I den politiske dagligdag diskuteres der ofte med en sådan hast, at det kan være svært for tanken at følge med. Jævnligt tvinges man til at tage stilling, før man har fået tænkt sig om. Derfor er det positivt, når der er nogle, der træder et skridt tilbage fra døgnets umiddelbare diskussion og tænker lidt over dens forudsætninger. Hvad betyder de begreber, som vi bruger i den løbende diskussion? Hvorledes definerer vi dem? Lægger vi ikke det samme i begreberne, så taler vi forbi hinanden. Der må være et begrebsmæssigt grundlag, som parterne i diskussionen skal være fælles om at acceptere, hvis diskussionen overhovedet skal føres rationelt.
Så når diskussionen er mest forvirret, er det på tide at holde lidt igen og give sig tid til at reflektere over betydningen af de begreber, som man bruger. Og om end denne forpligtelse til refleksion i sidste instans gælder alle, så har vi dog indrettet samfundet således, at der er nogle, som har fået bedre mulighed for at udøve den end de fleste, nemlig de universitetsansatte akademikere.
Således har de to litterater fra Københavns Universitet, Thomas Bredsdorff og Lasse Horne Kjældgaard, også følt det, da de sammen gik i gang med at skrive bogen Tolerance – eller hvordan man lærer at leve med dem, man hader, der er udkommet i begyndelsen af dette år. I denne bog søger de at afgrænse begrebet ’tolerance’ og at belyse det historisk og litterært. De blev sat i gang af den ophidsede debat, som er fulgt med genkomsten af religionen i det politiske rum, og som fik et højdepunkt i den krise, som fulgte på Jyllands-Postens publicering af en række karikaturer af profeten Muhammed.
De besluttede at hæve sig over krisens tummel og reflektere over tolerance-begrebet for at få et bedre grundlag for at tage stilling til stridens kerne. Og dermed også for at få et bedre grundlag for at forholde sig mere alment til det nuværende politiske landskab, som Muhammed-krisen jo blot er et tilspidset udtryk for. Hvis vi ikke forstår Muhammed-krisen, så kan vi heller ikke forstå, hvad det betyder, at Danmark og Europa igennem de seneste generationer har fået en stor og stadig voksende muslimsk befolkning. Og så kan vi heller ikke forholde os rationelt til de problemer, som denne befolknings religion nu konfronterer os med.
I betragtning heraf er det prisværdigt, at Bredsdorff og Kjældgaard påtager sig det tankearbejde, som kræves for at få klarhed over begrebet ’tolerance’. Og det bør vi værdsætte ved selv at tænke deres bog igennem for at se, om arbejdet holder. Nu da de har lagt grunden, bør vi gå i deres spor for at se, hvor de styrer os hen. Styrer de os frem til en holdbar klarhed over begrebet ’tolerance’, eller mister de overblikket på vejen? Ved at gå ind i en reel dialog med bogen, kan vi hjælpe hinanden til en dybere og mere holdbar indsigt.
Jeg begynder denne dialog med at gengive bogens konklusion: altså den holdning til publiceringen af Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer, som forfatterne ender med at tilslutte sig. Og den er enkel. Bredsdorff og Kjældgaard er enige om at fordømme Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose for at have bragt tegningerne. Deres konklusion er, at Flemming Rose ved at publicere disse tegninger tjener ”intolerancens sag”(s. 219). De klandrer ham for at vælge konfrontationen frem for den ægte tolerance. Og det begrunder de specielt på deres tolkning af Kurt Westergaards tegning af Muhammed med en bombe i turbanen. ”For det lader sig ikke gøre at læse andet ud af tegningen af Muhammed med bombeturbanen, end at alle, der følger ham, er bombemænd” (s. 220).
Det afgørende er så, om vi skal følge Bredsdorff og Kjældgaard i den dom. For at tage stilling hertil må vi begynde med at gå tilbage og undersøge, hvorpå de begrunder deres standpunkt. Og som det allervigtigste må vi gøre os klart, hvorledes de to forfattere opfatter Muhammed-krisen. Dybest set opfatter de denne krise som et sammenstød mellem ytringsfrihed og tolerance. ”To arvestykker fra oplysningstiden, ytringsfrihed og tolerance, var, viste det sig, stødt frontalt sammen” (s. 209). Som de ser det, er der tale om ”en konflikt, hvor den ene part, avisens modstandere, slår på tolerance, mens den anden part, avisens tilhængere, pukker på ytringsfrihed” (s. 210).
