Gamle indlæg

En akademikerfiktion, 5-12-07

Af Kasper Støvring

Akademikere er ofte hildede i den fiktion, at et stabilt samfund kan bygge på abstrakte principper og formelle demokratiske værdier. De ser bort fra det nationalt-kulturelle grundlag, ja, de arbejder ofte på at afskaffe det. For, som de siger, det kan ikke forene borgerne i et multikulturelt samfund.Kim Møller bringer på www.uriasposten.net under den sigende overskrift ”Opskriften på kaos, leveret som en anbefaling” et aktuelt eksempel på en sådan akademikerfiktion. Det drejer sig om en rapport udgivet af Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (KU), skrevet af Annette Haaber Ihle.Rapporten har titlen Magt, Medborgerskab og Muslimske Friskoler i Danmark - Traditioner, idealer og politikker, og her får vi at vide, at skolen ikke bør vurderes ud fra sådan noget som ”fælles nationale værdier … arbejdets nødvendighed eller Danmark som et kristent land”. Endvidere hedder det:”I lyset af den multikulturelle virkelighed er det hensigtsmæssigt, at målet med den almene dannelse defineres som at lære eleverne at anerkende, at enhver borger har personlig ret og pligt til at betvivle enhver national forestilling, der måtte herske, - at stille eleverne fri til at stille spørgsmål ved enhver given civil kultur, at gøre eleverne i stand til at afvise de adfærdsmæssige krav, der måtte følge af at leve i et vist kulturelt, socialt eller økonomisk fællesskab og at gøre eleverne motiveret til, til stadighed, at engagere sig i at reformere de samfundsmæssige kategorier.”Der er – mindst – to problematiske ting i denne slags fiktioner (ud over det akademiske cirkussprog). For det første naiviteten, for det andet destruktiviteten. Men først et bud på, hvad der faktisk skaber et samfund med en stærk sammenhængskraft. Det gør den nationale kultur. Det vil sige en kultur, som i historiens løb primært er vokset frem nedefra. Her er borgerne fælles om traditionerne, religionen, sproget, hjemlandet og sæder og skikke, der hyppigt er uformulerede og uskrevne.Hvilket fordele giver denne kulturelle integration? Det skaber i et samfund som det danske en vidtstrakt tillid mellem fremmede mennesker; stærke borgerlige dyder som gensidighed, pålidelighed og ansvarlighed; en ukorrupt administration samt en sekulær orden, hvilket ikke mindst skyldes, at den bærende religion har været protestantisk.Akademikerfiktionens naivitet skyldes en tro på, at man kan binde folk sammen ved hjælp af generelle principper. Men historiske erfaringer viser, at folk også har følelsesmæssige behov for at høre til på et bestemt sted og i en bestemt kulturel sammenhæng. Det er de nære ting som et moders-mål og et fædre-land, der betyder noget for mennesker. EU-projektets mislykkede forsøg på at skabe en fælles identitet på et overnationalt plan understreger naiviteten.Akademikerfiktionen henviser til demokratiske værdier, f.eks. ytringsfrihed, som det, borgere med forskellig kulturel baggrund skal være fælles om. Men ytringsfrihed er som værdi betragtet netop abstrakt. Vi bekender os alle officielt til ytringsfriheden, javel. Men Muhammedkrisen viste netop, at der er meget stor forskel på den måde, forskellige kulturer konkret fortolker og praktiserer ytringsfriheden. Ytringsfrihed kan lige så vel adskille.Endelig er akademikerfiktionen farlig, fordi den vil opløse det etablerede samfund til fordel for multikulturalismens alles kamp imod alle. ”Enhver borger har personlig ret og pligt til at betvivle enhver national forestilling”, som det hed (med min kursivering). I en national kultur består der indre moralske bånd mellem borgerne. Det skaber en besindelse på, at der er grænser for friheden, at den enes ret er den andens pligt. Opløses disse bånd, venter anarkiet. I krisesituationer vil akademikerfiktionen vise sig at være netop dét – en fiktion, der ikke har kraft til at sikre stabilitet og samhørighed.Så det er nødvendigt at bevare den nationale kernekultur og kræve assimilation til den. Man kan jo starte med at tage udgangspunkt, ikke i en fiktion, men i det, vi faktisk ved om danskerne: At det er et kulturelt homogent folk; at de har stor tillid til hinanden; og at de har en positiv nationalfølelse.


