Af Morten Uhrskov Jensen
Hvorfor bliver man ikke liberal eller socialist? Spørgsmålet er i hvert fald en overvejelse værd. Man kan faktisk påstå, at tilværelsen bliver lettere, om man tilhører en af de to retninger. Det skal ikke misforstås. Der skulle nødig være tale om klynk. Klynk er noget skidt. Til en start bliver man ynket, og hen ad vejen bliver man blot ynkelig. Men man kan dog misunde de liberalistiske og socialistiske tankesystemer for at besidde en vidunderlig simpelhed. Alting bliver så uhyre enkelt, når man først har besluttet sig for at tilslutte sig det ene eller det andet. Og omvendt så meget mere bøvlet, skulle man alligevel bestemme sig for at kalde sig konservativ. Lad mig i det følgende forsøge at forklare nogle grundlæggende træk ved de tre positioner og deres stillingtagen til spørgsmålene om mennesket, samfundet og staten og i sidste ende til deres evne til at skabe kredit eller debet på kontoen. Da jeg kalder mig konservativ, er slutresultatet på sin vis givet på forhånd, men tillad dog muligheden af at sandsynliggøre påstanden om, at den konservative tanke ved vejens ende er den mest gangbare. Den er ikke den mest spændende og derfor heller ikke den mest intellektuelt udfordrende, men det gør den måske netop så meget desto mere holdbar.
Mennesket er som væsen i både liberalismen og socialismen fornuftigt og derfor stærkt. Mennesket er derfor ikke på forhånd bundet af noget hverken uden for eller inden for det selv, det lade sig være en gud eller en biologi, der pålægger det bindinger. Når liberale og socialister ikke kan døje hinanden, skyldes det således ikke deres grundlæggende forestilling om mennesket, men kun deres syn på dette menneskes forhold til andre mennesker. For den liberale er mennesket pr. natur et individuelt væsen, og da det er stærkt, kan det bedst realisere sig selv, hvis det overlades til sig selv.
Socialisten vil på den anden side hævde, at mennesket er et kollektivt væsen, der kun kan handle sammen med andre. Frigørelsen finder først sted, når mennesket lærer, at det kun når sand indsigt, når det sammen med andre danner fællesskaber, der derefter handler.
Heroverfor står den konservative, som ser med skepsis på menneskets iboende fornuft, hvad enten denne finder sted individuelt eller kollektivt. Mennesket kan ind imellem, måske ligefrem ofte, handle rationelt og godt, både alene og sammen med andre, men samtidig er der skjulte kræfter, der trækker i en anden retning. Der er i mennesket, samtidig med dets evne til at gøre godt, en ofte skrækindjagende evne til at forvolde ondt, og det igen både alene og i fællesskab. Mennesket er derfor hverken eller, det er både godt og ondt, og det kan ikke på forhånd afgøres, hvorvidt det gode eller det onde fremtræder individuelt eller kollektivt. Den konservative vil oven i købet ofte gå så langt som til at hævde, at det i reglen er netop fornuftigst at se mennesket som ondt, da der derved frembringes en evne til ikke at lade sig narre af blændværk. Den grundlæggende tilstand af mangelfuldhed hos mennesket kan ikke ændres uanset omstændighederne, og hverken samfundet eller staten – eller for den sags skyld markedet – kan derfor frelse mennesket.
Samfundet eksisterer ikke i den liberale tankeorden. Samfundet er kun summen af de individer, der er i det. Af samme grund bør samfundet også kun bestå af frivillige fællesskaber. Alt hvad der rækker ud over disse, er et overgreb, idet det ikke nødvendigvis accepteres af alle individerne.
For socialisten befinder samfundet sig i en stadig konflikt. Der findes stridende grupper i samfundet imellem dem, der har, og dem, der ikke har. Opgaven må således bestå i at samle de individer, der ikke har, så de kan indtage deres retmæssige position i samfundet.
