Af Kasper Støvring
Synet på mennesket har afgørende indflydelse på, hvordan samfundet skal indrettes, hvilken rolle, staten skal spille og hvad, vi kan forvente af hinanden. Da dette er en konservativ blog, kommer her en skitsering af det konservative menneskesyn.
Grundlæggende mener konservative, at mennesket har en natur. Det er altså ikke kun bestemt af miljøet. Og konservative er tilbøjelige til at opfatte denne menneskenatur som ”ond”. Det vil sige som konfliktuel, ufuldkommen og begærlig. Ondskaben kan vise sig i det, den tyske jurist Carl Schmitt kalder ”korruption”: svaghed, fejhed og dumhed. Eller ondskaben kan vise sig i ”brutalitet”: instinkt, vitalitet og irrationalitet. Det onde benævner tilsvarende det illusionsløse forhold, at mennesker har friheden til at ødelægge sig selv og hinanden.
Konservative mener, at konflikter i og mellem mennesker samt sociale misforhold har indre årsager. De skyldes netop menneskets natur, der ikke uden videre kan forandres og eventuelt forbedres. Konservative er derfor pessimister, der reagerer kritisk på oplysningens frigørelsesprojekt. Denne pessimistiske holdning er ikke ensbetydende med resignation. Den indebærer snarere en realistisk erkendelse af menneskets begrænsninger. Den enkelte véd ikke altid, hvad der er bedst for sig selv. Derfor handler det heller ikke altid rationelt, hensigtsmæssigt, medmenneskeligt og forudsigeligt.
Pessimismen er også forbundet med besindelsen på, at mennesket må lære at leve med risici, eftersom man ikke kan udrydde det onde. Ondskab følger friheden som dens skygge, som den tyske filosof Rüdiger Safranski har skrevet. Man må i stedet forsøge at begrænse de risikable forhold på bedst mulig vis.
Mennesket er ydermere drevet af ønsket om magt. Viljen til magt, ifølge Nietzsche. Han mente også, at de mennesker, der skyr magtkampen, ikke overvinder deres magtvilje: de perverterer den blot og lyver sig bedre, end de er af naturen. Det var også forfatteren Jakob Knudsens opfattelse: Et humant samfund ville blive båret af det totale hykleri.
Om Jakob Knudsen har ret eller ej – det er givet, at hvis mennesket er ondt, må opgaven være at holde det på plads og dæmme op for dets destruktive muligheder for at udfolde sig. En konservativ kongstanke lyder, at mennesket er for ondt til et godt samfund. Eller med andre ord: ”mennesket er en ulv mod det andet menneske”, homo homini lupus.
Der vil ifølge Freud altid være en uovervindelig modsætning mellem individets lyster og samfundets normer. Derfor er det kulturelle forbud mod opfyldelse af (alle) naturlige lyster nødvendig for enhver samfundsdannelse. Progressive mener derimod, at de naturlige lyster kun bliver onde af at blive undertrykt. Men det synspunkt undergraves af dødsdriften, som Freud også tillagde mennesket.
Til at begrænse individets udfoldelsesmuligheder foreslog Edmund Burke et gentleman-kodeks. Man skal kultivere menneskets irrationelle ressourcer og på den måde skabe et karakterbolværk mod de revolutionære overskridelse af denne eller hin norm.
Andre konservative vil føre en stram justits og værne om ordensstaten. Denne politik er baseret på erfaringen af, at det kræver stærke samfundsnormer til at tæmme menneskets ”vilde natur”, der slumrer bag den civiliserede ”anden” natur. Det kræver stærke institutioner for at sikre staten, der altid er udsat for trusler. Og staten skal omvendt sikre, at borgerne ikke forgriber sig på hinanden i en anarkistisk alles kamp mod alle.
Endelig vil konservative betone de stærke kulturelle fællesskaber, der med tiden har udviklet institutioner med bevaringsværdige adfærdsnormer og omgangsformer. Det, som både mellemkrigstidens fascister og 68’ernes revolutionære forsøgte at erodere. Men udgangspunktet er stadig det samme: Det hører både til menneskets natur at bruge sin frihed og stræbe efter sikkerhed med nye magtmidler. Og dermed skabe stadig nye trusler.
God jul!
