Af Kasper Støvring
Jeg har tidligere skrevet om politikernes syge, der består i at se problemer overalt og konstant gribe ind i samfundet for at reparere det. Men dermed fremtvinger de en masse utilsigtede negative konsekvenser, fordi de ødelægger de positive latente funktioner i kulturen, som per definition er vanskelige at få øje på.
Og netop denne ”usynlige verden” har sociologen Henrik Dahl skrevet en ny bog om.
”Det kollektive liv leves forlæns og forstås baglæns. Mange forhold i nutiden har vi endnu ikke sat ord, begreber, fortællinger og myter på. Derfor har vi kun et halvt bevidst forhold til dem. De er ikke tydelige for os, selvom vi færdes i dem hver dag […]
Henrik Dahls nye bog er et forsøg på at indhente dette efterslæb i vores erfaring, at indkredse den ”blinde vinkel” i de fleste almindelige danskeres hverdagsbevidsthed […] Mange forhold venter på at blive sat på begreb. Dahl kalder det meta-bearbejdning – der skal sættes ord og fortælling på udbredte erfaringer. Så får vi dem igen på en måde, der gør det lettere at se dem og forholde sig til dem […]
Med udviklingen af massetransporten bliver det muligt at arbejde og bo forskellige steder, og Dahl har en skarp analyse af paradokset omkring forstæderne og parcelhuskvartererne. I praksis er de elskede, for det er der, de fleste mennesker bor, men i den officielle bevidsthed er de ringeagtede på grund af indflydelsen fra intellektuelle og kunstnere, der så ned på ”ligusterfascisterne”. Dahl påviser, hvordan forstaden bliver et ikke-sted, fordi vi altid kun tænker i enten storbyen (de kosmopolitiske idealer) eller landsbyen (den nostalgiske staldvarme) og slet ikke udvikler et sprog for de menneskelige og sociale værdier, tryghed, anerkendelse og livsmod, der er i forstæderne. Ligesom mennesker kan blive oversete og usynlige, når de ikke er ”noget”, bliver steder usynlige, når de ikke er højt rangerende i agtelsens geografi. Forhold i nutiden er altså ikke alene usynlige, fordi vi ikke kan se skoven for bare træer, eller fordi der ikke er sat ord og kunst på, men fordi de står nederst i et hierarki af prestige og agtelse.”
Mange institutioner – som familier, venskaber, kirkefællesskaber, naboskaber i parcelhuskvartererne og nationen – rummer positive, integrerende funktioner. At disse funktioner ofte er latente eller usynlige hænger sammen med, at de er kulturelle. De hænger med andre ord sammen med underforståede, ubevidste, uskrevne og uformelle normer og adfærdsmønstre.
Det er lettere at få øje på de negative funktioner, alle problemerne, og forsøge at gøre noget ved dem. Det mareridt, som har været de sidste tredive års integration af udlændinge – eller manglende integration – har at gøre med dette ulykkelige forhold:
Det er vanskeligt at se, hvor positivt en national kultur fungerer, den fungerer jo netop bare. Derfor har man bildt sig ind, at man bare kan tillade masseindvandring af mennesker fra kulturfremmede lande, og så skal alt nok blive eved med at gå.
Det har tilsvarende været lettere at få øje på de, lad os kalde dem negative effekter af den nationale kultur, når den er blevet mødt med vanskeligt integrerbare kulturer: chauvinismen, intolerancen, trægheden (ja, fortsæt selv rækken) – og så lade moralsk geskæftige politikere arbejde på at fjerne alle disse forhold med utilsigtede omkostninger til følge.
Parcelhuskvarteret er her blot en art miniaturemodel på det nationale fællesskab og eksempel på den forhånelse, det er blevet mødt med. Selv om mange mennesker trives i det uden nødvendigvis at have ord for det.
Politikere er jo ikke de eneste skyldige i denne blindhed og foragt for kulturen. Også akade
Alligevel kan der være noget fortjenstfuldt i at gøre dette forsøg. Netop fordi, at hvis man ikke gør det, er det meget let for politikerne bare at se bort fra kulturens latente funktioner og ertsatte dem med noget andet i form af statslige indgreb, der sandsynligvis ikke virker eller endda virker negativt.
Af samme grund holder liberalisternes hyppige argumenter heller ikke. Disse argumenter går på, at staten ikke bør støtte den værdifulde nationale kultur, fordi denne kultur er naturlig og frit fremvokset; statslige forsøg på at holde den i live er kunstige og destruktive for den spontane orden.
Men konservative vil mene, at staten rigtignok ikke bør skabe, men derimod understøtte den allerede etablerede nationale kultur. Ellers risikerer den at blive destrueret af selvsamme stat enten aktivt, f.eks. gennem multikulturelle initiativer, eller passivt, f.eks. gennem en hovedløs indvandringspolitik, der ødelægger en møjsommelig oparbejdet tillidskultur.
For det er altid let at tilsidesætte den usynlige verden til stor skade for stabiliteten, sammenhængskraften, i samfundet.
