Som den vel nok eneste politiker er den liberale og konservative Søren Pind både i stand til at diagnosticere og tilbyde den rette medicin i dagens Berlingske Tidende:
Der kan gøres noget ved børnekriminaliteten
Af Søren Pind - MF (V)Forh. borgmester - København
Den 15. november 2005 om aftenen tog jeg afsked som borgmester i København og sagde bl.a.: »Vi har ført en kampagne med fokus på Københavns største udfordring: integrationen. Og jeg fortryder ikke, at vi bragte det centrale forhold op. Gør vi det ikke, havde ingen andre gjort det. Og det er afgørende for Københavns fremtid.«
Her blot to et halvt år senere er tilstanden kun blevet værre.
Der sidder et bystyre, hvis flertal allerede dengang gjorde klart, at det var komplet ligeglad med de nævnte problemer. Det må man sige, overborgmesteren siden helt har levet op til:
• Når brand- og redningsfolk skal rykke ud i København, sker det i dag jævnt hen under politieskorte.
• Der er områder af byen, hvor politiet ikke kommer uden at være rigtig, rigtig mange.
• De autonome er ved hjælp af gadens parlament, rå vold og trusler meget tæt på at få deres krav opfyldt.
• Indvandrerbander følger efter og har medvirket til, at København stod i flammer og skabte en landsdækkende kæde af uroligheder, hvis lige vi ikke har set siden besættelsen. De styrer narkohandel, voldelige opgør, afgør om der skal være uroligheder eller ej, og er af rigspolitichefen udnævnt til den største trussel mod vores sikkerhed.
• På gaden flyder det med skydevåben og knive. Alene i de fire visitationszoner er der i løbet af blot tre måneder fundet 38 skydevåben, 268 stikvåben, 64 slagvåben og 33 andre våben.
• Grusomme mord har fundet sted. Her sidst Dennis, før ham Anton og før ham igen andre tragiske skæbner, hvis efterladte stadig sidder med dybe sår, men hvis navne vi allerede har glemt.
Københavns politiske flertal har svigtet. Og hver gang er det den samme sang: Politiet siger, de ved, hvem der skaber problemerne. I Borgerrepræsentationen må borgmesteren bekræfte, at de selvsamme mennesker har været i berøring med de sociale myndigheder.
I 2005 fik vi gennemført en undersøgelse af den skjulte børnekriminalitet i København: 16 % af børnene i de københavnske skoler havde i løbet af et år været udsat for vold, 26 % for trusler om vold, 8 % for røveri (ifølge straffeloven en kombination af vold, trusler om vold og tyveri) og 31 % for tyveri. Det var i 2005. Jeg tør ikke tænke på, hvordan tallene ser ud i dag. Der er i København ca. 45.000 børn i den relevante aldersklasse. Alene vold er øjensynligt en realitet for flere end 9.000 børn årligt i København.
Derfor spørger man sig selv: Hvordan mon dette samfund og denne by, der skamløst har fravalgt at forsvare sine børn, kan tro, at der ikke blandt disse vil udvikle sig en enorm vrede, et enormt had, en enorm aggression? Hvad i alverden tror man, de kommende år vil byde på, hvis ikke disse forhold bliver standset? Samfundets skyld? Hell yeah!
Det er fortvivlende, for det er ikke cirklens kvadratur, der kræves for at løse det. Løsningen på sådanne problemer er velkendt, er prøvet flere steder og virker.
Lad os starte med et jordnært, konkret eksempel fra København, nemlig Klostervængets Skole. Her startede for nogle år siden en ny skoleleder, der måtte sande, at hun kom til et sted, hvor »der var en rådden kultur på skolen, som jeg ganske enkelt måtte gøre op med«. Hun indførte nultolerance-politik. Det skete på baggrund af et overfald på en lærer. Hun meddelte: »Er der tale om vold, trusler eller grænseoverskridende sprog, betyder det hjemsendelse, efterfulgt af en alvorlig samtale med forældrene. Uden undtagelse.« Første år sendte skolen 30 hjem. De efterfølgende år faldt tallet – og i dag sendes næsten ingen hjem. Det seneste år kun én.
