Jeg har en kronik om menneskets natur og dets behov for institutioner i dagens Berlinger. Her lidt fra især den sidste del:
68’er-oprøret, der har 40-års jubilæum i disse dage, betød en frisættelse af mennesket. Men mennesket er et risikabelt væsen, et ”ondt” væsen. Derfor må man modsat 68’erne reagere institutionsvenligt på friheden. Institutioner tilbyder nemlig måder at kultivere mennesket, så man kan få noget godt ud af det.
[…]
Det positive alternativ til 68’er-ideologien er det, jeg vil kalde en institutionskonservatisme. I historiens løb har stat, kirke, familie, skole, nation, frivillige foreninger og sågar venskaber fungeret som institutioner, der kultiverer menneskets naturlige ressourcer, som – ukultiverede – er en trussel mod samfundets orden.
Statslige institutioner har i kraft af et magtmonopol beføjelser til at sikre ro, orden og overholdelse af lovene samt midler til at regulere menneskers indbyrdes forhold; skolen forsøger ved hjælp af dannelse at kultivere menneskets kreativitet til noget frugtbart; nationen skaber tillid på tværs af sociale skel; familien indlærer gennem opdragelse barnet sociale normer; og kirken sørger med moralske påbud og forbud for at binde og forpligte individet, så det bidrager til fællesskabet.
Religionen giver også aflastning i form af tilgivelse og tilbyder i det hele taget måder at leve med det farlige potentiale i mennesket. De forskellige udslag af menneskets kultiveringsbestræbelser – politik, religion og kultur – er simpelthen redskaber til at domesticere den latente ondskab.
Kulturkritikere har ofte peget på, at normopløsning – tabet af den gamle pligtkultur – medfører et større spillerum for menneskets onde tilbøjeligheder. Når gamle hierarkier brydes ned, opstår der ikke et magtfrit rum. Hierarkier bliver derimod mere uigennemskuelige, og karismatiske ledere vil hurtigt sætte sig på magten. Præcis som det skete efter oprøret i 1968. Ungdomsoprørerne blev hurtigt systemets forvaltere og forkyndte med stor selvretfærdighed den rette, marxistiske ortodoksi.
Opgaven er derfor at søge at genskabe en moralsk orden i samfundet. Hertil tjener de traditionelle institutioner, hvis værdi er blevet bekræftet af deres historiske levedygtighed. De inkarnerer normer og omgangsformer, der er blevet forfinede og justerede over tid.
Heri ligger også betydningen af autoritet, pligt og ansvar for fællesskabet, som er indholdet i den etik, der er knyttet til institutioner. Denne etik lærer, at den enkeltes projekter bliver knyttet til en større fælles målsætning ved at indgå i institutioner. For mennesker vokser sammen med andre ved at få betroet nogle fælles opgaver og ved at efterleve de handlingsapeller, der udgår fra institutionen. Ikke mindst kan institutioner kanalisere menneskets kreativitet og dermed potentielle destruktivitet ind i opbyggelige former.
