Det er ikke længe siden, vi var vidner til den pompøse ceremoni omkring underskrivningen af Lissabon-traktaten. Smilende europæiske statsledere underskrev det, der er blevet udlagt som en harmløs justering af samarbejdsprocedurerne indenfor EU. Forud var gået den franske og hollandske afvisning af en ny fælleseuropæisk forfatning, der ellers ville have sikret EU-entusiasterne en afgørende sejr i deres bestræbelser på at skabe Europas Forenede Stater. Sådan kom det ikke til at gå. Folkene sagde nej. Men til gengæld har den EU-begejstrede politiske elite nu sikret sig det næstbedste, nemlig Lissabon-traktaten – en traktat, der for Guds skyld ikke må afprøves ved nye folkeafstemninger. I stedet for en folkeafstemning har vi i Danmark fået en række juridiske eksperters helt objektive forsikringer om, at Danmark skam ikke afgiver suverænitet i forbindelse med Lissabon-traktaten. Om man kan have tillid til denne belejlige konklusion på dette politiske bestillingsarbejde, må for nu stå hen.
Men vi får vel syn for sagn, når det nye samarbejde begynder! Hvis vi på det tidspunkt kan konstatere, at Danmark i endnu højere grad end hidtil ikke kan træffe afgørende beslutninger, når det gælder landets egen fremtid uden indblanding udefra - hvis magten i højere grad flyttes fra den ifølge Grundloven eneste legitime beslutningsinstans (Folketinget) til Bruxelles (hvor flere sager nu afgøres ved almindeligt flertal) – ja, så er vi jo blevet bedraget. I så fald har den politiske elite uden demokratisk afprøvning af sådan et skridt indskrænket danskernes muligheder for at præge Danmarks fremtid. I en sådan situation vil den lovgivning, danskerne skal følge i højere grad være udarbejdet uden for den danske politiske beslutningsproces og uden for folkets demokratiske kontrol. Men er en sådan lovgivning da legitim? Jeg vil mene nej. Og det må få konsekvenser.
Den nedrige, manipulerende og aldeles udemokratiske måde, Lissabon-traktaten er blevet gennemført på, er ganske imod Grundlovens ånd og kan kun sammenlignes med de værste totalitære regimers manipulation. Jeg vil derfor endvidere mene, at EU-eliten nu med dette skridt har taget fløjlshandskerne af. Helt nye og hidtil usete metoder er blevet taget i brug for at få den traktatændring i hus. Hvis det herefter skulle vise sig, at Lissabon-traktaten reelt kom til at betyde suverænitetsafgivelse, så kalder dette på et helt nyt modsvar fra folkenes side – et modsvar fremprovokeret af EU-elitens egne ufine metoder. For i så fald må EU kunne sammenlignes med en fremmed besættelsesmagt, der på illegitim vis har opnået magt i Danmark. I så fald er det ligeledes danskernes moralske ret at forsøge at modgå denne besættelsesmagt! I en sådan situation vil jeg mene, at civil ulydighed er ganske på sin plads. Dvs. at nægte at adlyde EU-lovgivningen (også selvom den er blevet ”ratificeret” af Folketinget), nægte at respektere EU-institutioner og EU-embedsfolk – i det hele taget, boykot og fredelig obstruktion af alt, hvad der har med EU at gøre. Sagt i overført betydning: Ligger der på det tidspunkt et ”EU-fragtskib” i dansk havn med ”EU-te” i lasten, burde et par ”indianere” snige sig ombord og smide teen overbord.