Den politiske syge, 12-11-07

Af Kasper Støvring

Valgkampe indebærer altid en vis fare for at blive smittet med den virus, der kan kaldes den politiske syge. Hvad er symptomerne? Det er først og fremmest trangen til at se på tilværelsen med ideologisk forblændede øjne, at diagnosticere en masse sociale sygdomme, som politikerne så skal helbrede – for nu at blive i den kliniske metaforik. Politikere er jo praktikere, der ser problemer over alt og dernæst faldbyder deres egen medicin som et probat løsningsmiddel: Ellers ville de jo overflødiggøre sig selv.Patienter, der er smittet af den politiske syge, er især politikere som socialdemokraten Mette Frederiksen, der gerne vil overøse os alle med sin frelse. Hos hende er venteværelset fyldt til randen med ofre, hun skal redde, og samfundet ser hun som én lang sygdomsjournal af uretfærdigheder, hun vil gøre en ende på.Så disse politikere er altså både ramt af den politiske syge, og samtidig fremtræder samfundet for dem som sygt. De er både læger og patienter. Min pointe er imidlertid, at den politiske trang til at gribe ind i samfundet ofte gør mere skade end gavn. For politikerne forstørrer små problemer, og i deres iver efter at løse dem skaber de – utilsigtet og uforudset – endnu større problemer. De ødelægger det, der i forvejen fungerer i samfundet, med den konsekvens, at endnu mindre fungerer, som det skal. Lad mig prøve at uddybe.Når den politiske praktiker ser på samfundet, får hun øje på en masse problemer. Hun diagnosticerer en række manifeste dysfunktioner, som hun ønsker at reparere. Når hun f.eks. mener at se tilfælde af diskrimination, hate-speech eller arbejdsløshed blandt indvandrere, griber hun straks værktøjskassen, og her finder hun bl.a. sådan noget som dialoginitiativer, taleregler og kvoteordninger. Med dette værktøj begynder hun så at reparere i samfundets maskinrum, selv om hun måske endda ved, at værktøjet ikke virker efter hensigten. Flertallet af borgerne, derimod, er slet ikke politisk syge. De er sunde og raske, for de lever deres helt almindelige liv i tryg vished om alle de positive latente funktioner, som deres kultur rummer. Hvad er en latent funktion? Det er kort sagt den uformelle livsform, der får et smidigt tillidssamfund til at fungere.Det er uformulerede indsigter, værdier og adfærdsnormer, en slags tavs viden, som borgere hele tiden spontant betjener sig af, når de omgås hinanden. Det er også dyder som gensidighed, høflighed og ærlighed, som politikere aldrig har skabt.Men i og med, at disse funktioner er latente, er de også usynlige: vi ved ikke altid af, at de eksisterer. De normer og omgangsformer, der hjælper os i dagligdagen, er oftest ubevidste og står ikke nedskrevet noget sted. Derfor kan de også let tilsidesættes.Min pointe er altså, at reformivrige politikere, der hele tiden vil blande sig i almindelige menneskers liv, skaber flere problemer, end de løser. For de er netop ikke opmærksomme på latente funktioner i det civile samfund og i de etablerede institutioner. Denne kulturblindhed er indbegrebet af den politiske syge, der især har skabt problemer med integrationen af mennesker fra fremmede kulturer.At en sædvane har en latent funktion vil sige, at den – for igen at tale metaforisk – på skjult vis virker som et vitalt organ i det fremvoksede sociale legeme, og som sådan er den også med til at opretholde denne socialitet. For en sædvane kan meget ofte have en mere omfattende funktion, der er forskellig fra dens eksplicitte eller manifeste funktion.I den offentlige debat hører man ofte denne verdens Mette Frederiksener angribe det, de kalder danskernes chauvinisme og kulturelle fordomme. Et gensvar må lyde, at en vis lukkethed måske er skidt, men er nødvendig for at skabe stabilitet.Borgere er først og fremmest er loyale over for deres egne landsmænd og dem, der deler den samme kultur, ligesom de er skeptiske over for fremmede. Selv om de fleste vel kender det fra sig selv, er det alligevel kontroversielt at hævde det. Måske fordi det udgør en anstødssten for politikerens reformarbejde.


Kulturel fattigdom, 7-11-07

Af Kasper Støvring

I den politiske debat tales der meget om fattigdom og ulighed, vel at mærke som problemer, politikerne ”må gøre noget ved”. Sociale ingeniører har kronede dage, og der er ikke ende på de politiske initiativer på velfærdsområdet. Men det er alt sammen forgæves, for ulighed og fattigdom har ikke ret meget med penge at gøre. Det har derimod med kultur at gøre. ”Den nye ulighed” kalder socialforskeren Lars Olsen det med titlen på en bog, han udgav tidligere i år.Hans bog rummer en analyse af kulturens betydning for fattigdom, der omsider er ved at vinde indpas i dansk forskning. I en af bogens slående passager definerer en frivillig medhjælper på en feriekoloni for børn og unge denne nye fattigdom, der hænger sammen med normløshed. Børnene fra de ”fattige” familier er netop ikke materielt forarmede:”I dag er det som udgangspunkt de svageste børn, der får de største pakker med slik sendt hjemmefra. De er ofte også de mest overvægtige. De har stort set alle mobiltelefoner, og flere af dem har rigtig mange lommepenge med. De er ikke desto mindre svage, fordi de ikke kender og magter nogle af de mest grundlæggende regler for menneskeligt samvær, ligesom de på en række punkter afslører en fatal mangel på viden om basale samfundsmæssige og sociale sammenhænge. De kan ikke sidde ordentligt ved et bord og spise sammen med andre. De har meget svært ved at modtage kollektive beskeder og tilsvarende vanskeligheder ved at huske og efterkomme simple instrukser og regler. De aner ikke hvordan man taler pænt til hinanden…”I Danmark er vi først nu ved at danne os begreber om den kulturelle ulighed og fattigdom. I USA har den været kendt længe i form af en kritik af politiske ingeniører, der ofte tager fejl, netop fordi de er kulturblinde. Denne problematik har politologen Edward Banfield skrevet om i sin kontroversielle bog The Unheavenly City helt tilbage fra 1968.I bogen giver Banfield udtryk for en stærk skepsis over for velfærdsstatens planer for afvikling af fattigdommen i de amerikanske storbyer. Den storstilede politiske planlægning er dømt til at slå fejl, fordi den netop ikke tager højde for fattigdommens kulturelle determinanter.Fattigdom er i høj grad konsekvensen af en særlig livsform, der er langt vanskeligere at forandre, end liberale reformister er klar over eller ønsker at indse. Kultur er langt hen resistent over for politisk finjustering i form af højere bistand, mere uddannelse eller anti-diskriminationsinitiativer (taleregler og den slags).Fattige borgere udviser ifølge Banfields omfattende studier et særligt kulturelt mønster af holdninger, værdier og adfærdsformer, hvor især det manglende fokus på fremtiden er afgørende. Fattige borgere lever hyppigt i nuet, og de har ikke nogen udpræget sans for sådan noget som behovsudsættelse. Det gør dem letsindige og uansvarlige, hvilket igen medfører, at de ofte er ufaglærte og uuddannede. De skifter fra det ene dårlige job til det andet, og eftersom de ofte har en ustabil og voldelig karakter, er de også dårlige forældre og ægtefæller. Da denne destruktive livsform er kulturelt betinget, har den også en tendens til at blive videregivet fra generation til generation.Banfield knytter an til den konservative tanke om menneskelig ufuldkommenhed og uforudsete negative konsekvenser af statslige, politiske initiativer og planlægning. Det fremgår af bogens ironiske og anti-humanitaristiske budskab. Det lyder, at dem, der i virkeligheden drager fordel af den velfærdspolitik, der har til formål at hjælpe de fattige, er de socialt velstillede: De får nemlig dulmet deres dårlige humanitære samvittighed.Banfield har mange pointer, man bør lægge sig på sinde i dagens hjemlige debat. Det er ikke blot sådan, at velfærdspolitik i form af f.eks. økonomisk understøttelse ofte er nyttesløs. Den kan ligefrem forværre de dårligt stilledes situation. En dysfunktion som fattigdom søges fjernet gennem kontanthjælp.Men dermed svækkes incitamentet til at arbejde. Ødelæggelsen af en positiv, men usynlig funktion, her specifikt arbejdsmoralen, bliver altså den negative konsekvens af velfærdspolitikken, af 1960’ernes ”Great War on Poverty”.


