onsdag den 9. januar 2008

Kolonihavehus med kakkelbord

Af Lars Christiansen

Dagene længes, vinteren strænges og aftenerne er våde og mørke. Hvad skal man så give sig til? Af ren kedsomhed har jeg brugt et par timer på at følge debatterne på dagbladet Informations hjemmeside. På mange måder er det som at falde ned i en tidslomme: her finder man stadig de go’e gamle venstrefløjsparoler om klassekamp, marxismens aktualitet og den kapitalistiske udbytnings snarlige ophør. ”Kampen fortsætter”, forsikrer man opmuntrende hinanden.

Andre debattører dyrker en lidt mere flippet diskurs. F.eks. ham her: ”selv ser jeg frem til et planetarisk-økologisk demokratisk samfund, der udviser gensidig respekt og imødekommenhed overfor de enkelte individer og deres forskellige kulturtraditioner.” Det lyder da også bare for fedt!

Selvfølgelig møder man også den moderne, venstreorienterede universitets-jargon. Her ses virkeligheden som en ”social konstruktion”, opfundet af ”patriarkatet”, for at ”marginalisere” og ”udgrænse” ”den anden”, hvilket vist nok mest er kvinder og udlændinge. Der er for eksempel en lang debat om, at ”seksualiseringen” af kvinders bryster er en ”kulturel konstruktion”, som er dybt krænkende overfor kvindekønnet, hvorfor babserne nu skal befries. I den forbindelse hedder det bl.a.: ”Biologisme er et andet ord for konservatisme, herunder retfærdiggørelse og opretholdelse af sociale undertrykkelsesmekanismer.” Jeg var ikke klar over, at jeg var ”biologist”. Og jer er slet ikke sikker på, at jeg bryder mig om at være det!

Alle disse eksotiske ord vakte ubehagelige minder om mine alt for mange studieår på Københavns Universitets humanistiske fakultet. De genopfriskede en viden, som jeg virkelig har anstrengt mig for at glemme. Da skaden nu engang var sket, gjorde jeg mig den ulejlighed, at udarbejde følgende uvidenskabelige liste over de ord og begreber, som de venstreorienterede debattører hyppigst bruger om den majoritet af den danske befolkning, der stemmer V-K-O:

forstadsbeboere
kolonihavedanskere
semiracister
xenofober
nationalromantikere
frikadelle-spisere
parcelhusejere
hr. og fru Jensen
kakkelborde
ligusterfascisme
bonderøve
middelklasse-danskere
hvide protestantiske leverpostejs-danskere
smålige frygt-spredere

Et af de mere eksalterede indlæg formulerede det således:

” … det danske syn på indvandrere og ikke mindst muslimer præges af knudrede, indestængte og angstneurotiske fætre, forfremmede hjemmehjælpere og pseudo-akademikere (…)

Den skulle selvfølgelig med, den med Pia Kjærsgaards fortid som hjemmehjælper. Og den er ret afslørende for debattørernes demonstrative ufolkelighed og elitisme. Med disse skældsord ønsker de jo at understrege, hvor avancerede, fordomsfri, moderne, oplyste, rummelige, frigjorte, tolerante, globale, solidariske og moralsk overlegne de selv er, i modsætning til flertallet af deres indebrændte landsmænd.

Hvis man ellers kan uddrage en lære af denne lille uvidenskabelige stikprøvekontrol af venstreorienteret debatkultur må det være, at venstrefløjen af ren skuffelse over, at befolkningen ikke stemmer som de burde, nu har rettet den vrede og foragt, der tidligere var forbeholdt borgerskabet, mod middelkassen og arbejderne. Den gamle parole; ”al magt til folket”, er slået om i sin modsætning: ”ingen magt til folket”.