Religion er kommet på dagsordenen, som man siger. Det er der flere grunde til, men islamisternes terror og kulturmødet med det store muslimske mindretal i Europa er nok den væsentligste årsag til, at vi er blevet tvunget til at reflektere over religionens politiske og kulturelle konsekvenser.
Men vi er dårligt rustede til den debat: årtiers afkristning har gjort os til religiøse analfabeter, der har svært ved at skelne mellem påske og pinse, men til gengæld er velinformerede om amerikansk indenrigspolitik, internationale konjunkturer og EU's forfatningstraktat. Vi har lært, at religion er en sekundær, afledt størrelse, som er betinget af sociale, økonomiske og teknologiske strukturer, og vi skal først vænne os til, at det også kan forholde sig omvendt. Derfor har vi brug for probat religionskritik og kvalificeret oplysning om religion til skole og hjem.
Et besnærende og letfatteligt, men kritisabelt indlæg i debatten leveres af det fænomen, man har døbt »Den ny Ateisme« (DnA ), hvis vigtigste repræsentanter og bøger er Christopher Hitchens' Gud er ikke stor - Hvordan religion forgifter alting, Sam Harris' Troens Fallit og Brev til en kristen nation samt Richard Dawkins' Illusionen om Gud. Deres slagkraftige budskab går i korthed ud på, at religion er roden til næsten al ondskab i verden, en evig kilde til vold, intolerance, fordummelse og bagstræb, en sutteklud for svage sjæle, der ikke tør se endeligheden i øjnene. I videnskabens og fornuftens navn indleder religionens fjender derfor en totalsanering af tilværelsen.
Men DnA er problematisk på mange punkter. DnA anerkender ikke sondringen mellem tro og viden, der er ingen forståelse for, at religionens sandhed ligger på et andet plan end naturvidenskabens. I stedet fremturer de med hjerneforskning, evolutionsteori og så videre og kræver en tilsvarende håndfast, videnskabelig bevisførelse for Guds eksistens (på det punkt er de i øvrigt enige med deres modstandere, kreationisterne).
DnA er ikke synderlig optaget af teologi: Harris kalder den for »en beretning om en flok boglærde, optaget af at dissekere et kollektivt selvbedrag.« Hitchens og Dawkins har en lignende holdning. Eftersom de både angriber religion og teologi, medfører det gedigne svagheder i deres argumentation; de render mange åbner døre ind og misforstår i et væk: for eksempel ser Hitchens historien om Abraham, der på Guds befaling drager ud for at ofre sin søn Isak, som et fældende bevis på gammeltestamentlig grusomhed. Problemet er, at historien jo ender med, at Gud griber ind og afskaffer menneskeofringer. Altså et fremskridt i humanitet.
Det er måske trivielt drilleri at pege på ateisternes religiøse træk, men hvad er deres missionsiver og renhedsfantasier andet end »vildfaren idealitet«, der søger verdslig befrielse fra det onde? Hos Harris i form af et »fornuftens kongerige«, hvor mennesker kun tror på begrundede antagelser og logisk sammenhængende argumenter. Denne utopi er typisk for DnA 's bigotteri og snæversyn, og man kunne ønske sig dybere overvejelser over, hvorfor 1700-tallet, rationalismens århundrede, mundede ud i den franske revolutions ateistiske rædselsregimente.
DnA forsøger at tænke Vestens kultur adskilt fra kristendommen, en umulig opgave, al den stund den gennemsyrer vor litteratur, kunst og filosofi. Hitchens hævder for eksempel, at litteraturen er bedre til at behandle etiske problemstillinger end religion, hvorefter han nævner en række klassiske forfattere, blandt andre Shakespeare og Dostojevskij, som ikke kan forstås uden »den store kode«: Bibelen.
Religionsforagternes udialektiske modstilling af religion og fornuft er også problematisk og uhistorisk. Den mangelfulde forståelse af samspillet mellem religion og rationalitet hænger sammen med en mangelfuld forståelse af religionernes forskellige potentialer for sekularisering og rationalitet: modsat kristendommen er islam en lovreligion, det vil sige et juridisk-politisk system, der principielt omfatter alle sider af tilværelsen og regulerer samfundslivet. Det har vist sig at være rationalitetshæmmende.
Den ny Ateismes fordomsfulde »religionskritik« er ikke et godt udgangspunkt for en kvalificeret drøftelse af et vigtigt emne, men den viser behovet for kvalificeret oplysning om religion til de dannede blandt dens foragtere.
Dette indlæg har i en udvidet udgave været bragt i Weekendavisen den 14. december.