Miljøbevaring er en konservativ mærkesag, 16-10-07

Af Kasper Støvring

Mange forundres over den borgerlige regerings pludselige omsorg for natur og miljø. Det forunderlige ligger imidlertid alene i den pludseligt indtrådte omsorg; ikke i omsorgen som sådan. For miljøbevaring er faktisk en borgerlig mærkesag. Eller rettere: det er en konservativ mærkesag, og den danske regering er på mange måder konservativ, snarere end liberalistisk.Hvis man kender sin konservative kanon, burde man vide, hvad jeg taler om. Forfattere som den engelske filosof Roger Scruton (se f.eks. essayet ”Conserving Nature” i bogen A Political Philosophy fra 2006) og vores egen udenrigsminister Per Stig Møller taler for miljøbevaring. Det sker ofte i forlængelse af Edmund Burkes tanker om en generationskonstrakt: Som med samfundet har vi også taget naturen i arv, og vi er ligeledes forpligtede på at føre den uspoleret videre til kommende generationer. Også mellemkrigstidens radikale konservative var økologer. Naturen leverer i hele sin sublime vælde stof til livets intense og ekstatiske øjeblikke af livsfylde, de såkaldte ”Spitzenaugenblicke”. Grunden til den store forundring er jo, at venstrefløjen her, som andre steder, har overtaget en konservativ kulturkritik. En gang var venstrefløjen erklæret anti-økologisk. Det gjaldt f.eks. kulturradikalismen. Hvad sagde Otto Gelsted, kulturradikalismens chefideolog? ”Naturen, det billige skidt”, sagde han. Og Poul Henningsen om naturfredningsforeningen? ”Hjemsted for reaktion og naturnazisme”. At kulturradikalismen var miljøbevaring fjendtlig stemt, skyldtes kulturradikalismens iboende humanisme: Alt, også naturen, er til for menneskets skyld. Naturen er en gratis ressource, man kan trække ubegrænset på, eller den er fremskridtets fjende, der skal tæmmes og beherskes. Og skal naturfredning overhovedet komme på tale, skal det være for menneskets skyld og derfor indrettes på menneskets rationelle interesser.Det er altså overalt menneskelige målestokke, der afgør forholdet til verden, også naturen, som om vi ikke kan erkende andet i verden end vores egne interesser. Naturen kan for den kulturradikale, venstreorienterede humanist aldrig blive det helt Andet, man kan regenerere ved.For den konservative er naturen derimod ikke kun det, mennesket bearbejder til kultur. Dét er rationalismens begreb om en natur, der i uendelig omfang står til rådighed for menneskets udnyttelse. Rationalismen udgør i den forstand en fællesbund i socialisme og liberalisme. Naturen er også de overordnede sammenhænge, som den kulturelle bearbejdelse udfolder sig inden for, og som kulturen ikke kan frigøre sig fra uden selv at gå til grunde. Dét er et konservativt naturbegreb – og i øvrigt også Villy Sørensens, der jo gerne går for at være kulturradikal.Villy Sørensens økologiske tænkning må forstås i den præcise forstand af ordet økologi, netop som et ideal om det personlige og sociale livs helhed i samhørighed med den omgivende natur. Villy Sørensen skriver i Uden mål – og med (1973):”Der gør sig nu engang lovmæssigheder gældende i naturen, der ikke kan krænkes uden at den naturlige balance forstyrres, og det samme må formodes at gælde for mennesket, såsandt det […] ikke kun er et kulturelt, men også et biologisk væsen […] Der er værdier i livet, som tilfældigvis er opstået før naturvidenskaben, der er betingelser for at det kan leves; vi kan ikke vilkårligt ’vælge’ hvad vi vil gøre til højeste værdier; det er nødvendigt at søge dem i de grundvilkår, som vi ikke kan sætte os ud over.”Det er med andre ord et dybdeøkologisk begreb om naturgrundlaget, den konservative forfægter. Naturen er en absolut instans, der sætter grænser for vækst. Det er kritisk vendt, ikke blot imod den postmoderne relativisme (alt er arbitrært og socialt konstrueret), men også imod socialistisk-materialistiske teorier (alt er historisk). Naturen er en ekstrakulturel størrelse, en biologisk determinisme, der bestemmer menneskets livsudfoldelse fra fødsel til døden og i sidste ende også betinger menneskeartens overlevelse.


