Om scenarier

Af Morten Uhrskov Jensen

Man skal være temmelig dårligt seende for ikke at indse, at den vestlige verden er presset for tiden. Jeg henvender mig ikke til socialister og liberalister, for de er utvivlsomt ikke enige, eller også er de enige af de helt forkerte grunde. Socialisten tror, at dårligdommen på det økonomiske plan skyldes markedet – rettere, at der overhovedet er et marked – og at dårligdommen på det kulturelle plan skyldes den vestlige verdens etnocentriske attitude, der vanskeliggør overgangen til det klasseløse, multikulturelle samfund. Liberalisten på sin side mener, at den økonomiske løsning skal findes i det altomfattende marked, der uden grænser lader udbud og efterspørgsel regulere menneskenes relationer, og at kulturen derfor nødvendigvis må blive multikulturel, da det ligger i markedets natur, at det ikke anerkender grænser, og at kulturel regulering overhovedet er et overgreb mod menneskets frihed (læs blot The Economist, og man vil ikke være i tvivl om, hvad jeg mener).

Der findes dog som bekendt en tredje vej (jeg refererer ikke til Tony Blair), nemlig konservatisme. Hvis man hænger sig i, at faktisk forekommende udviklingstendenser formentlig siger noget ganske væsentligt om den vej, vi er slået ind på, og hvis man bredt betragtet ikke tror på det universelle uden for naturvidenskaberne, så er man sandsynligvis konservativ i en eller anden grad. Og er man det, så skal man som nævnt være temmelig dårligt seende for ikke at indse, at den vestlige verden er presset for tiden. Det er de så heller ikke, de, der beskæftiger sig seriøst med indvandringen til især den europæiske del af den vestlige verden. De kan godt se, at selv ved de mest optimistiske befolkningsfremskrivninger står hovedparten af Europa over for aldeles seriøse udfordringer på grund af den i hovedsagen muslimske indvandring. Det er i øvrigt interessant at bemærke, at man i høj grad skal gå til USA for at finde skribenter, der beskæftiger sig med Europa i det 21. århundrede set i lyset af indvandringen.

Walter Laqueur og Patrick Buchanan ser ikke lyst på Europas fremtid. I deres seneste bøger The Last Days of Europe og State of Emergency spår de et Europa, der snarere af navn end af gavn hedder Europa. Europa vil i løbet af dette århundrede reelt undergå en transformation, der vil betyde, at betegnelsen Eurabia vil være mere passende. Som Laqueur skriver, behøver det ikke at betyde, at Europa bliver primært arabisk, men snarere at Europa forvandles til en fragmenteret verdensdel, bestående af store grupper af tyrkisktalende, hindutalende, arabisktalende, urdutalende osv. -talende, naturligvis iblandet de skrumpende grupper af oprindelige europæere, der qua deres fødselstal netop vil vedblive at skrumpe. Prognosen er ikke god, skriver Laqueur; dels har europæerne med få undtagelser ikke reproduceret sig selv de sidste hundrede år, dels er europæerne blevet sekulariseret i en grad, så der ikke for alvor er noget, der kan få os væk fra den søde nydelse, der leveres til os i form af velfærdsstaten. Buchanan peger endnu mere eksplicit på europæernes gudløshed og det deraf faldende fødselstal som årsagerne til, at den europæiske civilisation er ved at slukkes.

I en mellemposition befinder Tony Blankley sig i sin bog The West´s last Chance, hvor han klart ser katastrofen som en mulighed, men hvor han påpeger, at talstørrelser som fertilitetsrater og antallet af bekendende kristne er ustabile og formentlig har nået et lavpunkt. Det europæiske Vesten vil ifølge Blankley snart nå til en erkendelse af, at det er på en dødsmarch, der må vendes. Den muslimske indvandring vil som følge af denne erkendelse stort set høre op, og de muslimer, der allerede befinder sig i Europa, vil blive integreret i en grad, der gør dem mere til nyttige medborgere end til mennesker, der ønsker at ødelægge vores måde at leve på.

Ralph Peters gør i sin bog Wars of Blood and Faith op med ethvert tilløb til europæisk overgivelse til folkevandringerne fra den tredje verden. Europæerne var skaberne af Holocaust, og europæerne vil, når de føler sig truede nok, ikke bare reagere, men også, ifølge Peters, overreagere voldsomt. Muslimerne i Europa skal prise sig lykkelige for ”kun” at blive deporteret, da europæerne vil være tilbøjelige til fysisk at skille sig af med muslimerne, eftersom de europæiske folkeslag gentagne gange gennem historien har vist sig i stand til at skaffe sig af med deres virkelige eller indbildte fjender – jøder som muslimer – enten ved at fordrive dem eller ved at foranstalte folkemord på dem.

Det er banalt at konstatere, at kun det mellemste scenarie er udholdeligt. De to øvrige er rædselsvækkende. De øvrige scenarier – socialistiske som liberalistiske – er uinteressante, da de bygger på forestillinger om verden, som den burde være, og ikke på, hvordan verden er. Lad os derfor håbe på, at Tony Blankley har ret, når han tror på en europæisk selvbesindelse i tide.