Valgkampe indebærer altid en vis fare for at blive smittet med den virus, der kan kaldes den politiske syge. Hvad er symptomerne? Det er først og fremmest trangen til at se på tilværelsen med ideologisk forblændede øjne, at diagnosticere en masse sociale sygdomme, som politikerne så skal helbrede – for nu at blive i den kliniske metaforik. Politikere er jo praktikere, der ser problemer over alt og dernæst faldbyder deres egen medicin som et probat løsningsmiddel: Ellers ville de jo overflødiggøre sig selv.
Patienter, der er smittet af den politiske syge, er især politikere som socialdemokraten Mette Frederiksen, der gerne vil overøse os alle med sin frelse. Hos hende er venteværelset fyldt til randen med ofre, hun skal redde, og samfundet ser hun som én lang sygdomsjournal af uretfærdigheder, hun vil gøre en ende på.
Så disse politikere er altså både ramt af den politiske syge, og samtidig fremtræder samfundet for dem som sygt. De er både læger og patienter. Min pointe er imidlertid, at den politiske trang til at gribe ind i samfundet ofte gør mere skade end gavn. For politikerne forstørrer små problemer, og i deres iver efter at løse dem skaber de – utilsigtet og uforudset – endnu større problemer. De ødelægger det, der i forvejen fungerer i samfundet, med den konsekvens, at endnu mindre fungerer, som det skal. Lad mig prøve at uddybe.
Når den politiske praktiker ser på samfundet, får hun øje på en masse problemer. Hun diagnosticerer en række manifeste dysfunktioner, som hun ønsker at reparere. Når hun f.eks. mener at se tilfælde af diskrimination, hate-speech eller arbejdsløshed blandt indvandrere, griber hun straks værktøjskassen, og her finder hun bl.a. sådan noget som dialoginitiativer, taleregler og kvoteordninger. Med dette værktøj begynder hun så at reparere i samfundets maskinrum, selv om hun måske endda ved, at værktøjet ikke virker efter hensigten.
Flertallet af borgerne, derimod, er slet ikke politisk syge. De er sunde og raske, for de lever deres helt almindelige liv i tryg vished om alle de positive latente funktioner, som deres kultur rummer. Hvad er en latent funktion? Det er kort sagt den uformelle livsform, der får et smidigt tillidssamfund til at fungere.
Det er uformulerede indsigter, værdier og adfærdsnormer, en slags tavs viden, som borgere hele tiden spontant betjener sig af, når de omgås hinanden. Det er også dyder som gensidighed, høflighed og ærlighed, som politikere aldrig har skabt.
Men i og med, at disse funktioner er latente, er de også usynlige: vi ved ikke altid af, at de eksisterer. De normer og omgangsformer, der hjælper os i dagligdagen, er oftest ubevidste og står ikke nedskrevet noget sted. Derfor kan de også let tilsidesættes.
Min pointe er altså, at reformivrige politikere, der hele tiden vil blande sig i almindelige menneskers liv, skaber flere problemer, end de løser. For de er netop ikke opmærksomme på latente funktioner i det civile samfund og i de etablerede institutioner. Denne kulturblindhed er indbegrebet af den politiske syge, der især har skabt problemer med integrationen af mennesker fra fremmede kulturer.
At en sædvane har en latent funktion vil sige, at den – for igen at tale metaforisk – på skjult vis virker som et vitalt organ i det fremvoksede sociale legeme, og som sådan er den også med til at opretholde denne socialitet. For en sædvane kan meget ofte have en mere omfattende funktion, der er forskellig fra dens eksplicitte eller manifeste funktion.
I den offentlige debat hører man ofte denne verdens Mette Frederiksener angribe det, de kalder danskernes chauvinisme og kulturelle fordomme. Et gensvar må lyde, at en vis lukkethed måske er skidt, men er nødvendig for at skabe stabilitet.
Borgere er først og fremmest er loyale over for deres egne landsmænd og dem, der deler den samme kultur, ligesom de er skeptiske over for fremmede. Selv om de fleste vel kender det fra sig selv, er det alligevel kontroversielt at hævde det. Måske fordi det udgør en anstødssten for politikerens reformarbejde.
Denne tekst er tidligere bragt på den gamle Nomosblog under den sidste valgkamp, og bringes her igen for at perspektivere ovenstående indlæg: Den værdifulde kultur er usynlig.