Og igen er det mindre simpelt for den konservative. Her tænkes individerne både individuelt og kollektivt, og det samlede antal individer ses derfor både som alene og som en del af et hele, der måske nok kan være svært at få øje på, men som ikke derfor i sin uudtalthed skal overses. Tilsammen er samfundet altså mere end blot enkeltindividerne, og der er i heldigste fald snarere tale om det, som den engelske, konservative filosof Roger Scruton har kaldt »a community of strangers«. Dette fællesskab af fremmede må støtte sig til en række normer og skikke, der ikke er udtrykkeligt udtalte, men som gør det muligt at orientere sig gennem livet. Mennesket lever her i en bunden frihed, da den utøjlede frihed får mennesket til at opføre sig asocialt over for sine medmennesker.
Staten er for den liberale et onde, som skal begrænses mest muligt. Da individet er stærkt, bør staten holde sig væk i det størst mulige omfang. Statens opgave indskrænkes således til opretholdelsen af lov og orden, og indblanding derudover vil principielt ses som et onde, der har til hensigt at udvide statens magt på individernes bekostning.
For socialisten (jeg ser her bort fra Karl Marx´ fantasterier om statens hendøen) er staten et redskab til at frigøre individerne, i praksis den eller de grupper, der bliver forfordelt af det hidtidige styre. Statens mål må derfor være at blive så stor som muligt, da den kun herved kan realisere den omfordeling, der er nødvendig for at inddæmme de individer, der ikke arbejder i fællesskabets interesse.
Og atter må den konservative opponere og sige, at det ikke er tilrådeligt at gøre staten hverken for lille eller for stor. Bliver den for lille, svigter den dem, der ikke har tilstrækkelige evner til eller mulighed for at opretholde en fuldgyldig tilværelse som medlemmer af samfundet. Bliver den for stor, kvæler den de individer, der ønsker at skabe noget for sig selv og samfundet; den kvæler den vidunderlige stædighed, der kendetegner mennesket, hvad enten det så udfører sine handlinger i egeninteresse eller af uegennyttige grunde.
Så langt, så godt. Når nu konservatismen tilbyder et væsentlig mere nuanceret bud end de to andre tankesystemer, hvordan kan det så være, at det konservative står så svagt, som tilfældet er? Forklaringen skal, så vidt jeg kan se, søges i det forhold, at konservatismen ikke appellerer til den mennesketype, som er blevet forsøgt frembragt i de sidste i hvert fald fyrre år, formentlig også længere end det. Denne mennesketype har enten været formet af 1970´ernes socialisme eller af 1980´ernes liberalisme. Og især har den været formet af en søgen væk fra et realistisk, konservativt menneskesyn. Det hævdes, at mennesket er et i grunden grænseløst væsen, som kan alt, hvis blot det får lov, det være sig individuelt eller kollektivt. Denne forklaring har insisteret på, at mennesket ingen begrænsninger har, når bare det erkender sit sande jeg. Denne appel er uden tvivl attraktiv for mennesket, som derved ser sig selv som universets ubestridte centrum. Den vestlige tanke ser ikke længere menneskets begrænsninger, men kun dets ubundne muligheder i en verden, hvor alt kan lade sig gøre.
Og så giver spørgsmålet om kredit eller debet sig selv. Når socialismen, inkarneret i socialdemokratismen, får lov at tage over, så trækkes der alvorligt på kontoen. Så bliver mennesket til et artsvæsen i stedet for et åndsvæsen. Og så bliver de materielle behov, defineret og administreret af staten, til det eneste bærende. Så bliver det saliggørende at kunne aflæse indekset for ulighed og at få denne ulighed længere ned, koste hvad det koste vil. Så underordnes mennesket en utopi, og resultatet bliver derefter.
Når liberalismen har fat i den lange ende, bliver menneskene til for markedets skyld og ikke omvendt. Så vil alt, der umiddelbart gavner markedet, være gud, og så vil kulturen i almindelighed og menneskene i særdeleshed blive taberne. Også her kan overtrækket være betydeligt.
Og så ender vi med det eneste realistiske alternativ, det, der i reglen opretholder og ind imellem endda sætter ind på den fælles konto, så der er noget at tage af, også i dårlige tider. Den konservative tanke tager udgangspunkt i mennesket, som det ser ud i virkeligheden, og ikke, som de to ideologiske tankesystemer, socialisme og liberalisme, i, hvordan mennesket burde være. Resultatet – som aldrig er endeligt – kan synes lidt kedeligt, men det er til gengæld en del mere holdbart.