Modernitetens (og marxismens) selvbesindelse, 7-10-07

Af Kasper Støvring

Hvor går gamle marxister hen, når de mister troen? Ja, en hel del vandrer den stenede vej over til tidligere modstandere. De bliver desillusionerede skeptikere eller finder en ny utopi i form af multikulturalismen. Andre bliver kulturkonservative, og en sådan er den århusianske idéhistoriker Hans-Jørgen Schanz (aktuel med en bog om filosoffen Hannah Arendt). Han vil nok ikke betegne sig selv som konservativ, men det er ikke desto mindre, hvad han er, hvis man skal dømme ud fra en stribe af hans glimrende bøger fra begyndelsen af 1990’erne og frem.Schanz skriver her om det, han kalder modernitetens og oplysningens ”selvbesindelse”, der er indtrådt efter Murens fald: Erkendelsen af, at feberhede drømme om verdensrevolution ender i et ideologisk tyranni. Denne erkendelsen har tilmed et religiøst-metafysisk aspekt. Det lærer, at der er visse områder, ikke mindst menneskers forhold til det absolutte, som man ikke kan lægge bag sig i troen på det historiske fremskridt.Således også Schanz’ erkendelse – og selvopgør: Den radikale civilisationskritik har mistet sin tiltrækning. Litteraten Nils Gunder Hansen har ligefrem talt om, at der nu pågår en ”genkristning af de intellektuelle”. Tydeligt er det i hvert fald, at at intellektuelle ikke længere anslår den dystre tone, som prægede dem i afvigte århundrede. Ingen taler længere om, at naturen er død eller om at være fremmedgjort for sig selv eller tingsliggjort af kapitalismen.Det moderne er ikke alt, skriver Schanz følgelig. Hvad er det moderne? Det er primært dogmet om, at alt, hvad der er vigtigt i menneskelivet, er historisk. Mennesket har, kort sagt, evnen til rationelt at skabe sin tilværelse. Dette dogme er sammen med traditionshadet ved at ophøre. Det kan aflæses i kulturen i form af religiøs vækkelse; i politikken, der skal være pragmatisk; og i filosofien, hvor metafysikken igen har vundet indpas. Man søger tilbage til en besindelse på det elementære, at der er grænser for sekulariseringen og for menneskets evne til at manipulere med sine omgivelser og bemestre sig selv.Dette forhold er blevet tematiseret af teologen K.E. Løgstrup, og Schanz kalder det i forlængelse heraf for den metafysiske erfaring. Det er erfaringen af, at der er almene – og altså ikke historisk bestemte, dvs. moderne – vilkår i menneskets tilværelse, som det er båret og “stemt” af. Som et historisk projekt handlede det moderne om at lave verden om. Mennesket skulle blive myndigt og vinde autonomi, forholdet til andre mennesker skulle reguleres af rettigheder, og forholdet til naturen skulle bære præg af beherskelse.Men dermed tilskriver vi det moderne alt for meget. Det moderne er, med den progressive filosof Jürgen Habermas’ ord, et endnu ufuldkomment projekt, og som sådan forstås det fejlagtigt som livets vilkår. For, som Schanz minder os om, ”det moderne har ikke skabt sproget, bevidstheden, samvittigheden, erkendelsesevnen, kroppen, sansningen, glæden eller sorgen, fødslen eller døden.” Schanz skriver disse ord i bogen Selvfølgeligheder fra 1999 og fortsætter:”Efter at vi har forladt den hidtidige modernitet vil frugttræerne stadig blomstre om foråret, vildænderne gå i tosomhed, bort fra flokken, også om foråret – og vi vil stadig kunne glæde os over begge dele; menneskene vil fortsat elske og hade hinanden, spise, drikke, sove og danse. Og fortælle historier. Der vil være glæde og sorg, optagethed og ligegyldighed. Men der vil måske indfinde sig en form for besindende ydmyghed overfor livet, og sandsynligvis vil tilliden til historiemageriet være dæmpet, side om side med anti-traditionshysteriet.”Se, så poetisk og besindigt og på en vis måde livsbekræftende kan en hedengangen marxist komme til at skrive. Hvem havde troet det, da en ung Schanz i starten af 1970’erne udgav bogen med en af dansk litteraturs mest monstrøse titler: Til rekonstruktion af kritikken af den politiske økonomis omfangslogiske status.


”Fattigdommen lider, den kæmper ikke”, 2-10-07

Af Kasper Støvring

For nylig blev der oprettet et nyt universitetscenter, der skal forske i sammenhængen mellem islamisk radikalisme og terror. Forskningen når næppe særlig dybt, hvis den ikke også undersøger sammenhængen mellem radikalisme og kulturel identitet, mellem terror og kulturkamp. Omvæltende begivenheder starter nemlig i det små og forbedres gennem en længere udvikling, hvor forskellige kulturer fremsætter krav om at få deres værdier anerkendt.I Danmark har vi af samme grund importeret en række fænomener, der kendes fra kulturelt heterogene lande som USA. Det gælder opgøret med ”døde hvide europæiske mænds” kulturelle dominans og tiltag mod hate speech rettet mod minoriteter. Vi har set indførelse af særordninger for muslimer, f.eks. særlige bedetidspunkter på arbejdspladser og halalslagtet kød i institutioner. Vi har set krav om kvoteordninger på uddannelsesstederne, affirmative action, som det hedder på amerikansk. Minoriteter kæmper også for en officiel anerkendelse af deres kulturs værdi, der f.eks. skal udtrykkes i ændringer af skolepensa.Sandsynligheden taler for, at vi fremover vil se flere intense kampe for kulturelt medlemskab. Forskellige kulturer vil fremsætte politiske krav om, at deres værdier bliver repræsenteret i det offentlige liv: Oprettelse af moskeer og gravpladser, modersmålsundervisning, minoritetsprogrammer i nationalt tv og politisk særrepræsentation i det nationale parlament. Vi vil også se flere eksempler på religiøse minoriteters udnyttelse af friskoleloven og brug af blasfemiparagraffen for at forhindre det, der opfattes som religiøs hetz.Et pessimistisk perspektiv åbner sig for alvor i forbindelse med de mere ekstreme kampe, der i fremtiden vil kunne blive udfoldet af radikale organisationer som ”Hizb ut-Tahrir”. Risikoen er, at de islamiske organisationer får held til at hverve uintegrerede unge indvandrere til voldelige kampe imod det ”dekadente” Vesten.I Danmark er vi endnu ikke fortrolige med de passionerede kulturkampe, der først for nylig har inddraget os på så uafrystelig måde. Det kommer til udtryk, når venstreintellektuelle – som forfatteren Jørgen Knudsen kort efter angrebet den 11. september 2001 – udviser en tro på, at terror mod Vesten skyldes sociale årsager. Fattigdom plejer da også at være en foretrukken forklaring. Men som man siger: Fattigdommen lider, den kæmper ikke. Fattigdom giver sjældent overskud til kamp; kampberedthed skyldes i højere grad et åndeligt moment.At mange danskere heller ikke er beredte på de nye kulturkampe, kommer også til udtryk hos diverse meningsdannere. F.eks. når islamforskeren Jørgen Bæk Simonsen praktiserer sin bedagede post-koloniale tolkning, der altid er rede til at undskylde aggressive tendenser i islam og rakke ned på Vesten.Fremvæksten af den radikale islamisme sker følgelig på et tidspunkt i historien, hvor Vestens moralske selvtillid er dalende i forhold til fremmede kulturer. Blandt andet på grund af dårlig samvittighed over fortiden som kolonimagt.Men islamisk terror er ikke blot forårsaget af Vestens imperialistiske udbytning af Den Tredje Verden. Terrorismen skyldes også, at de radikale islamister desperat kæmper for at hævde deres kulturs storhed i en globaliseret verden. De kæmper med andre ord for en overdreven form for anerkendelse på grundlag af følelser som stolthed eller krænket ære.Islamiske terrorister bekender sig til en militant, irrationel ideologi og finder blot en undskyldning i vestlig udbytning og en grobund i udbredt fattigdom. Det samme ideologiske mønster ses også hos visse imamer og islamiske bevægelser inden for de vestlige lande. De ledende skikkelser tilhører netop en veluddannet middelklasse: Mennesket lever ikke alene af brød, men også af ære og værdighed. En indsigt, som islamforskningen må tage højde for.