Ifølge det billede, som Bredsdorff og Kjældgaard her tegner af konflikten, fremstår Jyllands-Posten og Flemming Rose som den eneste moralske aktør i sagen. Den eneste part, hvis moralske habitus står til bedømmelse. Fra den ene side hævdes, at Jyllands-Posten og Flemming Rose blot har udnyttet deres grundlovsfæstede ytringsfrihed. Og fra den anden side – som Bredsdorff og Kjældgaard altså ender med at tilslutte sig – hævdes, at Jyllands-Posten og Flemming Rose har optrådt intolerant, fordi de har misbrugt ytringsfriheden til at fremføre et budskab, som fordømmer en hel religion, og som må opfattes som en forkastelse af denne religions tilhængere.
Men dette billede af konflikten er simpelt hen fortegnet. Det giver de muslimer, som føler sig krænkede over Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer en alt for passiv rolle. De betragtes udelukkende som ofre, mens alle moralske krav – også kravet om tolerance – stilles til den part, som publicerer tegningerne. Men da har man overset noget helt afgørende. I en situation, hvor man taler om ytringsfrihed, er det ikke primært den, som ytrer sig, der skal vise tolerance. Det er den, som hører eller modtager ytringen. Ytringsfrihed betyder, at man anerkender folks ret til at udtrykke meninger og holdninger, som man ikke deler, og som man måske forkaster. Man tolererer, at de udtrykker deres meninger, også selvom de modsiger ens egne. Man imødegår det ikke med vold eller trusler om vold, men kun med argumenter og debat.
Underligt nok gør Bredsdorff og Kjældgaard sig overhovedet ingen tanker om, hvorvidt de muslimer der vil have undskyldning for tegningerne, og som helst vil have dem forbudt, er intolerante. De to forfattere synes alene at betragte muslimerne som ofre og ikke som selvstændige ansvarlige mennesker. Men når muslimerne ikke vil anerkende Jyllands-Postens frihed til at trykke tegningerne, og når de kræver både undskyldning og forbud, så må det i første omgang være dem – og ikke Jyllands-Posten – der står over for anklagen om intolerance. Og spørgsmålet er så, om den anklage holder. Vi må nærmere undersøge, om de vitterligt mangler tolerance, eller om det tværtimod er således, at deres intolerance er berettiget. Er de udsagn, der er indeholdt i Jyllands-Postens karikaturer, af en sådan karakter, at de ikke bør tolereres, men at det er fuldt berettiget at kræve, at de skal undskyldes og forbydes?
I første omgang må svaret afhænge af, hvorledes tegningerne skal fortolkes. Som allerede nævnt hævder Bredsdorff og Kjældgaard, at det ”ikke lader sig gøre at læse andet ud af tegningen af Muhammed med bombeturbanen, end at alle, der følger ham, er bombemænd”. Dermed forkaster de tegnerens egen tolkning, som de citerer: ”Tegningen går ikke på islam som helhed, men på den del, som åbenbart kan inspirere til vold, terrorisme, død og ødelæggelse” (s. 218). Men spørger man, hvorfor de afviser den tolkning, og hvorfor de mener, at tegningen nødvendigvis påstår, at alle muslimer er bombemænd, så kan man ikke finde nogen alment forpligtende begrundelse i deres fremstilling. Og kunne man ikke give en helt tredje tolkning? Kunne man ikke hævde, at tegningen symboliserer, at Muhammed selv var hærfører, og som sådan var villig til i religionens navn at føre krig imod de vantro. I den rolle kunne man vanskeligt forestille sig Buddha eller Jesus.
I modsætning til Bredsdorff og Kjældgaard mener jeg ikke, at der er belæg for at lægge sig fast på nogen bestemt og alment forpligtende fortolkning, og må derfor nøjes med at lade fortolkningsmulighederne stå åbne. Set i det lys undrer det mig selvfølgelig, at Bredsdorff og Kjældgaard mener at kunne være så entydige i deres fortolkning, som de er. Især når de hele tiden omtaler tegningen, som om der var flere bomber i turbanen. Ja, en enkelt gang tales der om en håndfuld bomber. For på den baggrund skulle man ikke tro, at de overhovedet havde studeret tegningen nærmere. De kommer snarere til at ligne de muslimer, der mener at kunne fordømme tegningen uden at have set den.
2.
Men sagen stikker dybere endnu. Når vi skal vurdere, om muslimernes reaktion på Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer – deres ønske om undskyldning og forbud – er udtryk for intolerance, så må vi inddrage yderligere en synsvinkel. Foreløbig har vi kun set på forholdet imellem ytringsfrihed og tolerance. Hermed har vi fulgt Bredsdorff og Kjældgaard. Men det er jo en religiøs skikkelse, der karikeres; og så kommer religionsfriheden også ind i billedet. Så må vi undersøge, om religionsfriheden understøtter muslimernes krav om, at tegningerne bør forbydes, eller om den omvendt medfører, at muslimerne bør tolerere, at sådanne tegninger trykkes.
