Ecce homo...

Af Jesper M. Rosenløv

Leonardo Da Vincis Vitruvianske Mand er efterhånden blevet et kulturelt ikon, der har været brugt i utallige sammenhænge. Ofte forbindes billedet med renæssancens fornyede interesse for menneskets anatomi, men også på et mere filosofisk plan for den menneskelige natur.

Lemmerne på det nøgne velproportionerede legeme er strakt ud til det yderste. Tanken føres ikke kun hen på menneskets kropslige muligheder, men ligeledes på dets intellektuelle kapacitet – her er naturen blevet sig selv bevidst og vi aner et menneske (Leonardo), der skuer sine egne enorme muligheder, men så sandelig også sine begrænsninger. Således har dette ikon vel stået for mange vesterlændinge – et billede, der ægger til stadig overvejelse af grænserne for menneskets intellektuelle og videnskabelige evner. ”Gad vide, om vi kan nå længere?”, spørger det os. Et billede, der derfor på mange måder er blevet indbegrebet af vestlig videnskabelig progressivitet løsrevet fra religiøse dogmer.

Derfor kan det vel heller ikke undre, at dette billede ikke har nogen som helst betydning for den muslimske beskuer – ja, nøgenheden og afbildningen af et levende væsen virker ligefrem stødende i en muslimsk sammenhæng! Og eftersom dette nu engang er tilfældet, kan det heller ikke undre, at billedet nu ikke længere kan bruges i det offentlige rum i Sverige. Endnu et svensk knæfald for den vestlige kulturs fjender. Suk!