Om en anmeldelse

Af Morten Uhrskov Jensen

Det er sjældent, at denne blogger finder, at han er uenig til højre side, når han læser Weekendavisen. Bemeldte avis er rigtig god, bevares, men den er selvsagt noget slatten, da den jo skal dække et ret uensartet segment bestående af alt lige fra den-hårde-i-filten konservative (som undertegnede gerne vil tilhøre) til den glade Villy Søvndal-mand, der bare syntes, at SF´s formand dog var det mest kreative, der kunne støves op af jorden for nærværende, da krydset skulle sættes sidste gang. Ikke desto mindre fandt jeg i dette nummer af Weekendavisen en boganmeldelse af Arne Hardis, der seriøst pirker til motiverne bag værket om Blekingegadebanden. Jeg har læst begge bind og finder dem, som det øvrige anmelderkorps, elementært spændende. Om de er velskrevne, er vel i virkeligheden tvivlsomt, eftersom de først og sidst er klinisk dokumenterende snarere end litterære. Arne Hardis går imidlertid i kødet på Peter Øvig Knudsen og finder en række eksempler på, at Øvig ved brug af tillægsord og biord på rette tid og sted afslører, at han reelt er forholdsvis positivt indstillet over for Blekingegadebandens kriminelle aktiviteter, var det dog bare ikke for nedskydningen af og drabet på den 22-årige politimand ved kuppet mod Købmagergades postkontor.

Det er jo en påstand, og Arne Hardis giver som nævnt en række eksempler. Jeg ved ikke, om det holder i byretten, men jeg ved, at jeg finder det sjovt, at Peter Øvig Knudsen således er blevet presset til – i næste nummer af Weekendavisen – at tage til genmæle og forklare, hvorfor han ikke har en latent fascination for det totalitære, og hvorledes han utvetydigt tager afstand fra den venstreradikale position, der var Blekingegadebandens.