Fjendtlige erobrere, 1-10-07

Af Kasper Støvring

Den skandaliserede tyske forfatter Botho Strauss er igen aktiv. Han udgiver i disse dage novellen Die Unbeholfene og har tillige givet længere interviews i bl.a. det tyske Vanity Fair. Strauss er forfatteren bag det fremragende essay ”Tiltagende bukkesang”, der er bragt i en udmærket oversættelse i Nomos nr. 1, årgang 1. Essayet burde være pligtlæsning for alle kulturkonservative. Det er skrevet i 1993, men så aktuelt som aldrig før, fordi vi i dag står direkte konfronteret med det, Strauss kalder ”fjendtlige erobrere”. I dag kan de identificeres med terrornetværk samt kulturelle grupperinger med antinationale loyaliteter. Udfordringen fra de fjendtlige erobrere ville ikke være så vanskelig at håndtere, hvis ikke der var en så udbredt eftergivenhed og kulturelt selvhad blandt så mange toneangivende vesterlændinge. Herom har Strauss artige ting at sige i ”Tiltagende bukkesang”.Strauss’ indflydelsesrige essay er delvist udformet som en kritik af den tyske venstreliberale intelligentsia i efterkrigstiden. Uden at nævne navne er kritikken adresseret mod offentlige intellektuelle som bl.a. Günter Grass. Disse intellektuelle formår ikke at fremsætte et positivt alternativ til det nationale tilhørsforhold. I stedet nøjes de med at hylde en åbenhed over for alt det fremmede og praktisere en gold kritik, ikke mindst af den samlede højrefløj, der reduceres til en reaktion imod indvandring – en reaktion, der til tider slår ud som voldelig radikalisme. Men den liberale tolerance og afvisning af det nationale fællesskab skyldes i virkeligheden et kulturelt selvhad, som Strauss skriver:”Engang imellem burde man undersøge, hvor meget af tolerancen, der er ægte og selvstændig, og hvor meget, der skyldes det forkrampede tyske selvhad, der byder de fremmede velkommen, så forholdene her, i det forhadte fædreland, endelig afslører sig i deres berømte (”fascistoide”) klarhed, som det engang hed (og i det skjulte vel stadig hedder) i den venstreorienterede terrors forbryderretorik.”På grund af det skyldbetyngede opgør med fortidens ekstreme nationalisme er Tyskland blevet prototypen på et moderne liberalt samfund, som åndelig set er dårligt forberedt på trængselstider, når de indre og ydre trusler mod sikkerheden og stabiliteten stiger. Det gælder selvsagt også for andre vestlige lande.Hvis den nationale kernekultur – på tysk: Leitkultur – ikke anerkendes som bedre end andre kulturer, vil borgerne være ude af stand til at forsvare sig. Kulturer, der er opflammede af en stærkere trang til at hævde sig selv, vil være overlegne i en konfliktsituation. For de vil forsage materiel bekvemmelighed og ikke udtømme kræfterne i selvhad; de vil tværtimod være rede til at risikere deres liv for agtelsens skyld og bringe ”blodofre” for deres morallove.Det er sådanne elementære tanker, der ligger bag Strauss’ berømte, men også berygtede essay. Det liberaldemokratiske samfund har tilsyneladende ingen transformationsevne, skriver Strauss, for det er uden nævneværdige konkurrenter, der kunne presse det til at ”samle sine kræfter på ny”. Strauss peger på, at de samfund, der ikke hylder økonomismen som eneste drivkraft, vil vise større styrke – en opfattelse, der også lå implicit i en artikel om Vestens eftergivenhed i mødet med islam, som Strauss publicerede under Muhammedkrisen (se Der Spiegel 7/2006). Strauss skrev ”Tiltagende bukkesang” kort efter den kolde krigs ophør, hvor Vestens fjende i form af kommunismen var forsvundet. Her var diagnosen klar: Hvis borgerne i de vestlige samfund overhovedet endnu kæmper, kæmper de kun for at bevare de private velfærdsgoder; de udfordres netop ikke til kamp af ”fjendtlige erobrere”. Op gennem 1990’erne trådte så en ny fjendtlig aktør ind på scenen i form af islamismen. Men altså uden at borgerne lod sig udfordre. De var for længst bedøvede af massemedierne, ”den telekratiske offentligheds regime”, samtidig med, at det folkelige behov for national selvbevidsthed blev stigmatiseret af den liberale intelligentsia. Jo, Strauss’ essay er stadig aktuelt.


