Af Kasper Støvring
I forlængelse af nedenstående artikel vil jeg her opridse et konservativt forsvar for religionens kulturelle betydning. Vel at mærke den protestantiske kristendom. For Danmark er historisk set et protestantisk land med en bevaringsværdig kernekultur, der bygger på sekularisme, tillid og ansvarlighed.
Nårr borgerlige-konservative adskiller sig fra borgerlige-liberale skyldes det måske primært, at konservative har et pragmatisk blik for protestantismen bevaringsværdighed som kulturbærende faktor. Liberale derimod praktiserer en kritik af religionens indflydelse i det danske samfund, som ofte er baseret på principper: Stat og kirke bør adskilles og religionerne ligestilles, hedder det. Eller kritikken går på en bestemt fortolkning af forkyndelsens indhold: Kristendom er overtro, islam er anti-demokratisk.
Men de principfaste kritikere ser dermed netop bort fra den betydning, religionen har som kulturel faktor. Det gælder som sagt for Danmarks vedkommende, at landet historisk set har haft en protestantisk kernekultur. Og denne kultur er bevaringsværdig af især tre grunde.
Dels af hensyn til sekularismen. Den bedste måde at sikre sekularismen er ikke nødvendigvis gennem en formel, organisatorisk adskillelse af stat og kirke. Så risikerer vi bare at få en aggressiv sekularisme som i det katolske Frankrig. Her står kirken stærkt, og staten er derfor med vold og magt tvunget til at uddrive religionen fra det offentlige rum.
Den erfaring kalder på en pragmatisk tilgang for at sikre sekularismen herhjemme. Nemlig, at vi bevarer vores folkekirkeordning. At præsterne er statsansatte tjenestemænd, gør dem i høj grad loyale i forhold til det samfund og den stat, folkekirken er en del af. I Danmark har den protestantiske religion derfor været præget af og har selv præget en kultur, der er positiv over for oplysning, erhvervsliv, kvinders ligestilling samt kønslige og religiøse minoriteter.
Så sekularismen sikres bedst som et liberalt gode, hvis folkekirken fortsat nyder særlig status og særlige privilegier. For dermed understøtter staten den religion, nemlig protestantismen, som selv anerkender adskillelsen mellem religion og politik. Staten og politikerne behøver ikke hele tiden at gribe ind over for den dominerende religion. For protestantismen gør netop adskillelsen mellem de to regimenter til en bærende del af selve den kirkelige forkyndelse.
Den anden grund til at bevare en protestantisk kernekultur er, at den skaber gensidig tillid mellem fremmede mennesker. Tillid er nemlig helt afgørende, hvis man skal opbygge tætte sociale strukturer og komplekse sociale organisationer. Altså det, som er fundamentet for demokrati og store økonomiske virksomheder.
Internationale undersøgelser viser da også, at lande med en protestantisk historie har formået at udvikle høj økonomisk vækst og stabile liberale demokratier. Det gælder primært de skandinaviske lande, men også lande som Holland, Canada og New Zealand.
Næsten uden undtagelse har protestantiske lande en langt mere veludviklet tillidskultur end islamiske, men også katolske lande. Det har at gøre med, at lokalt kontrollerede organisationer fremmer gensidig tillid; hvorimod store, hierarkisk opbyggede og centraliserede bureaukratier har en tendens til at nedbryde gensidig tillid. Det er groft sagt forskellen på de protestantiske kirker og den romersk-katolske kirke.
Velstående og demokratiske lande med høj grad af tillid mellem borgerne bygger altså historisk på den protestantiske kristendom med dens høje arbejdsmoral og tro på privat initiativ. Hertil hører også en udbredt tro på individets frihed kombineret med en sund skepsis angående dets naturlige tilbøjeligheder.
Og her står vi ved den tredje værdi, der kendetegner protestantismen: Forestillingen om personlig skyld og ansvar. Som borgere i et protestantisk land lærer vi, at vores fejl i bund og grund skyldes os selv, og vi må derfor også selv tage ansvaret for vores fejl. Dermed er vi i stand til at udvikle en kultur, hvor vi øver selvkritik, søger tilgivelse og prøver at forbedre os.
Den modsatte opfattelse: at vi er ofre for andres undertrykkelse, fremmer derimod en kultur domineret af konspirationsteorier. Den opfattelse præger i høj grad de islamiske lande, som derfor hænger fast i armod og ufrihed. Man når aldrig frem til en indsigt i sin egen kulturs fejl, men farer i stedet aggressivt frem mod det ”undertrykkende Vesten”.
