Hellere Nyt Højre end fladpandet liberalisme

Af Jesper M. Rosenløv

Kristeligt Dagblad bragte for nyligt en spændende artikel om kritik af den liberale slagside, der hersker indenfor den danske borgerlighed. Lad mig i denne forbindelse gøre reklame for det foredrag, Kasper Støvring holder i aften hos CEPOS om Roger Scruton og om emnet konservatisme vs. liberalisme. Hvis man er forhindret i at deltage, kan man i stedet se Støvrings foredrag om nogle af de samme emner ved ét NOMOS’ Vartovmøder her.

Som mange måske har bemærket, eksisterer der en særlig fladpandet form for liberalisme, som ofte kommer til udtryk blandt ”borgerlige” meningsdannere. Denne liberalisme går mest op i emner som skatteprocent, erhvervslivets behov for frihandel og ”statens” overgreb mod det værgeløse individ. Skal man dømme ud fra de emner, der i særlig grad behandles på netavisen 180 Grader og i tænketanken CEPOS – samt de liberale debatindlæg disse afstedkommer – så lover det ikke godt for det borgerlige Danmark. Det er i den grad en fattig form for borgerlighed, der hverken synes at være synderligt bekymret for den danske nation, det folkelige fællesskab, borgerdyder (samfundssind) eller den kultur og identitet, der i disse år er truet af islamismen og EU. Hvor er konservatismen i disse år? Det Konservative Folkeparti (DKF) er blevet et sørgeligt liberalt vedhæng til Venstre. Hvad er der egentlig sket med det gamle lov-og-orden-parti? Partiet har i øjeblikket en formand, der for nogle år siden blev stærkt fortørnet over politiets brug af fartfælder. Det var et statsligt overgreb på individets frihed! Da regeringsgrundlaget skulle forhandles, var skattelettelser partiets mærkesag! Og da der skulle forhandles afgifter på biler, lå det efter sigende hr. Bendtsen stærkt på sinde at nedbringe afgifterne på især de store og dyre biler. Bag de lukkede døre var argumentet ikke, at disse forurenede mindre, men at netop Bendtsens vælgergruppe kørte i sådanne biler! Hvor er borgersindet? Hvor er ansvarsfølelsen overfor samfund og medborgere (landsmænd) – hvor er opofrelsen for nation og det folkelige fællesskab? Måske nogle burde forklare Bendtsen, at han er formand for et konservativt og ikke et liberalt parti.

Det er ironisk, at DKF i mange år har søgt efter en profil – en måde hvorpå man kunne profilere sig i forhold til Venstre. Spindoktorer har brudt deres hoveder. Resultatet er blevet et nyt kulturradikalt caffé-latte-parti, der dog nødtvungent indvilger i et samarbejde med Dansk Folkeparti (DF) og et (ironisk nok) langt mere konservativt Venstre. Man spørger sig – HVAD MED EN ÆGTE KONSERVATIV PROFIL? Ville det ikke have været nærliggende at prøve? Men hvis partiets politiske linje udarbejdes af folk som Peter Norsk, der er HB-medlem i partiet, kan det jo naturligvis kun gå galt. (Se Konservativ Reaktion for et herligt opgør med dette skvadderhoved) Det er jo folk, der ville føle sig hjemme i Ny Alliance eller Det Radikale Venstre – her kunne de lige så godt arbejde for deres politik - lavere skatteprocenter, fri indvandring (individets frie bevægelighed) og fædrelandets hurtigst mulige afvikling. For dem tager Fanden den sidste, alt imens de selv nyder et glas rødvin på stranden foran deres Strandvejsvilla samtidig med de moraliserende kan nedgøre danskernes bekymringer som uanstændige. Det er nemlig en særlig kulturradikal form for liberalisme, de støtter. Og derfor er det ikke en borgerlig liberalisme, de fremfører. Er man borgerlig påtager man sig nemlig også et ansvar for det sted, man er borger – dvs. det fædreland og netop den kultur, der har gjort det samfund, man har fået foræret af de tidligere generationer, til det rige og velordnede samfund, det er. Man giver med glæde køb på noget af sin egen individuelle frihed og noget af sit overskud for at styrke det borgerlige samfund.

Det, der må efterspørges i disse år, er altså et konservativt parti. Ikke et halvlunkent pseudo-liberalt parti. Den konservative bane er blevet overladt til Dansk Folkeparti. De gør det også godt i mange sammenhænge – EU-modstand, kritik af den hovedløse indvandringspolitik og multikulturalismen samt værn om danske kulturværdier i det offentlige rum. Men kan de løfte den konservative arv? Nej, det kan de ikke. Der er trods alt gået for meget ”socialdemokraturisk” retorik i den. Desuden er det jo et parti, der (bortset fra et par enkelte folketingsmedlemmer) ikke gider at gøre sig sammenhængende tanker om den politiske tradition, de er kommet til at repræsentere. Som Pia engang udtalte – DF bliver aldrig et parti for akademikere. Nå, ok – det er åbenbart en befolkningsgruppe, der ikke hører med i Pias folkelige fællesskab. Det er en gruppe, der ikke kan inddrages på lige fod med hjemmehjælpere og pensionister. Jeg synes det ville have klædt DF, hvis de havde taget ved lære af den konservative tradition og forsøgt at etablere et sammenhold på tværs af indkomst- og erhvervsgrupper.

For en national- og kulturkonservativ (dvs. ægte konservativ) er DF således kun et mangel på bedre og det er jo lige før man savner det gamle Højre. Deres kvindesyn, demokratiopfattelse osv. er naturligvis ikke gangbar, men de havde dog trods alt deres meningers mod til at forsvare en national og kulturelt funderet borgerlighed. Måske har vi brug for et Nyt Højre. I hvert fald - hellere et Nyt Højre end den fladpandede liberalisme, der søger at tage patent på borgerligheden i disse år – et parti, der samler klasser og erhvervsgrupper omkring fællesskabsskabende borgerdyder og samfundssind, et parti som vedkender sig den national- og kulturkonservative tradition og som trækker på det bedste i den ældre engelske konservatisme, der havde et klart blik for liberalismens skævvridning af borgerligheden. Læs f.eks. Thomas Carlyles herlige hudfletning af liberalismens mammon-evangelium