Af Kasper Støvring
Når islamister demonstrerer imod de danske Muhammedtegninger og unge indvandrere begår vold og hærværk, er der tale om et kultursammenstød. Det benægtes ellers ivrigt. Eller rettere: der er ved at ske en ændring, selv på venstrefløjen. Nu kan også Villy Søvndal se, at kulturen betyder noget for integrationen og den lokale og globale værdikamp.
Alligevel er det nødvendigt gang på gang at hamre denne pointe igennem, for Søvndal bliver angrebet af både partifæller og af de radikale, der stadig mener, at de grundlæggende konflikter i vores samfund skyldes sociale problemer, og at opgaven er at ”komme i dialog med hinanden.” Man kan endda høre borgerlige politikere sige, at problemerne udelukkende er sociale.
Men dertil må man sige: ”It’s the culture, stupid!”.
Sammenstødet mellem den muslimske kultur og den vestlige kultur reduceres af de kulturblinde til et sammenstød mellem ”barbari” og ”civilisation”. Islamisterne repræsenterer nemlig en reaktionær, fundamentalistisk dyrkelse af islam, som den historiske udvikling er ved at løbe over ende. Deraf islamisternes aggressivitet: De stamper imod brodden.
De moderate muslimer repræsenterer derimod, sammen med de fleste vesterlændinge, en oplyst, universel civilisation baseret på menneskerettigheder. Der er derfor ikke noget kultursammenstød, men tværtimod en alliance mellem demokratiets forkæmpere i såvel islam som i Vesten, forlyder det fra de kulturblinde.
Tilsvarende reduceres sammenstødet mellem indvandrere fra det muslimske parallelsamfund og det danske samfund til sociale problemer. En sociolog udtalte forleden, at der var tale om en reaktion på fattigdom og social udstødelse. En politimester har sågar talt om kedsomhed som forklaring på bål og brand i gaderne. Igen må man undre sig over, hvor vanskeligt de kulturelle forhold har ved at vinde indpas i forskningen og samfundsdebatten.
Denne afvisning af et kulturelt betinget sammenstød trives med to andre tendenser. Dels en apologi for islam, dels en kulturel relativisme. Eksperter og kommentatorer som Jørgen Bæk Simonsen, Rikke Andreasen og Rune Engelbreth kan tages som eksponenter for tendensen.
Deres stærkt generaliserende regel lyder: Man må ikke generalisere. Men må man ikke det? Må man aldrig gøre det? Selvfølgelig må og skal man det, især når vi står over for politiske problemer, der kræver handling. Uden generaliseringer kan vi nemlig ikke orientere os i verden. Vi kan ikke identificere og adressere problemerne ordentligt, og vi har derfor ikke noget grundlag for at træffe beslutninger. Og kultur er en generaliserende forklaringsfaktor.
Det er altså to former for kultursammenstød, vi oplever for tiden. Islamisterne i Mellemøsten og herhjemme (bl.a. Hizb-ut-Tahrir og Islamisk Trossamfund) vender deres vrede imod Muhammedtegningerne og ser dem på én gang som udtryk for vestlig dominans og vestlig dekadence, æreløshed og gudløshed.
De afviser demokratiet, Grundloven, ud fra en henvisning til den lovreligion, der udgår fra Koranen. De er velartikulerede og begavede, borgerligt set selvforsørgende og tilhører middelklassen. De er bestemt ikke socialt marginaliserede.
De utilpassede indvandrere derimod bruger kun Muhammedtegningerne som et påskud på linje med politiets angivelige overgreb (visitationer). Det foruroligende er, at mange islamapologeter i ”systemet Politiken”-segmentet understøtter deres ”forklaringer”. De utilpassede henviser ikke til Koranen, højst som endnu et påskud, og de er vel ikke engang særligt religiøse; de er derimod afstumpede bøller og dertil virker de småt begavede.
Så forklaringen på deres had til det omgivende samfund og den ledsagende vold og hærværk, findes næppe i islam som religiøs forkyndelse og dogmatik, men i islam som kulturelt ophav (som Rune Engelbreth har sagt: der står ikke i Koranen, at man skal brænde biler af; nej, men det er heller ikke afgørende: det er kulturen, der er afgørende).
Disse indvandreres aggression skyldes utilpassethed, eller med et mere præcist ord: fremmedgørelse. De er nemlig opdraget i en muslimsk kultur, som de ikke kan bruge konstruktivt i de vestlige samfund; de hører og føler sig ikke hjemme i den vestlige kultur.
[Fortsættes…]