Skolen har også indført en modereret form for samfundstjeneste. Ideen skyldes problemer med hærværk. De, der begår hærværket, bliver sat til at genetablere det ødelagte, skal medvirke til lektiehjælp for yngre elever, bruge deres fritid på skoleaktiviteter etc. Hendes skole er nu en skole uden vold og trusler i dagligdagen.
I en af verdens største byer, New York, har metoden også stået sin prøve.
[…]
Politiet og de offentlige myndigheder blev pålagt at gribe ind over for enhver asocial og kriminel adfærd – begrebet »småkriminalitet« blev afskaffet. Forbryderfødekæden dræbt. NY er siden blevet Amerikas sikreste storby – kriminaliteten er faldet med 75 % !
Tænk, hvis de mange skoler i København, der har oplevet vold mod lærere, vold mellem elever, forråelse og grovhed, havde den samme tilgang.
Tænk, hvis offentlige grundejere forfulgte alle sager rettet mod deres bygninger, f.eks. graffiti, og rent faktisk fik f.eks. indkrævet de erstatninger, der skal til fra de skyldige.
Tænk, hvis politiet forfulgte selv de mindste overtrædelser af straffeloven.
Tænk, hvis enhver offentlig myndighed, forvaltning og institution gjorde op med, greb ind overfor og afviste enhver form for asocial og kriminel adfærd.
Hvilken by ville København være?
Jo, det ville vise sig, nøjagtig som på Klostervængets Skole, at det her i længden ikke ville koste penge, ikke ville kræve flere pædagoger, mere sagsbehandling og større systemer – men tværtom atter vil skabe ordnede tilstande. Ordentlig adfærd. Trygge rammer. Mindre sygefravær. Færre overfald. Mindre hærværk. Forbryderfødekæden ville blive dræbt.
Men det kræver sammenhold. Der er ingen smutveje.
Alt det har S, SF og R fravalgt at gøre i København.
[…]
For udenlandske statsborgere bør det ikke være muligt, efter højst tre straffedomme, at opholde sig i Danmark. For danske statsborgere kunne man indføre, at den tredje dom udløser, at man udstår sin straf, og dernæst ikke slippes ud, før samfundet har vished for, det ikke atter er en farlig kriminel, man lukker ud.
Regeringen kunne samtidig med fordel gennemføre en landsdækkende undersøgelse, på linje med den undersøgelse af den skjulte børnekriminalitet, vi gennemførte i København, for at få et overblik over de kriminelle realiteter. De afspejler sig nemlig ikke i de offentlige statistikker. Tag børneundersøgelsen som illustration. Kun en meget lille procentdel af de beskrevne – alvorlige – forhold anmeldes. Volden, f.eks. – over 80 % af disse forhold – blev ikke anmeldt!
Lad os få det ægte overblik. Resultatet vil blive chokerende, men det er nødvendigt.
[…]
Min appel som valgt medlem af Folketinget fra København lyder derfor til de ansvarlige myndigheder, til overborgmesteren, hendes politiske flertal, regeringen: Byen og dens befolkning har nu været udsat for flere rovmord. Vore brand- og redningsfolk skal eskorteres. Vore børn bliver myrdet, overfaldet og bestjålet. Den såkaldte integration ligner mere og mere en uoverstigelig kløft, en afgrund, hvor indvandrerbanderne har magten på vore gader.
Der kan gøres noget. Men det kræver mod, handlekraft og tro på, at det samfund, vi kender, er værd at beskytte og forsvare, om nødvendigt med magt. Alternativet er, at magtesløsheden tager over. Efter den selvtægten. Og efter den syndfloden. For så er civilisationen borte og anarkiet indtruffet.
Er disse forhold udtryk for velfærdsstatens ypperste, så giv mig til enhver tid natvægterstaten – dér hersker i det mindste lov og orden.
