Af Kasper Støvring
Det er, som jeg har forsøgt at påvise i et foregående indlæg, kulturen, der forener de utilpassede indvandrere og islamisterne. Kulturen udgør forskellen på ”dem” og ”os”. Og skaber sammenstød. Lad os derfor se på denne fremmede, muslimske kulturs karakteristika.
Man kan for det første se på verdensopfattelsen, herunder religionen: islam. I modsætning til protestantismen er den en lovreligion, der fremmer fundamentalisme, irrationalitet, hæmmer materiel stræben, og den er utopisk af væsen. Det er ikke denne verden, men den anden, hinsidige verden, man skal orientere sig imod og gøre sig fortjent til.
Den muslimske kultur er desuden præget af fatalisme, resignation og skæbnetro: det står ikke i det enkelte menneskes magt at ændre sit eget livsforløb. Denne tro har igen forbindelse med en bagudskuende tidsopfattelse, hvilket forhindrer planlægning og punktlighed. I den muslimske kultur er viden desuden abstrakt, teoretisk, kosmologisk og ikke-verificerbar. Videnskaben har derfor aldrig for alvor kunnet slå rod.
Dernæst kan man se på de etiske værdier og den moralske kodeks i den muslimske kultur, som er elastisk; der er med andre ord en kløft mellem de utopiske normer og den konkrete og reelle adfærd. Det fører til en kultur præget af mistillid.
Hvad angår de borgerlige dyder i den muslimske kultur, så må man sige, at de generelt er mindre betydningsfulde. Man gør sig ikke umage og har ingen ordenssans, som i Vesten, og ordholdenhed samt punktlighed spiller heller ikke samme store rolle som i den vestlige kultur. Også uddannelse underprioriteres, hvilket skaber en kultur præget af afhængighedsforhold og ortodoksi: Lovreligion, autoritet og lydighed præger en sådan kultur.
Derudover kan man se på en lang række sociale normer og adfærdsmønstre i den muslimske kultur. Retssamfundet er hæmmet eller reelt ikke-eksisterende. Det er ikke meritter, men kontakter, der betyder noget, hvis man vil frem i livet. Ydermere bliver korruption tolereret.
Noget så afgørende for et smidigt, stabilt og ordenspræget samfund som tillid har også en negativ eller fraværende karakter i den muslimske kultur: tilliden mellem mennesker strækkes ikke ud over det snævre samfund; man identificerer sig ikke med fremmede. Ærlighed, pålidelighed og gensidighed er ikke fremherskende. Civilsamfundet er derfor nedbrudt, for loyalitet over for familien, slægten, klanen, trosfællerne er det afgørende. Andre mødes med mistillid. Familien opfattes som en fæstning imod det omgivende samfund, hvorfor familiens ære og skam også er helt central.
Ikke mindst får opdragelsen en særlig karakter: drengene står i centrum på bekostning af pigerne; de får i løbet af opvæksten et stort ego, og den respekt, de modtager i det omgivende samfund – hvis de vel at mærke befinder sig i Vesten – står ikke mål med den respekt, de er opdraget til at forvente. I det vestlige værtssamfund er det nemlig meritter, ikke kønnet, der giver respekt. Derfor bliver drengene hyppigt aggressive og fjendtlige, når de oplever det, den tyske kulturkritiker Hans-Magnus Enzensberger kalder ”narcissistisk krænkelse”. Et stort ego koblet sammen med manglende talenter er en sprængfarlig cocktail.
Den islamiske kultur skaber altså et samfund præget af mistillid. Det kommer bl.a. af, at der ikke findes et levende foreningsliv. Man har svært ved at stole på andre, graden af samarbejde og social kapital er i det hele taget meget lav. Kollektivet står over individet, og det er præcis kollektivets normer (famlien, slægten, det religiøse fællesskab), der er vigtigst. Magten er ydermere centraliseret, den er altså ikke delt og begrænset ligesom i Vesten. Magten udøves desuden på en tilfældig måde.
Endelig er denne kultur for det første karakteriseret ved, at eliten ikke er ansvarlig over for befolkningen, men derimod magtfuldkommen og udbyttende. Og for det andet gennemsyrer religionen hele samfundet; der er ingen sekularisering, og religiøst begrundede absolutte sandheder dominerer. Tilsvarende er kvinder underordnet mænd; mandens vilje og dominans er karakteristisk for den muslimske kultur.
Det afgørende ved disse kulturelle elementer er, at de forhindrer, at en national loyalitet kan vokse frem. Altså en loyalitet, der forsoner fremmede mennnesker med hinanden, fordi det afgørende nationens medlemmer har tilfælles er sådan noget som deres fælles hjemland, det territorium, man kan kalde ”vores”. Islam er derimod en tværnational loyalitet, rettet mod Ummaen, og ydermere er samfundet pulveriseret i sekter og klaner. Når sunnier og shiamuslimer ikke kæmper sammen imod Vesten, bekæmper de som bekendt hinanden.
Denne kultur fremmer kort sagt ikke et åbent, liberalt og demokratisk samfund. Eller en nationalstat, for der er ingen identifikation med statens institutioner. Hvis man ikke forstår, at det er kultur, og ikke primært sociale problemer, der er årsagen til de aktuelle konflikter, kan man heller ikke løse dem. I stedet prøver man sig med offerrollen og faldbyder følgelig socialpædagogik og terapi for at dæmme op for radikalismen eller tilbyder gratis ungdomshuse for at dæmme op for vold og hærværk.
For få år siden var offentligheden chokeret med udsigten til det multikulturelle samfund, hvor personer afviste demokratiet, og hvor der opstår zoner uden for lov og orden, hvor medierne ikke tør bevæge sig ind, og hvor politi og selv brandfolk og anden nødhjælp stenes ud. Det er hverdag i dag. Tusindtallige demonstranter afviser blankt dansk kultur og dansk demokrati. Men tør ikke tænke på fremtiden, når utilpassede indvandrere udgør langt flere end i dag, hvis de demografiske fremskrivninger holder.
Ikke integration, men assimilation til vores kernekultur er vejen frem herhjemme samt magtbalance, dvs. politisk realisme, ude i verden.
