Af
I denne uges Weekendavisen har jeg publiceret en artikel om højrefløjens økologiske dagsorden. Her nogle centrale afsnit:
[…] Højrefløjens økologiske ideer artikuleres ofte i forlængelse af den irske filosof Edmund Burkes tanker om en generationskontrakt mellem de døde, de levende og de endnu ufødte. Denne sans for at være del af noget større, der overskrider det enkelte individ og den nulevende generation, er simpelthen betingelsen for en dybere ansvarsfølelse og dermed for villigheden til at give afkald på tilfredstillelsen af vores umiddelbare behov af hensyn til andre. Som med samfundet har vi taget naturen i arv, og vi er forpligtede på at føre den uspoleret videre til kommende generationer.
Hvis vi ikke er i stand til at yde ofre og tøjle vores grådighed, lyster og overforbrug, vil prisen være en økologisk krise, som fremtidige generationer kommer til at betale.
Den store forundring over, at økologi også hører hjemme på højrefløjen, har sin forklaring: Det er venstrefløjen, der her, som andre steder, har overtaget en oprindelig konservativ kulturkritik. Og økologi er i sin oprindelse en romantisk-konservativ idé, kritisk vendt imod den moderne civilisation.
Engang var venstrefløjen erklæret anti-økologisk. Det gjaldt f.eks. kulturradikalismen. […] Universalismen forstået som ophævelsen af tid og sted udgør sammen med rationalismen en fællesbund i kulturradikalismen, og den rummer derfor også følgende grundantagelser: Naturlighed er en forhindring for fremskridtet; teknik og videnskab består i naturbeherskelse; ubegrænset vækst er betingelse for velfærd; og jorden står i menneskets tjeneste. At naturbeherskelse kan resultere i klimamanipulation og udnyttelse af naturressourcer, og at velfærd i kapitalismens epoke bliver til forbrugerisme, synes at stå uden for kulturradikalismens fremskridtsoptimistiske horisont.
Alle disse antagelser står følgelig i modsætning til en økologisk konservatisme, der fokuserer på ligevægten mellem menneske og natur; på de begrænsede naturressourcer; på en holistisk videnskab, det vil sige en erkendelse af naturens egne lovmæssigheder, dens formålsrettethed og hensigtsmæssighed; og på en revision af normerne for økonomisk vækst. Økologi forstås her som en idé om det personlige og sociale livs helhed i samhørighed med den omgivende natur.
[…] Der er tre andre konservative temaer ved siden af ideen om generationskontrakten og ideen om naturen som livsgrundlaget, der knytter an til en økologisk dagsorden på højrefløjen. Nemlig organismetanken, sansen for stedets betydning og kritikken af fremskridtstanken.
Organismetanken bygger på en analogi mellem menneskets og samfundets sundhed. Menneskets fysiske sundhed afhænger af, at der er den rette balance i kroppen (salt-, mineral-, hormonbalancen, osv.); tilsvarende gælder det for samfundet, at ligevægt er et dynamisk samspil mellem en lang række faktorer.
[…] For konservative får denne indsigt en række praktiske konsekvenser. Den første er, at politikere skal være varsomme med at lave radikale indgreb i det civile samfund. Samfundet er jo netop vokset naturligt frem gennem en lang historisk udvikling. For nogle har den ukontrollerede indvandring været med til at bryde den organiske vækst og forstyrre samfundets skrøbelige økosystem. For andre har statslig intervention med kunstige subsidier været med til at ødelægge det frie markeds spontane orden.
Den anden konsekvens af organismetanken er, eller kan være, at det organisk og økologisk velfungerende ligevægtssamfund opdeles i små lokale enheder. Disse lokale samfund er også voksede frem nedefra og tåler ikke indgriben fra den kunstige, bureaukratiske statsorganisation.
Nogle konservative har i den sammenhæng historisk knyttet an til en romantisk tanke om det elementære liv i pagt med naturen. Andre opererer med en særlig kommunitaristisk samfundsmodel, hvor det konkrete sted bliver afgørende. Følelsesmæssig tilknytning til det særlige sted på jorden, hvor man hører hjemme, er betingelsen for, at man for alvor kan engagere sig i den økologiske dagsorden. For hvis man ikke føler ansvar for det sted, man lever, er man sjældent villig til at beskytte det.
Det er klart, at denne tanke står i grel modsætning til venstrefløjens ideal om et globalt fællesskab. Det ideal er for den højreorienterede en ren abstraktion og derfor ude af stand til at motivere borgerne til at engagere sig økologisk. Mennesker er nu engang gjort af kød og blod, og de har derfor særlige loyaliteter og begrænsede tilknytninger, der kun kommer til udfoldelse politisk i nationalstater og socialt i mindre samfund.