Tvivlsom jura, 26-9-07

Af Morten Uhrskov Jensen

Der er taget et initiativ med magtfulde deltagere ved roret. Tre generalsekretærer, en landsformand og en direktør fra henholdsvis Amnesty International, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Røde Kors, FN-forbundet og Institut for Menneskerettigheder kræver nu, at de nordiske lande ændrer deres asylpolitik. Berlingske Tidendes kronik har været stillet til de fem herrers rådighed den 25-9-07, og initiativet har fået fyldig omtale i morgennyhederne på TV2. De fem har alle længerevarende uddannelser bag sig, og Morten Kjærum fra Institut for Menneskerettigheder er tillige cand.jur., hvorfor man må kunne forvente, at han er særlig velbevandret i de internationale konventioner, som Danmark og de øvrige nordiske lande har skrevet under på. Ikke desto mindre er der i kronikken to eksempler på, at kronikørerne i strid med fakta hævder, at Danmark ikke overholder disse konventioner. Det pakkes ganske vist ind med formuleringer som »ikke uden videre« og »for ikke at sige fejlagtig«, men det vender vi tilbage til om lidt. Vi skal nemlig lige have slået fast, at kronikørernes ønske er, at bl.a. Danmark igen indfører et retskrav på asyl for de facto-flygtninge, et retskrav der blev afskaffet i 2002, da den nuværende regering trådte til. Siden 2002 har der i dansk lovgivning kun eksisteret et retskrav for konventionsflygtninge, hvor asylsøgeren skal kunne sandsynliggøre, at han eller hun er personligt forfulgt og altså ikke er flygtet på grund af nok så alvorlige omstændigheder i hjemlandet, f.eks. borgerkrig. Årsagen burde vi i Danmark kende. Op igennem 1980erne og 90erne modtog Danmark et meget stort antal personer fra tredjeverdenslande (omkring 100.000). Den største del af disse mennesker fik asylstatus som de facto-flygtninge, hvor der blot skal være »andre tungtvejende grunde« end personlig forfølgelse for at få asyl. Det har vist sig vanskeligt at integrere disse mennesker i det danske samfund. Alligevel ønsker kronikørerne at få genindført de facto-begrebet i dansk ret. Det er i øvrigt påfaldende, at de fem ikke direkte bruger dette begreb i kronikken. Kan hænde det skyldes, at begrebet blev stærkt belastet, dengang Danmark ikke havde kontrol med antallet af flygtninge, der kom til Danmark.Vi skal også lige have slået fast, at Danmark ikke er i nærheden af at overtræde noget som helst. Og hvis Danmark i morgen afskaffede retskravet på asyl også for konventionsflygtninge, ville Danmark stadig ikke være i nærheden af en overtrædelse af nogen konventioner. Det »glemmes« nemlig ofte i debatten, at flygtningekonventionen af 1951 kun taler om den ret, som staterne har til at give asyl, dvs. andre stater må ikke nægte Danmark at give asyl, til hvem Danmark ønsker. Når reglen er udformet således, skyldes det naturligvis, at ingen suveræn stat kan fraskrive sig retten til at lukke sine grænser, for hvem den vil. Det er fortsat internationalt anerkendt, at denne verden består af suveræne enheder, stater, der inden for deres territorium selv beslutter, hvem de vil give adgang. Danmark giver med andre ord en videre adgang til asyl, end vi behøver ifølge konventionerne. Lad os se på de konkrete påstande i kronikken. Det hedder, at »De nordiske landes asylmyndigheder har gennem de senere år anvendt en snæver – for ikke at sige fejlagtig – fortolkning af definitionen af flygtningebegrebet ved at insistere på, at asylansøgere skal kunne påvise, at de er individuelt i fare, for at de kan anerkendes som flygtninge.« Som jeg netop har påvist, er det ikke rigtigt, og det er på grænsen til manipulation at hævde, at de nordiske lande, herunder Danmark, benytter sig af en »fejlagtig« fortolkning af definitionen. Længere henne i kronikken hævder forfatterne, at »UNHCR [FNs Flygtningehøjkommissariat] ved flere lejligheder har tilkendegivet, at et sådant krav [om sandsynlighedsbevis for at være personligt forfulgt] ikke uden videre kan accepteres som retligt holdbart«. Jeg ved ikke, om kronikørerne citerer UNHCR korrekt. Hvis det er tilfældet, kan vi konstatere, at UNHCR heller ikke kender ordlyden af de internationale konventioner. De løse påstande fortsætter inde på den hjemmeside, der henvises til, www.keepthemsafe.org. Her hedder det overordnet om asylsøgerne, at »mange af dem modtager ikke den beskyttelse [i de nordiske lande], som de har ret til.« Det hedder specifikt om Danmark, at kravet om at sandsynliggøre individuel forfølgelse »er uden basis i de internationale konventioner« (min oversættelse). Om Island hedder det på hjemmesiden, at der ikke nødvendigvis gives asyl til konventionsflygtninge, og her indrømmes det da også i den engelske tekst, at der ikke er noget konventionsstridigt i det, selvom tekststedet forsøget at sløre det ved også at tale om de facto-flygtninge. Finland bliver kritiseret (både i kronikken og på hjemmesiden) for at anvende den såkaldte Dublin-forordning, hvorefter asylsøgere kan sendes tilbage til et sikkert første asylland, f.eks. Tyskland eller Danmark, hvis asylsøgeren har opholdt sig i et af disse lande før ankomsten til Finland. Vi skal lige erindre om, at dengang Danmark ikke benyttede sig af denne mulighed, i perioden 1983-86, nåede asyltallet op på over 9.000 personer (i 1986 frem til oktober). Hvis ikke en lovændring var trådt i kraft, var det sandsynligt, at tallet havde nærmet sig 20.000 pr. år.Denne række eksempler på påstande i kronikken eller på hjemmesiden kan ikke indgyde læseren nogen særlig tillid til, at de fem organisationer, der står bag kampagnen, ønsker at levere saglig information. Der er tale om forsøg på ret grov vildledning, idet teksterne må læses, som om Danmark og de øvrige nordiske lande balancerer på kanten af de internationale konventioner og måske endda har overtrådt disse. Samtlige organisationer råder over juridisk ekspertise, og det er svært at frigøre sig fra den tanke, at der er tale om et politisk partsindlæg. At kronikkens sigte er rent normativt, dvs. der er tale om politiske ønsker og ikke om jura, bekræftes da også af f.eks. følgende udsagn: »Det er i strid med al menneskelig anstændighed at tvinge mennesker til at rejse tilbage til lande, hvor deres liv vil være i fare. Sverige, Danmark, Island, Finland og Norge bør i stedet optræde som rollemodeller for beskyttelse og ved at udvise forståelse for flygtningenes særligt sårbare og udsatte situation.« Og: »I stedet burde Norden være den region i verden, der ændrer tendensen fra at underminere retten til asyl til at give asylretten værdi og substans.« Det står kronikørerne aldeles frit for at give udtryk for den holdning, at de nordiske lande burde have særligt liberale flygtningelovgivninger, men så bør de også vedkende sig, at der er tale om netop en holdning. Ved at iklæde sig juraens kappe ønsker de fem kronikører at fremstå som en slags uvildige observatører, der har registreret, at bl.a. Danmark ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Men det gør Danmark og de øvrige lande som nævnt til fulde, og de fem organisationer og deres juridiske ekspertise står tilbage som en simpel politisk pressionsgruppe, der ønsker at ændre den gældende lovgivning. Det er i øvrigt påfaldende, at kronikørerne ikke ofrer nogen spalteplads på at give et overslag over, hvor mange flygtninge f.eks. Danmark skulle modtage ekstra om året, i fald Folketinget besluttede at ændre loven som ønsket af de fem. Måske fordi de er klar over, at »hårde« størrelser som tal ville mindske opbakningen til deres forslag. I stedet nøjes de fem med at anvende en blanding af følelsesladede argumenter tilsat noget tvivlsom jura.Til allersidst en stille undren: Flere af de fem organisationer eksisterer helt overvejende i kraft af statslige, dvs. skattebetalte, midler. Det gælder i hvert fald Institut for Menneskerettigheder og Dansk Flygtningehjælp. Har disse organisationer slet ikke overvejet, om det ikke er at overskride en grænse at gå ud med denne kampagne, der er udelukkende politisk, når finansieringen af flere af disse organisationer sker for alle skatteyderes regning, dvs. også den del af borgerne, der ikke deler disse organisationers politiske holdninger?


