Man vil finde, at Dronning Margrethes tale til det danske folk skiller sig markant ud fra den norske og den svenske monarks til deres respektive samme. Temaet, vi skal se nærmere på, er som så ofte før og siden indvandringsspørgsmålet. Dronning Margrethes nytårstale kan med lidt god vilje siges at ligge til den konservative side, idet hun betonede, at der for nytilkomne også er noget, der hedder pligt. Den norske og den svenske konge derimod forsøgte at overgå hinanden i politisk korrekte fraser, så de radikale og venstrefløjen må føle det som en grov historisk uretfærdighed, at vi ikke herhjemme har norske og svenske tilstande.

Hendes Majestæt sagde bl.a. om indvandrere og danskernes modtagelse af disse, at »Helt kan det ikke undgås, at der måske bliver set lidt skævt til den fremmede, som har andre skikke, en anden klædedragt, og som endnu ikke behersker sproget. Men det er helt nødvendigt, at man har et åbent sind og en vilje til at finde sig tilrette.« Der faldt også andre ord, som at »de har brug for os, og vi har brug for dem«, og jeg må så finde mig i, at Majestæten altså fremsiger påstande, jeg er ganske uenig i (nemlig at Danmark har brug for indvandring). Den afgørende pointe er, at Dronningen altså anerkender, at gæsten ikke bare kan forvente værtens umiddelbare accept, og at gæsten har en pligt til at indgå i landets dagligdag, »en vilje til at finde sig tilrette.«

Den norske konge var virkelig ferm til nysprog. Det var vigtigt, sagde han, at have et »inkluderende samfund«. Hans eget folks og lands historie gav ifølge kongen grund til ydmyghed. Kongen fandt det passende at nævne, at Norge indtil for ca. to hundrede år siden havde en såkaldt »jødeparagraf«, der ikke tillod jøder at bosætte sig i Norge. Og kongen fortsatte: »I dag er det andre grupper, som kan føle sig uønskede og diskriminerede.« Kongen mindede derpå sine undersåtter om, »at humanisme og gensidig respekt ikke er nogen selvfølge. Fremmedhad, hverdagsracisme og vold er en del af nyhedsbilledet.« Og kongen mindede om, at »Næste år skal den kulturelle mangfoldighed være i fokus i vort land.«

Den svenske konge ku´ det der. Han havde for nylig været på besøg i bydelen Hammarkullen. »Det er en af de bydele i Göteborg, som ind imellem betegnes som et problemområde.« Men det var det slet ikke, fortalte kongen derpå: »For os blev det et inspirerende besøg. De unge mennesker, vi mødte dér, fik os til at blive fulde af fortrøstning med hensyn til morgendagen.« Kongen medgav, at »vi ind imellem bliver ængstelige på grund af forandringerne«, men det var der ingen grund til, idet svenskerne blot skulle lade »blandingen af kulturer berige vore liv«. Og kongen var åbenbart ikke helt sikker på, at budskabet var trængt igennem, eftersom han var nødt til at afslutte sit afsnit om kulturberigelsen med at sige, at »Ungdommen i Hammarkullen, Rosengården, Tensta og mange andre steder hjælper os med at holde håbet om en bedre morgendag levende.«

Stakkels nordmænd og stakkels svenskere. Med sådanne potentater lades alt håb ude. Ikke virkeligheden som den er, men i stedet manifester, som lige så vel kunne have været dekreter fra Politbureauet i det hedengangne Sovjetunionen. Det er, hvad nordmændene og svenskerne får, når de lytter til deres statsoverhoveder. Jeg ved godt, det ikke tilkommer en dansker at blande sig i andre landes interne anliggender. Jeg vil indskrænke mig til at sige, at var det mit statsoverhoved, der sagde noget lignende, så blev jeg republikaner den dag i dag.