Et helt afgørende element i en økologisk konservatisme er kritikken af fremskridtstanken. Den baserer sig på en cyklisk udviklingstanke: Naturens evige cyklusser bryder med fremskridtstroens lineære tidsopfattelse. At naturen har sin egen cyklus bliver ofte fortrængt i en moderne civilisation, der har en konstant forventning om det fremskridt, som videnskab og teknologi forjætter.
Den cykliske tanke fordrer en besindelse på, at der i tilværelsen findes elementære vilkår, der sætter en grænse for menneskets evne til at beherske sin omverden. Og det vil også sige naturen. Der findes naturligt givne grundvilkår, vi ikke kan sætte os ud over, fordi vi selv som menneskelige væsener er en del af naturen.
Den konservative tanke knytter her an til en kritik af væksten og de to dominerende ideologier, der legitimerer den. Ifølge både liberalismen og socialismen er fortsat vækst en betingelse for henholdsvis demokratisk og socialistisk udvikling. Men ifølge konservatismen er der grænser for vækst og dermed grænser for disse ideologiers gyldighed. Ofte kobles denne grænsetanke i økologiske sammenhænge sammen med en kritik af en fremskridtstro, der gør materialistiske fremskridt til udviklingens mål. Når produktionen bliver et mål i sig selv, fører det til en rovdrift på de naturlige ressourcer.
Den socialistiske og liberalistiske vækstideologi betragter den psykiske behovsudvidelse som en følge af den materielle vækst: jo mere den ydre natur beherskes, jo flere behov vil mennesket få, og jo mere udviklet vil menneskets indre natur blive. Mennesket bliver mere og mere frigjort, og får tilfredsstillet flere og flere behov.
Sådan lyder fremskridtstanken. Men storforbruget af stimulanser og beroligende medikamenter synes at vise, at den materielle nød i de gamle dages mangelsamfund er blevet afløst af en psykisk nød i “overflodssamfundet”. Sådan lyder den konservative kritik af selvsamme tanke. Vækstideologien bekræftes ganske vist økonomisk af forbrugersamfundet, der skaber stadig nye behov for forbrugsgoder; men den undergraves biologisk af utilfredsheden og den psykiske nød i de rige samfund.
Mennesket har nemlig fundamentale ikke-materielle behov, som tilfredsstilles dårligt i disse samfund; og forureningen sætter samtidig grænser for, hvor meget mennesker kan forandre naturen ved at udnytte den. At usunde miljøer skader menneskets biologiske organisme og gør det sygt er derfor ifølge konmservative en påmindelse om, at menneskets frigørelse fra naturtvangen endnu ikke er helt fuldbyrdet – og ikke kan fuldbyrdes uden at ende i en økologisk krise.
Et organisk velfungerende samfund og en økologisk bæredygtig fremtid vil først kunne skabes, såfremt udviklingen føres videre under en fælles målsætning. Det vil sige under hensyn til de fælles naturlige livsbetingelser og de fællesmenneskelige behov. Med andre ord: under stadig hensyn til ligevægtsbetingelserne i de overordnede økosystemer, som den vækstsmæssige udvikling blot er en del af. Det gælder også for det moderne samfund, ”overflodssamfundet”, der stræber mod uendelig vækst.
Nogle vil nok mene, at dette er klassisk venstrefløjsretorik. Og mange vil sikkert fastholde deres undren over, at den økologiske tanke også findes i en højreorienteret udgave. Det skyldes vel en manglende forståelse for, at visse temaer kan vandre mellem fløjene. Det gælder især det økologiske tema. Helt tilbage til mellemkrigstiden har man kunnet observere det tilsyneladende ejendommelige sammenfald mellem venstre- og højrefløjen. De fælles fjender var også dengang den socialistiske og liberalistiske fremskridtstro, og det fælles ståsted var konservativ kulturkritik og dermed også antikapitalisme, antikonsumerisme og antimaterialisme.
Efter krigen vandrede det økologiske tema fra højrefløjen til venstrefløjen. Den kolde krig fastfrøs siden højre/venstre-polariseringen, og først med optøningen efter 1989 er temaerne begyndt at vandre igen. Det er dermed blevet muligt at se, at der også på højrefløjen findes en økologisk funderet kritik af industrialisering, urbanisering, fremmedgørelse, atomisering, teknikken og af den vækstideologi, som i dag styrer den globaliserede kapitalisme.