Forsoningsdrømme, 24-9-07

Af Kasper Støvring

Muhammedkrisen bliver ikke blot ved med at spøge her i landet; svenskerne har som bekendt også fået deres egen krise i forbindelse med kunstneren Lars Vilks tegninger af Muhammed som en hund. Den svenske regering har travlt med at undskylde, meningsdannere taler om dialog, og alle synes at drømme om forsoning, alt imens dødstruslerne regner ned over broderlandet. Det er som om, man hele tiden prøver at fortrænge, hvad vi dog som en konsekvens af den danske Muhammedkrise endelig erkendte:At kulturkonflikter ikke sådan kan bilægges, og at de kæmpende parter ikke uden videre kan forsones gennem dialog. At det forholder sig sådan skyldes jo, at kampen mellem den vestlige kultur og den islamiske kultur er en veritabel kulturkamp. Netop en kamp mellem kulturer. Men hvem har for alvor forstået det?Den mareridtsagtige kamp om forskellen fik dengang, men også nu, følgeskab af drømmen om enhed og forsoning. Vidnesbyrd herom er talrige: Bl.a. oprettelsen af foreningen ”Co-existence of Civilizations”, det udenrigspolitiske initiativ ”Images of Middle East” og dets mange internationale pendanter, f.eks. FN’s ”Alliance of Civilizations”.Historiske erfaringer synes dog at dementere, at forskellige kulturer kan udvikle sig til ét universelt handlingssubjekt. Formår alle de velmenende foreninger, initiativer og institutioner virkelig at udstikke en tredje vej hinsides de forskellige frontholdninger, sådan som de selv postulerer?Nej, de udviser snarere symptomer på en udbredt blindhed, der særligt gør sig gældende i Vesten. Det dæmrer ikke, at kultur ikke blot er noget, vi som menneskeart har tilfælles. Kultur er også noget, der splitter menneskearten op, for så vidt som forskellige grupper har – og hævder – deres egen specifikke kultur, hvilket kan udløse fjendskab. Fjenden er netop den anden, den fremmede. Og kultur er også en andethed og fremmedhed hos ”de andre”, der ikke altid kan integreres i den hjemlige kultur i kraft af det bedre argument, selv om det er populært at tro det.For den fremmede kan i en særlig intensiv forstand være noget eksistentielt andet. Det betyder, at vi i ekstreme dilemmaer, hvor det ikke er muligt at etablere konsensus, kan have konflikter med ham (om ven/fjende-distinktionen som indbegrebet af det politiske, se den tyske jurist Carl Schmitts bog Det politiskes begreb, dk. 2002). For når alle muligheder for enighed er udtømte, skal der i sidste instans stadig træffes beslutninger: Skal vi, eller skal vi ikke, ytre os frit om f.eks. religiøse dogmer?Det er derfor, at retorikken om en tredje vej, om alliancer og sameksistens er suspekt. Der er tale om et bedrag, der tilslører reelle uenigheder og reelle konflikter. En ny realisme er derfor påkrævet. Fjendskabet skyldes dybe forskelle, der ikke kan overvindes, men nok inddæmmes, så de ikke får voldelige udslag.Den tyske filosof Rüdiger Safranski skriver i denne forbindelse i bogen Hvor meget globalisering tåler mennesket? (dk., 2004) om landsmanden Immanuel Kants overvejelser over den mulige verdensfred mellem forskellige folkeslag med deres særlige sprog, traditioner og religioner, som politisk er organisereret i staterne. Kants facit bliver en afvisning af den forenede, centralistiske verdensstat til fordel for et føderativt verdensstatsforbund:”Et homogent, pacificeret politisk univers gives ikke. Politisk forbliver verden et plurivers. De elementære fjendskabsforhold (naturtilstanden) mellem staterne kan til syvende og sidst ikke overvindes, de kan højst reguleres […] Et lovens herredømme, som i mangel af en verdensregering er henvist til, at skiftende alliancer af stater og organisationer samt en kritisk offentlighed giver det gyldighed. Unægtelig en usikker grund, men i menneskelige anliggender findes der netop ingen sikkerhed. Det glemmer visionen om en verdensstat, som drømmer sig til en hinsidig verden uden omskiftelig historie.”


