Af Kasper Støvring
I disse dage er det 40 år siden, at ungdomsoprøret indledtes. Flere aviser har serier om 1968, bl.a. Jyllands-Posten, hvor David Gress et sted skriver, at det oprindeligt ikke så meget var Marx, men Rousseau, der påvirkede de unge oprørere. Det var Rousseau, der leverede antropologien, menneskesynet, bag oprøret. Ud fra den vinkel kan vi gøre følgende betragtninger over ”
Hvis man følger Rousseaus forestillinger om det lykkelige og gode, ”oprindelige” menneske – den ædle vilde eller naturens muntre søn – så må vi forstå mennesket som godt af naturen, men fordærvet af omstændighederne, der så at sige gør det ondt. Alle misforhold skyldes påvirkninger, som er miljøbetingede og samfundsskabte.
68’erne hylder derfor en antropologisk idealisme. Men for det første er forestillingen om en naturtilstand, hvor mennesket umiddelbart og uindskrænket kan være sig selv, en tankekonstruktion. Det strider mod oparbejdet viden inden for biologisk og historisk forskning.
For det andet er et udslag af denne form for idealisme den restløse (bort)forklaring af menneskets onde handlinger med henvisning til dårlige sociale forhold. Heraf følger forsøget på gennem behandling, socialterapi, at udrydde ondskaben én gang for alle.
Forklaringen udviser virkelighedsfornægtende træk, fordi den ikke vil indse, at aggression er dybt nedfældet i mennesket. Det er noget, som bl.a. den amerikanske psykologiprofessor Steven Pinker og den tyske kulturkritiker Hans Magnus Enzensberger har skrevet indgående om flere steder.
68’er-oprøret indskriver sig i en progressiv tradition, der også gerne kalder sig humanistisk. Lad os med et kritisk blik se nærmere herpå.
De progressive finder årsagen til alt ondt i samfundet og gør mennesket til en funktion af omstændighederne. De vil ikke kendes ved egentlige psykologiske problemer. De opfatter endvidere alle mennesker som lige, og konflikter i og mellem mennesker, al social elendighed og menneskelig aggression, har ifølge dem ydre sociale årsager, der bør fjernes og i teorien helt kan afskaffes ved hjælp af samfundsforbedringer.
Den progressive tradition rummer altså optimisme i og med, at den tror på, at mennesket kan forandres til det bedre gennem sociale reformer. Traditionen er ydermere en rationalistisk, men også ufolkelig og elitær oplysningstradition.
Hvis den progressive anskuelse overhovedet opererer med en menneskenatur anses den som god, og det gode kan ifølge Carl Schmitt i Det politiskes begreb optræde som fornuft, perfektibilitet, evnen til at blive styret og opdraget og som sympatisk fredelighed.
Hvis mennesket opfører sig ondt, skyldes det nogle beklagelige omstændigheder, for selv det bedste menneske kan blive tyv af at leve under sultegrænsen, og selv det fredeligste menneske kan blive krigerisk af at blive undertrykt.
Den progressive tradition betoner ydermere individets trang til frihed og lyst til at skille sig ud. Fordi de progressive opfatter mennesket som godt, slutter de sig sammen i emancipationsbevægelser, der ønsker at løsrive mennesket fra de samfundsmæssige begrænsninger og bryde med det nedarvede moralkompleks. Desuden fremfører de, at mennesket har en medfødt ret til lykke og til mest mulig livsudfoldelse. De er alle fælles om at opfatte samfunds- og kulturbestemte begrænsninger som det onde.
Hvad er så virkningen af ”
Eftersom 68’erne har en tendens til at give samfundet skylden for alle problemer og kræve dem løst af samfundet, arbejder de dermed med på en umyndiggørelse af individet. Der ligger også heri en tendens til, at mennesket kan opdrages til hvad som helst og tilpasses et hvilket som helst samfund. Selv et kommunistisk samfund, er heri ligger en tydelig totalitær impuls.
Så virkningen er negativ: en naiv og forkert antropologi, en umyndiggørelse af individet og en totalitær impuls. Denne antropologi er ydermere med til at fremkalde det onde ved at se bort fra dets mulighed.
Hvad er så de politiske konsekvenser af 68’ernes progressive antropologi? Først og fremmest mener de, at alt i mennesket lader sig forandre gennem socialisering og indlæring. Kulturradikale, marxister og feminister er fælles om at tro på, at menneskelig adfærd kan ændres til det bedre med de rigtige forandringer af samfundet, med den rette socialterapi og pædagogik og gennem etableringen af de rette sociale institutioner.
De progressive tror på planlægning, oplysning, dialog, konstruktive projekter, pædagogik og social forebyggelse mod det onde. Som regel forklarer progressive i forlængelse heraf dårligdomme som kriminalitet og aggression som resultat af diskrimination, dårlige sociale forhold og påvirkning fra massemedierne. Den socialterapeutiske forklaring på ondskaben lyder, at det er noget patologisk, der bør kureres, altså en afvigelse fra menneskets egentlige natur.
Hvad 68’erne slet ikke forstår er, at det onde udspringer af noget meget mere elementært, der har at gøre med friheden – menneskets mulighed for at ødelægge hinanden og sig selv.
En morale, hvis man må sige det sådan, i bl.a. den tyske filosof Rüdiger Safranskis arbejde med det onde, er at erindre os om, at frihed, skyld og ansvar er uløseligt forbundet. Man kan ikke hylde det kreative i friheden og erklære friheden ukrænkelig for dernæst at forklare den væk, når man møder konsekvenser af den, man ikke bryder sig om.
Den realistiske erkendelse af menneskets instinktive tilbøjeligheder på godt og ondt fordrer en besindelse på menneskets begrænsning.
Konsekvensen må være en bekymret bevidsthed om det eksisterende, de arvede eller vundne goder – og en kritik af 68’er-oprøret: formløshedens tyranni, som Løgstrup kaldte det. Altså den vulgarisering af samfundslivet og det anarki, der udløses, når basale kulturelle forandringer finder sted, og hidtil bundne kræfter slippes fri.
Der er altså en lang række negative konsekvenser af 68, og vi lever stadig med mange af dem: selvretfærdighed og moralisme blandt de frelste, der har fået magtpositioner i kulturlivet, medierne og på universiteterne; antastning af menneskers ret til at være i fred samt sygeliggørelse og terapeutisk behandling af dem, der stemples som reaktionære, nationalister og chauvinister; voldsromantik og terror fra Blekingegadebande til de autonome; sympati for kommunisme og andre fjendtlige magter parret med bekæmpelse af dansk og vestlig kultur; angreb på frihedsrettigheder som den private ejendomsret (”egoisme” og ”udbytning”); totalitær utopisk tænkning: der er kun én sand måde at leve på; reformpædagogik, autoritetsløshed og kundskabsløshed i skolerne; offergørelse og manglende konsekvens i synet på kriminalitet, hærværk og andre sociale patologier. For blot at nævne nogle...
Tillykke til 68!
