Om brugen af sproget

Af Morten Uhrskov Jensen

I Norge har de noget, vi ikke har. Vi har et beskæftigelsesministerium, der tidligere hed Arbejdsministeriet. I Norge hedder det »Arbeids- og inkluderingsdepartementet«. Læg vel mærke til den sidste del af ordet, »Inkluderingsdepartementet«. Den del af ministeriet har nemlig haft travlt på det seneste. I sidste uge udgav ministeriet således pjecen »Et inkluderende språk«, og det er godt nok læsning for viderekomne. Jeg bildte mig ind, at nordmændene placerede sig et eller andet sted midt imellem Sverige og Danmark, når det kom til politisk korrekthed. Den vildfarelse er jeg nu blevet revet ud af. Nordmændene holder glimrende trit med svenskerne, når det gælder om at ophæve enhver forestilling om, at der findes et Norge beboet af nordmænd, der ønsker, at det fortsat skal forholde sig sådan. Pjecen indeholder det mest ubehagelige nysprog, jeg er stødt på. Der fortælles indledningsvis (og herfra må læseren forlade sig på min oversættelse), at »Ordvalg har betydning for den, som omtales, men det påvirker også folks holdninger. I sin yderste konsekvens kan forenklede generaliseringer eller dårlige formuleringer føre til, at politiske debatter baseres på fejlagtige præmisser.«
Længere nede tales om »os« og »dem«. Disse begreber kan skabe modsætninger og afstand mellem mennesker. Og så er det jo helt urimeligt at anvende dette modsætningspar, eftersom »alle i Norge har mange forskellige identiteter. Disse kan være knyttet til f.eks. køn, bosted, livsfase, arbejde eller politisk holdning. Hvem, vi er, afgøres af sammenhængen, og det vigtigste, vi kan gøre, er hele tiden at være bevidste om dette.« Så hvis en nordmand skulle driste sig til at mene, at det blot forplumrer tingene at begynde at tale om identiteter som køn, livsfase osv., så vil han være ilde ude. Hvis han oven i købet skulle undre sig over, at det at være norsk ikke er medtaget som en selvfølgelighed, så er det givet, at Arbejds- og inkluderingsministeriet vil være tvunget til at belære ham om, at den politiske debat er baseret på »fejlagtige præmisser«.
Såfremt nogen allerede nu skulle blive lidt bekymrede for, om de mon i det hele taget kan deltage i den nye debat, så har de ingen grund til det. Det hedder nemlig, at »Det vigtigste er, at så mange som muligt deltager i debatten, og at den er åben og kritisk. At bruge et inkluderende og præcist sprog er en vanskelig øvelse, og vi bør alle anstrenge os for at blive bedre.« Og indledningen slutter således af: »Det er sjældent ond vilje, som gør, at enkelte fører et ekskluderende sprog. Det er som regel manglende bevidsthed eller et øjebliks ubetænksomhed. Og det gør ikke noget. Bare det ikke sker hele tiden. At mene det godt, uden at sige det godt, er ikke altid godt nok.« Det er herligt at vide, at debatten er åben og kritisk (skønt vi altså skal lære at tale på en bestemt måde), og det er især godt at være klar over, at det sikkert bare er »manglende bevidsthed« (Var det ikke marxisterne, der talte om »falsk bevidsthed«? Men den ville alligevel have været for tyk.), der gør, at vi ikke helt har fundet ud af det endnu.

Herefter giver pjecen en række eksempler på sprogbrug, der er problematisk, og anvisninger på, hvad man skal sige for fremtiden. Begrebet »efterkommer« kan erstatte brugen af 2.- og 3. generationsindvandrer. Alternativt kan man benytte betegnelsen »førstegenerationsnordmand«. Så når nordmænd har beskrevet muslimske indvandrere som 2.- eller 3. generationsindvandrere, fordi det var den mest passende betegnelse for mennesker, der ikke selv ønskede at integrere sig, men ønskede at leve i deres eget parallelsamfund, så var det forkert, ja, det var så. Fra nu af skal det hedde »førstegenerationsnordmand«, også selv om denne »nordmand« inderligt foragter det norske samfund og det norske folk.
Om begrebet »flerkulturel« om personer hedder det, at »begrebet bruges og forstås nok som regel med positivt fortegn. Det bruges imidlertid oftere om personer, som har en synlig minoritetsbaggrund end om f.eks. svenskere eller tyskere, som bor i Norge. Dette kan bidrage til at skabe skillelinjer.« Så selv et »positivt« begreb som flerkulturel kan altså misbruges. Det er godt nok på høje tid, at Arbejds- og inkluderingsministeriet tager affære. Om det norske samfund som helhed er det ifølge pjecen i orden at sige »det mangfoldige samfund« eller »Norges befolkning er flerkulturel«, og det er jo godt at vide. Derimod er det bandlyst at sige »fremmedkulturel« eller »fremmedsproglig«, eftersom »begrebet skaber afstand og får det til at fremstå, som om der er store forskelle mellem „os“ og „dem“.«
Sandelig om betegnelsen »hjemlandet« ikke også er problematisk. »At karakterisere Pakistan eller Somalia som „hjemlandet“ til efterkommere af indvandrere er ikke rigtigt. Deres hjemland er Norge. Hvis man ønsker at sige noget om rødderne til en efterkommer, er det rigtigere at sige „hjemlandet til forældrene“.« Jeg må jo krybe til korset og medgive, at jeg godt kunne have fundet på at bruge ordet »hjemlandet« om Pakistan eller Somalia, hvor jeg refererede til personer, der godt nok var bosat i Danmark, men som gennem deres hele adfærd demonstrerede, at deres hjemland tydeligvis fortsat var i f.eks. Pakistan. Det er nok meget godt, at jeg ikke bor i Norge.