Hvad er forholdet mellem religionsfrihed og tolerance? Umiddelbart indebærer religionsfriheden, at enhver skal have lov til at bekende sig til, hvilken religion – gud – han vil. Religionsfriheden stiller altså krav om, at vi skal tolerere andres frihed til at vælge religion efter deres egen personlige overbevisning. Men skal det være konsistent, så stiller det også krav til religionerne. Så skal religionerne selv tolerere, at folk kan vælge religion efter deres egen frie overbevisning. De skal tolerere frafald.
Det har vi efterhånden lært i den kristne verden; og deri er vi blevet hjulpet af kristendommen, fordi det ligger i dens kerne, at det er den enkeltes personlige tro, der er afgørende. Det er ved sin egen frit givne tro, at man retfærdiggøres. Ser vi i stedet på den islamiske verden, så er situationen anderledes. Dér ligger forbudet imod frafald som en relativt væsentlig del af den etablerede islamiske lovgivning. Og det må betragtes som en medvirkende faktor i forklaringen på, hvorfor den islamiske verden – i modsætning til Vesten – aldrig indefra har oplevet en sekularisering af det politiske.
Men på dette sted i argumentationen er det eneste, som betyder noget, at religionsfriheden i sig selv indebærer, at vi hver især, hvad enten vi bekender os til en religion eller ikke, bør tolerere, at andre kan skifte religion, og at de kan have en anden religion end den, som vi selv har. Og i næste omgang er spørgsmålet så, hvad dette krav implicerer med hensyn til, hvorledes vi bør vurdere muslimernes krav om, at der skal siges undskyld for Muhammed-karikaturerne, og at sådanne tegninger helst bør forbydes. Svaret bør ikke være særlig svært. Med deres krav viser muslimerne, at de ikke har respekt for, at der er andre i samfundet, som giver udtryk for et andet syn på Muhammed end deres eget. De vil ikke tolerere, at der er andre, som giver udtryk for, at Muhammed ikke er hellig og ikke fortjener særlig respekt.
Men så langt de ikke kan tolerere det, så langt anerkender de heller ikke andres religionsfrihed, og så er de intolerante. Så er det de muslimer, der kræver undskyldning for og forbud imod tegninger som dem, Jyllands-Posten bragte, der er intolerante og ikke viser respekt for andres religionsfrihed. De er intolerante, fordi de kræver, at også ikke-muslimer skal følge islamisk lov i deres forhold til afbildning af Muhammed. Derimod er der ingen grund til at anklage Jyllands-Postens redaktion for intolerance. Den stiller overhovedet ikke nogen krav, som bryder med muslimernes religionsfrihed; den udnytter blot sin egen religionsfrihed til ikke at bøje sig for kravet om, at Muhammed skal behandles med særlig respekt.
Følger vi logikken i den principielle sammenhæng imellem ytringsfrihed, religionsfrihed og tolerance, så er det altså ikke Jyllands-Postens redaktion og Flemming Rose, der optræder intolerant, når de trykker Muhammed-karikaturerne. Det er derimod de muslimer, som kræver undskyldning og forbud, som er intolerante. Dermed er vendt fuldstændig op og ned på Bredsdorff og Kjældgaards konklusion. Det viser med al ønskelig tydelighed, at litterær analyse ikke kan erstatte principiel tænken. Tværtimod, når den principielle tænkning er så svag som deres, så kommer hele den litterære indpakning til at fremstå som sminkningen af et lig.
Når Bredsdorff og Kjældgaard går forkert i deres analyse af forholdet mellem ytringsfrihed, religionsfrihed og tolerance, så er der i første omgang tale om en rent filosofisk fejltagelse. De misforstår ganske simpelt de begrebslogiske sammenhænge. I anden omgang bliver deres misforståelse imidlertid politisk farlig. Følger vi deres opfattelse, så gør vi det sværere at opretholde et samfund, som sikrer alle borgere ytringsfrihed og religionsfrihed. Så gør vi det sværere at opretholde den adskillelse mellem religion og politik, som hører en rationel demokratisk samfundsorden til.
Skal vi bevare en sådan politisk orden, så skal vi kæmpe imod den intolerance, som muslimerne udviser, når de vil forbyde tegninger som dem i Jyllands-Posten. Så skal vi forholde os direkte modsat Bredsdorff og Kjældgaard og bakke op om Jyllands-Posten. Med deres fordømmelse af Jyllands-Posten medvirker Bredsdorff og Kjældgaard til at gøde grunden for en spirende intolerance. Alt imens uklarheden i deres principielle tænken gør, at de opfatter sig selv som forkæmpere for tolerance. Det er et selvbedrag, og at det iklædes litterære og akademiske gevandter, gør det ikke mindre.