Danskernes religiøse hjertevaner, 24-9-07

Af Kasper Støvring

En række teologer og sociologer har lavet en omfattende interviewundersøgelse af danskernes nationale og især religiøse mentalitet, ”I hjertet af Danmark” (refereret i Weekendavisen den 14. september). Her fremgår det, at danskerne i meget høj grad er præget af den lutherske, protestantiske kristendom. Forfatterne opregner følgende særpræg (med min kursivering):”Den danske velfærdstænknings universalisme, hvor alle betaler til alle, så vi står lige over for staten, ligesom kristne mennesker luthersk talt gør det over for Gud […] den fremherskende lighedstænkning, som har rødder tilbage i den protestantiske lære om det almindelige præstedømme, som principielt afskaffer hierarkierne […] danskernes værdimæssige prioritering af arbejde og nære relationer, [hvilket] ligner en sekulær udgave af den lutherske tanke om kaldet og standen”.Jeg vil for egen regning tilføje den stærke sekularisme, som kommer af, at kirken står for en forkyndelse, der selv skelner mellem det verdslige og guddommelige samt normer om individuel ansvarlighed og skyld, der fremmer en kultur, hvor man erkender sine fejl, søger tilgivelse og prøver at forbedre sig. Dertil kommer tillid, som jeg vil omtale om lidt.Religionen er en central faktor i alle kulturer, også i de kulturer, hvor kirkegang ikke spiller nogen stor rolle; det er religionens latente funktioner, der er vigtige. Altså religionens betydning som kulturel faktor, også i et land som Danmark, hvor 83 procent af befolkningen er medlem af folkekirken, men kun 2 procent jævnligt går i kirke. For danskerne har religionen først og fremmest praktisk betydning i form af handlinger – i form af en ”ikke-artikuleret ’væren’, for eksempel en følelse af tilhørsforhold”, som undersøgelsens forfattere skriver. ”Religionen behøver ikke primært at sidde i hovedet, den kan også sidde i hænderne eller i hjertet.”Til at karakterisere et sådant forhold prægede den franske forfatter Alexis de Tocqueville den fine betegnelse: ”Habits of the heart”, altså hertevaner.Måske har protestantismen allermest positivt præget den danske kultur ved at medvirke til at skabe en generel tillid mellem borgerne og mellem borgerne og staten. Et afgørende aspekt ved tillid er dens omfang, dens radius. Altså hvor mange andre, også fremmede mennesker, man deler de tillidsfremmende normer og dyder med.Det afgørende ved protestantismens historiske gennembrud i Vesten var, at dyder som ærlighed og gensidighed for første gang i vidt omfang blev praktiseret uden for familien. Den protestantiske etik fremmede desuden hårdt arbejde og sparsommelighed med udsagn som ”du skal tjene dit brød i dit ansigts sved”. I protestantiske lande som Danmark og de andre nordiske lande har der derfor været højere velstand og mere generel tillid end i de katolske, sydeuropæiske lande, for ikke at tale om de islamiske lande i Mellemøsten.Internationale undersøgelser viser da også, at lande med en protestantisk historie og kernekultur har formået at udvikle høj økonomisk vækst og stabile liberale demokratier. Ud over de skandinaviske lande gælder det primært lande som Holland, Canada og New Zealand, som politologen Ronald Inglehart viser i sin artikel “Culture and Democracy” i antologien Culture Matters (2000). Tillid er nemlig helt afgørende, hvis man skal opbygge tætte sociale strukturer og komplekse sociale organisationer. Altså det, som er fundamentet for demokrati og store økonomiske foretagender.Når protestantiske lande næsten uden undtagelse har en langt mere veludviklet tillidskultur end islamiske, men også katolske lande, har det at gøre med, at lokalt kontrollerede organisationer fremmer gensidig tillid, hvorimod store, hierarkisk opbyggede og centraliserede bureaukratier har en tendens til at nedbryde gensidig tillid. Det er, groft sagt, forskellen på de protestantiske kirker og den romersk-katolske kirke.


EU’s kulturelle udjævning, 24-9-07

Af Kasper Støvring

Den europæiske union er på mange måder et hus i splid med sig selv. På den ene side arbejdes der for ”en stadigt snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk”, som det hedder i forskellige traktater. På den anden side formuleres, især af EU-kommissionen, en anerkendelse af nationernes kulturelle forskellighed under overskriften ”Enhed i mangfoldighed”.Men naturligvis bliver kulturelle og religiøse forskelle ikke for alvor anerkendt: Så ville EU-projektet også bryde sammen. I den syndflod af traktater, chartre, inititativer og programmer, som udgår fra EU, er der nærmere beset udelukkende tale om en betoning af de europæiske borgeres fælles værdier. Og fordi europæerne deler disse ”universelle” værdier, kan Europa betragtes som en enhed.I praksis ønsker EU-institutionen gennem betoningen af disse værdier undgå kulturkonflikter. Tag bare de fælles værdier, der oftest nævnes, såsom tolerance og solidaritet. De er i sig selv svangre med konflikt. For hvor går grænsen for, hvilke modsætninger, der skal tolereres? Og hvor går grænsen for, hvem man skal være solidariske med?EU fokuserer altså på harmonisering, konsensus og kulturel udjævning snarere end på forskelle og konflikt. Når kultur er så værdifuld for EU, skyldes det jo blot den misforståelse, at den kan bruges til at opdrage borgerne til at få en fælleseuropæisk identitet. Det skulle angivelig ske gennem deltagelse i sådan noget som kulturfestivaler og koncertarrangementer. Kultur er ”åndelighed”, forstår man, og uanset om man er kristen, muslim, ateist eller humanist er man først og fremmest ”menneske”. Det vil sige, man har et etisk-religiøst værdigrundlag, der lykkeligvis er sammenfaldende med Europas ”etiske og åndelige værdier og kilder”, som det hedder i EU’s Menneskerettighedscharter.Så er der mere redelighed hos den tyske kulturkritiker Karl Heinz Bohrer, der på sin egen måde har gjort op med EU’s falske konsensus og floskuløse snak om kulturelle forskelle samt udgrænsning af de konflikter, der følger med en reel (an)erkendelse af de kulturer, der altid har præget de europæiske nationer.Allerede i essayet ”Europrovinzialismus” fra 1991 vender Bohrer sig mod forestillingen om, at de kulturelle forskelle internt i Europa er ved at forsvinde som følge af den politiske og retslige integration. Bohrer formulerer en dyb skepsis over for selve forudsætningerne for en europæisk union. EU-forestillingen udgår ikke fra ”konkrete sociale, politiske og kulturelle betingelser i de europæiske stater, men fra en vag forestilling om kontinentets ’kulturelle’ enhed”, skriver Bohrer.Snarere end om en integration af forskelle er der tale om en tiltagende uvidenhed om kulturelle forskelle. Denne uvidenhed er primært foranlediget af fænomener som masseturisme, informationsteknologi og teknokratiske uddannelser med deres manglende sprogkendskab.Det er ifølge Bohrer netop gennem det litterære sprog, maleriet og skuespilkunsten, at man lærer kulturerne at kende. Og på det område er kulturerne stadig nationale, ikke europæiske. Der er altså tale om en helt anden radikal forståelse af ”åndelighed”. Bohrer konkluderer sine betragtninger med en – for en konservativ intellektuel – karakteristisk organologisk metaforik. Han skriver:”Således kan man ikke abstrahere fra, at der i de inderste nervecentre i de kulturelle nationer dominerer nogle psykisk-mentale elementer, som altid vil etablere en uendelig afstand til Europa.”Der vil altid vise sig nogle ”grænser for forståelsen”, og denne grænse er de nationale kulturers uoverskridelighed. Europrovinsialisme indebærer derfor ”en ren teknokratisk opfattelse af sammenføringen af det politisk og kulturelt endnu ikke sammenførlige”.Af samme grund drejer den europæiske integration sig for Bohrer om ”en slags utopisk social ingeniørkunst, efter hvis målestok de famøse højhuse blev bygget.” Her henviser Bohrer til de højhuse, som i de vesttyske storbycentre jævnede de gamle bymidter med jorden. Et slående billede på EU’s udjævning af de gamle europæiske kulturnationer.