Et afgørende træk ved vores tid er hadet til egen, vestlig kultur. At dette selvhad, om det fortsætter, efter al sandsynlighed dømmer os til undergang, har vist ikke strejfet Arbejds- og inkluderingsministeriet. I stedet hedder det, at brugen af begrebet »ikke-vestlig« er noget skidt. »Begrebet tager udgangspunkt i „Vesten“ som centrum, hvor ikke-vestlige bliver defineret negativt som „de andre“.« Som et alternativ foreslås det at anvende »værdineutrale geografiske betegnelser, f.eks. verdensdele, [der ofte er] mere præcise, selv om det sprogligt set bliver noget mere omstændeligt.« Ja, det var dog en vederstyggelighed at tale om Vesten og »de andre«, skønt det på de væsentligste områder særdeles præcist beskriver det, der er tale om.
Om ordet »kultur« finder ministeriet, at der ofte er et overforbrug af dette ord. Det er for så vidt i orden at bruge vendinger som »når kulturer skal leve sammen« og »når kulturer mødes«, fordi alle jo »bevæger sig…inden for rammerne af deres kulturer. Men det er vigtigt at huske, at det også er mennesker, som skal mødes og leve sammen, og at kultur er mere end national kultur.«
Hvornår skal man ifølge ministeriet regnes for nordmand? Jamen, det er da let nok: »Nordmænd er folk, som er bosiddende i Norge med pligter og rettigheder efter norsk lov, og som har en tilknytning til landet. Det kan være personer med rødder både i Norge og i andre lande.« Og videre hedder det, at »i et mangfoldigt samfund har folk flere identiteter. Hvorvidt man føler sig norsk, er en subjektiv vurdering. Der er mange måder at være norsk på, og mange begreber bruges om forskellige former for „norskhed“.« Ja, tænk, hvis nordmændene dristede sig til at mene, at man ikke bliver nordmand, blot fordi man har fået opholdstilladelse eller for den sags skyld statsborgerskab i Norge. Samtidig fortæller pjecen, at det naturligvis er helt i sin orden, hvis ens subjektive vurdering fortæller en, at man ikke er norsk. Det er, som om ministeriet alligevel har opfanget, at muslimer i Norge som oftest ikke føler gnist af loyalitet over for det land, der har taget imod dem.
»Norske værdier« er et problematisk udtryk at bruge. Det kunne jo opfattes sådan, at værdierne »ikke er andres værdier«, og det kan opleves ekskluderende. I stedet kan man sige, at »norske værdier ændrer sig over tid.« Så er der også taget højde for, at spændende elementer fra sharia-lovgivningen kan indføres som et nyt sæt norske værdier.
Som rosinen i pølseenden behandler pjecen brugen af betegnelser som »den vestlige verden« og »den muslimske verden«. Det er svært uheldigt, da det ofte vil betyde, at »en forståelse af afstand i kultur og værdier ligger…implicit.« Og det er der jo ikke, afstand altså, vel? Hvis ikke man er overbevist om det, er der hjælp at hente, idet man har lov at sige, at »værdierne hos grupper af militante muslimer er på kollisionskurs med centrale demokratiske værdier.« Og det er jo rart at vide, at den bare er helt i orden med de centrale demokratiske værdier hos de ikke-militante muslimer.

Jeg ved ikke, hvordan De har det, kære læser, men jeg fik kvælningsfornemmelser, da jeg læste pjecen første gang. Kulturopløsningen er i fuld gang, og der er ingen grund til at tro, at noget sådant ikke skulle kunne komme til Danmark. De europæiske eliter er for længst blevet fædrelandsløse, og de vil uden skrupler lade det kristne Europa gå op i flammer. Et af midlerne hertil er at fratage og kriminalisere borgernes sprog.