En nation af frie borgere

Af Kasper Støvring

En stærk nation forudsætter frie borgere, for et forsvar for nationens særlige kultur kræver først og fremmest civilt mod og en stærk vilje. Ikke sjældent mødes man med stigmatisering i debatten, og det kan endda være forbundet med en vis risiko for ens karriere (i det offentlige), hvis man åbent forsvarer den nationale kultur. Og så har jeg endda ikke nævnt de trusler, der følger af de kulturelle konfrontationer i dagens Danmark.

Ikke desto mindre er det vigtigt at forsvare det nationale sammenhold og de tilkæmpede kulturelle goder, f.eks. ytringsfriheden. Hvilket parti står stærkest på det nationale? Det gør ubetinget Dansk Folkeparti. DF demonstrede både mod og vilje under Krisen – Muhammedkrisen. Men man kan frygte, at partiets politik skaber ufrie mennesker. Hvorfor?

Fordi DF desværre også er blandt de stærkeste forsvarere af velfærdsstaten. Det har bragt denne blogger, der er konservativ og national, i et pinligt dilemma. For hvorfor er jeg ikke Pianist, når nu DF er det sande nationale parti? Det er jeg kort sagt ikke, fordi jeg er borgerlig. Og DF er ikke et borgerligt parti, men derimod et gammelkonservativt, højreorienteret socialdemokrati. Hvor kommer denne forskel mellem borgerlighed og socialdemokrati tydeligst frem? Det gør den i synet på staten. Det vil sige velfærdsstaten.

Socialdemokrater ønsker ikke kun, som konservative, en stærk stat. De ønsker også en bred stat. De er desuden strukturelt konservative, i modsætning til værdikonservative, fordi de ønsker at bevare staten i sin nuværende form. Det vil sige en slags behandlerstat i modsætning til den folkelige og solidarisk opbyggede velfærdsstat fra før 1968, sådan cirka. Altså fra tiden før terapi blev en del af statens projekt.

Borgerlige konservative må plædere for, at velfærdsstaten formindskes for at give mere plads til det civile samfund. Konservatismen har netop blik for de instanser, der ligger mellem staten og individet. Det kan eksempelvis være familien, kirken eller det frie foreningsliv. Fra disse instanser vokser den nationale kultur frem.

Det er netop det stærke civilsamfund, der gør danskerne til nogle af verdens mest tilfredse og tillidsfulde mennesker. Danskerne er præget af stor gensidighed: de hjælper hinanden og er gode til at samarbejde om fælles mål. Det er noget, vi rent faktisk véd fra utallige undersøgelser.
Min pointe er, at disse medborgerlige dyder står i modsætning til de laster, velfærdsstaten fremmer. Det skyldes blandt andet, at velfærdsstaten har karakter af et forsikringsselskab, der gør det muligt for borgerne at købe sig fri af sine forpligtelser. Og med laster tænker jeg blandt andet på sådan noget som rettighedsegoisme, misundelse og krævementalitet.

Nu er det ikke alle DF’ere, der forsvarer velfærdsstaten. Søren Krarup er i virkeligheden en forbenet kritiker af netop velfærdsstaten. I hvert fald hvis man læser hans bøger, før han blev folketingspolitiker. Som i mit seneste blogindlæg, vil jeg også her henvise til det aktuelle festskrift til Krarup. Heri skriver den liberale politiker Søren Pind:

”I Krarups parti spiller afhængigheden en langt større rolle end friheden. Man fornemmer det gustne overlæg, trods alt, når man studerer de lidt ældre programmer for partiet. Resultatet er i alt fald uantasteligt: som en behandling gående ud på at helbrede alkoholikere ved hjælp af fri bar fyldt med hård spiritus sprøjter Krarups partiætlinge det ene forslag efter det andet ud om mere af det hele til de afmagtsramte. For man skal jo hjælpe de svage, dette forbandede begreb, der i den politiske arena desværre intet har med fravær af evne til at påvirke sin egen situation at gøre. Alt mens rødderne, virkelysten og uafhængigheden forvitrer og rådner.”

Som jeg med skyldig henvisning til bl.a. Krarup skal vise i mit næste indlæg, er velfærdsstaten blevet en slags behandlerstat, der ser det som sin opgave at opdrage borgerne i kraft af særlige progressive værdier. De skal frigøres, men ender med at blive klienter: ufrie borgere.