Af Kasper Støvring
I mit sidste indlæg skrev jeg, at velfærdsstaten har antaget karakter af en behandlerstat, der vil frigøre borgerne, men ender med at gøre dem til klienter. Min kritik af velfærdsstaten er dog en konservativ kritik, ikke primært en liberalistisk kritik: Ikke et økonomisk forsvar for minimalstaten, men et kulturelt forsvar for en stærk nationalstat. Ja, kritikken af velfærdssstaten som en behandlerstat er et forsvar for den nationale kultur.
For behandlerstatens demokratiske terapi består netop i at løsne borgerne fra nationens lænker. Målet er at gøre dem til ”harmoniske, lykkelige og gode mennesker”, som det hed i folkeskolens Blå betænkning fra 1960. Søren Krarup har præcist kritiseret denne ”demokratisme” i bogen af samme navn fra 1968:
”At være demokratisk er i dag at være på en bestemt måde. Demokratiet har forbundet sig med en række værdibegreber, af hvilke de vigtigste hedder harmoni, tolerance, åbenhed, fordomsfrihed, menneskelighed, og konsekvensen er, at demokrati i sig selv er blevet værdibegrebet. Det skal praktiseres i skolen, på arbejdspladsen, i familielivet og tillige – hvad der er den logiske nødvendighed – i det menneskelige sjæleliv, hvorfor demokratiets virkeliggørelse må kædes sammen med en demokratisk terapi.”
Behandlerstaten tager form i efterkrigstiden under påvirkning af den kulturradikale ideologi. Ifølge denne ideologi er demokratiet ikke blot et neutralt parlamentarisk program. Det er noget mere substantielt, nemlig en livsform, som den indflydelsesrige højskolemand Hal Koch formulerede det.
At være demokrat er ikke blot at afgive sin stemme ved folketingsvalg, men at have en kvalificeret holdning og indstilling. Det er i grunden en ideel sindstilstand; det er ikke blot at handle, men at være på en bestemt måde. For demokrati er et potent værdiladet begreb, der ikke blot skal praktiseres i stemmelokalet, men også i sjælelivet ved hjælp af en statslig terapi.
Demokratiet bygger i denne forstand netop på særlige progressive værdier som fremskridtsvenlighed, åbenhed og fordomsfrihed. Er man diagnosticeret som bagudskuende, indadvendt og forudindtaget, skal man følgelig laves om.
Derfor må demokratiets egentlige virkeliggørelse bero på en demokratisk terapi, som Krarup skriver. Staten skal med andre ord tage borgerne under behandling og opdrage dem, så de kan blive gode demokrater.
Det siger sig selv, at dét indebærer en risiko for, at staten antaster individers ret til at være, som de er. Det er i hvert fald ikke frisind. I sin bog kritiserer Krarup kulturradikalismens chefideolog Poul Henningsen, der mente, at demokratiets virkeliggørelse kalder på en omfattende kulturpolitik.
Demokratiet skal nemlig være en totalitet, og heri demonstreres kulturradikalismens negative afhængighed af nazismens kulturpolitik. ”Vi behøver bare at handle modsat ham”, manede PH i anledning af Hitlers succes som folkeopdrager, ”så har vi vores kulturprogram i mindste enkeltheder”.
Men en totalt forandrende radikal kulturpolitik er netop – totalitær. Og man kunne også mene, at demokratiet ikke forudsætter gode og harmoniske mennesker. Demokratiet er netop et sindrigt system med magtdelingsmekanismer, der forhindrer mennesker i at udøve ondt.
Den kulturradikale demokratiforståelse lærer, at vi alle kan tale os til enighed, hvis blot vores fordomme opløses gennem terapi. Forstået således, bliver demokratiet et uopnåeligt og ubestemmeligt ideal. Det er noget, vi bestandig er på vej til at realisere gennem en fornuftig samtale (hvorfor mange kulturradikale da heller aldrig kunne bestemme sig for, om det kommunistiske Sovjet reelt var demokratisk).
Men demokrati beror i sidste instans på beslutning, ikke samtale; det er et retligt og formelt begreb – flertalsprincippet taget sammen med liberale frihedsrettigheder og retssikkerhed – ikke et indholdsmæssigt begreb. ”Demokratiet angiver et hvorledes, ikke et hvad”, som juristen Alf Ross skrev samtidig med, at Hal Koch og PH plæderede for samtaledemokratiet.
Kort sagt er demokratiet ikke en livsanskuelse, det bør heller ikke være en totalitet, og det rummer ingen trosbekendelse. Demokratiet har blot en funktion, for så vidt som det er et sæt af procedurer, hvorefter borgerne kan være uenige. Men selvfølgelig: i den virkeliggjorte kulturradikale stat findes der kun gode mennesker. Grundlæggende uenigheder opstår simpelt hen ikke.
