Af Kasper Støvring
Jeg har bidraget med et essay om den tyske forfatter Thomas Manns store roman Doktor Faustus i en ny antologi med titlen Thomas Mann i syv sind (forlaget Anis). Her lidt fra afslutningen af mit essay:
”At Thomas Mann i Doktor Faustus har kunnet levere så troværdige skildringer af den radikalkonservative kulturkritik kunne skyldes, at han selv har stået i intim forbindelse med den. Det kan endda diskuteres, hvorvidt Mann overhovedet skrev sig fri af sine radikalkonservative sympatier, der i visse former prægede Betrachtungen, og fuldtonet bekendte sig til den demokratiske republik.
De symbolske fortællinger og de private dagbøger dementerer langt hen den offentlige moral – den humanitære republikanisme – som Mann i sine politiske taler og artikler offentligt plæderede for i eget navn. Netop fordi Thomas Mann havde været så fortrolig med de radikalkonservative idiosynkrasier, formåede han også at udvikle en saglig kritik af bl.a. den nazistiske massebevægelse. Konservatismen skænker Manns psykologiske indsigter troværdighed, og den gør ham i stand til at udvikle en reflekteret humanisme, der står i modsætning til den museale borgerlige humanisme, hvis mangler fremstilles så overbevisende i Doktor Faustus.
[…]
Kunstnerens blik for de mørklagte felter i samfundet giver oplysningen en mulighed for at oplyse sig selv – i kunsten. Heri ligger der ikke umiddelbart noget frigørende. I sin skeptiske refleksion over oplysningens frigørelsesprojekt troede Thomas Mann heller ikke på kunstens sakrale betydning som verdensforbedring og -forløsning; verden lader sig, igen i overensstemmelse med Schopenhauers filosofi, ikke forandre intentionalt. Mann skriver i 1952 nogle af sine sidste ord som et slags kunstnerisk testamente, og her hedder det, at kunsten ikke gør ”sig illusioner med hensyn til sin indflydelse på menneskeskæbner”, og dog er den et ”mønster på al stræben efter fuldendelse” (”Kunstneren og samfundet”: 178).
Mann fastholder, at fornuften nok undergraves af livets dæmonisk-dionysiske understrøm, men netop vinder sin magt gennem besindelsen på sin egen afmagt. Kunsten er klog på livskræfterne (de libidinøse drifter, eros og thanatos), men det gør den ikke nihilistisk i sin grund, tværtimod leverer den grundlaget for en ironisk humanisme. ”Ironikeren er konservativ”, skriver Mann i Betrachtungen, og denne konservatisme ledsages af indsigten i, at ånden altid er afmægtig over for livet.
Det er vel nok Manns dybeste erkendelse fra start til slut, og derigennem var han i stand til at frembringe den realistiske humanisme, der står i modsætning til et borgerligt humanismeideal, der beror på udelukkelsen af kunstens ”andet”: Det irrationelle og dæmoniske, det onde i menneskenaturen, det afvigende og ekstreme, som Doktor Faustus skildrer så rigeligt – ”det romantiske barbari”, som ærkeromantikeren Mann selv kendte så godt.
Den radikalkonservative kulturkritik er nemlig en udpræget tysk åndsform, og for så vidt også Manns egen. Han skriver i ”Tyskland og tyskerne”: ”Intet af det, jeg har forsøgt at sige eller flygtigt at antyde vedrørende Tyskland, kom fra en fremmed, kølig, udeltagende viden; jeg har det også i mig, jeg har oplevet det alt sammen på min egen krop.” (”Tyskland og tyskerne”: 132).”
