Kultur og konflikt

Af Kasper Støvring

Den konservative stridsmand Søren Krarup fyldte i denne uge 70 år. I den anledning er der udgivet et fejende flot festskrift, Jorden tro, der er redigeret af Nomos-redaktøren Morten Uhrskov Jensen. Festskriftet er på over 400 sider og samler 19 bidrag. Der kan læses mere herom på forlaget Lysias’ hjemmeside: http://www.lysias.dk/. Nedenstående er indledningen fra mit eget bidrag ”Universalismens afslutning?”, der er et opgør med det udvandede og harmoniserende kulturbegreb til fordel for et mere realistisk og konfliktuelt ditto:

Borgerne i de vesteuropæiske lande har levet så længe i en fredelig verden, at mange naivt tror, at konflikter er noget, der kan løses gennem social ingeniørkunst. Det gælder, hvad enten der er tale om konflikter med utilpassede indvandreres vold og hærværk i forstæderne til Paris, islamiske bevægelser som Hizb ut-Tahrirs arbejde på at afskaffe demokratiet eller radikale imamers hadprædikener imod det dekadente Vesten.

Fælles for disse grupper er, at de først og fremmest kræver respekt for deres særlige kultur. Og derfor er social ingeniørkunst i form af højere bistand, bedre boliger og flere arbejdspladser eller andre nok så velmenende ideer – som dialoginitiativer, opfordringer til at holde en pænere tone i debatten, politisk pædagogik i form af kursustilbud eller uddannelse samt moralske appeller til større tolerance – heller ikke en sikker vej til at hæmme polariseringen af de europæiske samfund og de konflikter, der følger med. At foranstaltninger som f.eks. dialog ikke inddæmmer, men ligefrem forstærker konflikterne mellem kulturerne, er en pointe, der fremsættes i Hans Magnus Enzensbergers essay om islamismens ”radikale tabere”, Skrækkens mænd (2006).

Når essensen af vor tids alvorligste konflikter sjældent bliver forstået, skyldes det netop, at de er udtryk for en ny form for konflikt, der i stigende grad præger vores tidsalder. Disse kulturelle konflikter er i de senere år gjort velkendte i teserne om ”civilisationernes sammenstød” og ”kampen for anerkendelse”. Konkrete vidnesbyrd har der været mange af, lige fra borgerkrigen på Balkan i 1990’erne til de aktuelle konflikter i Irak og indenfor de multikulturelle vestlige samfund.

Hvad enten konflikterne primært har været nationalistiske eller religiøse, så angår de menneskers behov for at indgå i forpligtende kulturelle tilhørsforhold. Og de har at gøre med et psykologisk aspekt af menneskets eksistens, nemlig behovet for at tildele sig selv værdi, men også for at tildele folk og handlinger værdi. ”Thymos”, som Platon skriver om i 3. og 4. bog i Staten.

Netop dette behov har mange så svært ved at forstå og acceptere. For i det trygge vestlige velfærdsdemokrati synes det som om, at man har underkendt denne dimension og de ledsagende følelser som vrede og skam – altså de følelser, som bl.a. Muhammedkrisen i foråret 2006 gav mange vesterlændinge et lærestykke i.

Muhammedkrisen var derfor på en måde år nul, hvad angår den gryende erkendelse af det intime forhold mellem kultur og konflikt. Herfra er vi begyndt at indse, at universalismen – den naive fordring om fred og fordragelighed blandt alverdens forskellige kulturer – har sin grænse, og at vi hver især gør bedst i at besinde os på vores egen særlige kultur.