Frankrig som forbillede?

Af Morten Uhrskov Jensen

Hvor er Martin Krasnik blevet af? Det spørgsmål har jeg måttet stille mig selv efter hans kommentar i WA den 23. maj betitlet »Ægteskaber«. Krasnik plejer nemlig at være ret indsigtsfuld, men denne gang er det gået galt for ham. Han skamroser Frankrig, fordi man i dette land har en stat, man er stolte af: »Den [den franske stat] skilter gerne demonstrativt og højtideligt med magtens sekulære symboler. Offentligt ansatte har særlige privilegier…Staten har autoritet, gennem sin historie, sin borgerskabs-opfattelse, sine politikere og sin måde at håndtere magten på. Franskmændene føler, at de bor i en stat.«

Skal vi tage tingene i ro og orden? a) De offentligt ansatte i Frankrig har ganske rigtigt særlige privilegier i forhold til andre borgere, så som lav pensionsalder og tjenestemandslignende vilkår i ansættelsen. Andre steder ville man kalde det et uanstændigt nasseri på produktive, privatansatte borgere, men for Krasnik er det noget storslået. b) Frankrig har kronisk høj arbejdsløshed og har haft det mere eller mindre siden oliekrisen i 1973. Miséren skal først og fremmest søges i et elendigt fungerende arbejdsmarked, hvor de, der er inde i varmen (især de offentligt ansatte), rager til sig og lader fanden tage de sidste. Dynamik i økonomien – som samme Krasnik en uge forinden havde slået hårdt på i forbindelse med hans dækning af den amerikanske valgkamp – som er en forudsætning for at skabe jobs, er en by i Rusland, eller måske snarere i Kina. c) Frankrig har Europas i særklasse største koncentration af ghettoer i overstørrelse. Glem alt om Gellerup og Vollsmose. De er et mønster på integration i sammenligning. I disse »banlieus« i Frankrig er arbejdsløsheden på ikke under 50 pct., kriminaliteten er ekstrem, og mange af disse områder er de facto ophørt med at være en del af den franske jurisdiktion. I stedet hersker imamer eller bandeledere.
Det er temmelig ubegribeligt, at Martin Krasnik tegner et billede af Frankrig som et land med en model, der skulle være et eksempel til efterfølgelse. Kommentaren vidner om intellektuel slaphed, hvilket kan undre, da Krasnik normalt klarer at skære ind til benet på glimrende vis.

Til den anden del af Krasniks kommentar: Krasnik skriver, at »Danskerne føler sig ikke som borgere i en stat, men som et folk. Det er klaustrofobisk.« Jeg er enig med Krasnik i det første og ikke i det sidste. Det er da kedeligt, at Martin Krasnik har det sådan, men har han overvejet, om denne følelse af at tilhøre et folk har været svært medvirkende til, at Danmark er et af de ud fra enhver sammenlignelig målestok fredeligste og – på trods af en alt for stor velfærdsstat – mindst ringe lande at leve i?

Jeg vil opfordre Martin Krasnik til at prøve igen. Det kan han gøre meget bedre.