Der går ikke en uge, hvor Nomos ikke bliver nævnt i de landsdækkende medier. Her lidt fra dagens Weekendavisen om Dansk Folkeparti, nationalkonservative intellektuelle og Nomos:
”På bordet ligger den konservative engelske filosofs bog Roger Scrutons bog Nationernes nødvendighed. Den handler blandt andet om oikofobi: hadet til egen hjemstavn. Tesen er, at mange europæiske intellektuelle praktiserer et kulturelt selvhad, en forkastelseskultur, hvor man i skyldfølelsen over det nittende århundredes kolonialisme og det tyvende århundredes totalitære ideologier forkaster alt, hvad der har med den europæisk-kristne kultur at gøre.
[…]
»At Dansk Folkepartis medlemmer skulle kunne karakteriseres som ’dem med bilvrag i haven’ er selvfølgelig en fed kliché,« siger Michael Pihl. »Der er også folk som mig. Men det er kendsgerning, at der er færre cand.scient.pol.er hos os, end der er hos socialdemokraterne og de radikale. Det synes jeg også, jeg kan se til møder med partiet. En af de oplagte forklaringer, som man har hørt masser af gange, er vel, at lønmodtagerne og dem, der bor i lejlighedskomplekserne, er dem, der lever med det multikulturelle samfunds kultursammenstød.«
Ifølge
– Men det forbedrede image som seriøst parti skyldes vel i høj grad akademikeren Kristian Thulesen Dahls store kompetence i finanslovsforhandlingerne – har I ikke brug for flere som ham?
»Det kan du selvfølgelig sige, men jeg er på den anden side ikke ked af den rolle, vi har. Man skal passe på med at sige, at bare der kom flere intellektuelle, så ville det hele være meget bedre. Det kan ikke i sig selv være saliggørende. Slet ikke når de intellektuelle jo er en gruppe, som har valgt at lukke øjnene for de her udfordringer, som islam og indvandringen er«.
Som erklæret nationalkonservativ skiller
»Jeg møder nogle gange kolleger, som fortæller, at de stemmer Dansk Folkeparti, men de kigger sig altid lige over skulderen, inden de siger det. Og til kollegerne siger de i stedet, at de stemmer V eller K. Så den der dæmonisering virker da stadigvæk. Måske i højere grad i det her segment i samfundet.«
På bogreolen i det velindrettede hjem finder man blandt andet Bruce Bawers While Europe Slept og Walter Laqueurs The Last Days of Europe. Respekterede forfattere og forskere, som forholder sig særdeles kritisk til migrationens konsekvenser for de europæiske nationalstater.
»Hvem skulle jeg ellers stemme på?« spørger Michael Pihl. »De konservative? Dem opfatter jeg ikke som et kulturkonservativt parti. De siger, at de vil forandre for at bevare, men det er jo en meningsløs floskel, som kan legitimere enhver opgivelse af tradition og historie. Jeg er oprigtigt bekymret for Europas fremtid, og Dansk Folkeparti er det eneste parti, der tager kulturkampen mod islamismen alvorligt. Det er det eneste parti, der kan mobilisere den her kamp og føre den ufortøvet.«
[…]
Et lige så relevant spørgsmål er imidlertid, om partiet kan klare sig helt uden højtuddannede. Samarbejdet med regeringen har i høj grad været afhængigt af cand.merc.jur. Kristian Thulesen Dahls faglige evner, og det var først med præsternes indtog i Folketinget i 2001 og koblingen til Tidehvervs-teologien, at partiet nærmede sig en mere sammenhængende politisk tænkning eller ideologi. Den nu 70-årige Søren Krarup står imidlertid uden oplagt arvtager, og det er ikke så underligt.
Partiets akademikerkompleks kom mest tydeligt til udtryk i august ’99, hvor partiledelsen under stor ståhej ekskluderede 19 medlemmer af Dansk Folkeparti og DFU. Baggrunden var medlemmernes involvering i det nationalkonservative internetsted Dansk Forum, som partitoppen opfattede som ekstremistisk. Det var tid til storvask i partiet, og de unge akademikere blev smidt på porten. En af de ekskluderede var konferensstuderende i historie Adam Wagner.
»Vi var jo ikke så mange akademikere i partiet, og jeg oplevede en vis skepsis over for os. Måske var man bange for, at man ikke kunne styre os. I bedste fald er akademikere jo uddannet til at tænke selv og gå kritisk til værks, og det er ikke just noget, man opfordrer til i Dansk Folkeparti. Jeg undrede mig naturligvis meget over eksklusionen. På den anden side har de jo haft stor succes uden akademikere, så måske var det alligevel det rigtige for dem at gøre,« siger han.
Selv om
Adam Wagner bruger i stedet sine kræfter på Nomos, et nationalkonservativt, historisk tidsskrift, der har høstet begejstrede anmeldelser i Jyllandsposten og Weekendavisen.
»Nomos er ikke et parti eller en forening,« siger Adam Wagner. »På den måde kan det undgås, at ekstremister skulle finde på at melde sig ind. Ulempen er så, at man ikke kan foretage sig noget organisatorisk, men det er der måske heller ikke brug for. Der er snarere brug for en kulturkamp og en intellektuel dialog. Hvis man som historiker tænker nationalt, så bliver man straks mistænkeliggjort. Det samme gør sig jo ikke gældende for kulturradikale og marxistiske historikere.«
Det nationale net
Så hvor går de nationalkonservative intellektuelle hen, når Dansk Folkeparti tilsyneladende ikke vil vide af dem? Svaret er internettet, hvor de nationalkonservative er særdeles flittige skribenter. En af dem er cand.mag. i historie
»Selv stemmer jeg Dansk Folkeparti, men det parti er ikke nødvendigvis lykken for mig,« siger Kim Møller. »Jeg ville hellere have, at de Konservative blev mere konservative, og sådan tror jeg egentlig, der er mange, der har det. Vi er lidt politisk hjemløse. Fra tid til anden snakker vi om, at man burde starte det gamle Højre op igen, men det ville aldrig lykkes. Det er stort set umuligt at starte et nyt parti.«
[…]
Hyl med de ulve...
»Som akademiker er det erhvervsmæssigt en højrisiko at diskutere eksempelvis indvandrerspørgsmålet, hvis man ikke er enig med SF eller de radikale. Men den almindelige dissonans gør sig gældende – man stemmer på SF, men sender sine børn i privatskole. Det bedste er at simulere holdninger, som er i overensstemmelse med konsensus. Jeg kan egentlig godt forstå, at unge, som er på jagt efter en karriere, retter ind efter den herskende kultur. Men det er ærgerligt, at der ikke er flere intellektuelle og frie ånder på universiteterne, der kan bryde ud af den herskende konsensus,« siger han.
Også
»Søren Krarup og Jesper Langballe har været i en privilegeret position. De har haft så faste job, så man har ikke kunnet ramme dem på deres levebrød. Men det er synd at den intellektuelle konservatisme er hjemløs i Danmark, for den burde stå stærkere i debatten«”
