Af Kasper Støvring
Blandt de mere absurde fortolkninger af nyligt afdøde Samuel Huntingtons politiske ståsted hører den, at den fokætrede politolog skulle være en slags godfather for neo-konservatismen og således billige Irakkrigen. Hvis man altså forstår krigen som et forsøg på at indføre de ”universelle” værdier om demokrati og menenskerettigheder i et land med en helt anden kultur end den vestlige.
Huntington var tværtimod klassisk konservativ. Det fremgår allerede af hans paradigme om civilisationernes sammenstød, der selvfølgelig stadig har relevans som en forklaring på konflikterne efter den kolde krig. Det gælder især de to bærende teser. For det første, at de vigtigste konflikter i verden ikke er ideologiske, men kulturelle. Og for det andet, at modernisering ikke medfører vestliggørelse, men tværtimod revitalisering af partikulære kulturelle identiteter.
Clash-paradigmet indebærer også et relevant konservativt budskab, som jeg i det følgende vil reflektere over i anledning af Huntingtons død. Nemlig at vi indenrigspolitisk afviser multikulturalismen, der forener en utopisk idé om kulturel sameksistens med en dekonstruktion af den historisk fremvoksede kernekultur, der bærer de vestlige nationer (selv om multikulturalismen er en vestlig opfindelse, er den en anti-vestlig ideologi).
Samtidig bør vi udenrigspolitisk besinde os på verdens multipolære karakter. For at sige det populært: Vi bør være multikulturelle ude og nationale hjemme.
Især Irakkrigen har vendt universalismens drøm om demokrati til et mareridt for Vesten. Irakkrigen startede som en sikkerhedspolitisk intervention, men udviklede sig siden til et universalistisk demokratiprojekt. Dette mislykkede forsøg på at demokratisere Irak kalder på selverkendelse og selvbesindelse. For de demokratiske værdier er måske nok universelle i den forstand, at de principielt kan udbredes til hele kloden. Men omvendt må vi erkende, at de kulturelle forhindringer er så enorme, at vi gør bedst i at vågne af den feberhede drøm at demokratisere fremmede lande.
Det er klart at se, hvorfor denne drøm er opstået: Da Muren faldt i 1989, vandt demokratiet, sagde man. Derfor var man animeret af oplysningstidens idé om, at demokratiet var universelt i den forstand, at det lod sig udbrede til hele verden; det udsprang ikke af en partikulær kultur. Krigen på Balkan havde desuden vist, at man med succes kunne intervenere militært ud fra moralske idealer.
Herfra drog man en generel lære: det måtte jo også gælde i Irak. Men det var naivt. At man tog fejl skyldtes kort sagt, at man var til fals for idealisme. Det er ikke de politiske realister, men de utålmodige idealister, der nu må komme til besindelse.
Forskellen mellem neo-konservative og klassisk konservative som Huntington kan vise noget vigtigt om Irakkrigen som et demokratiprojekt – og om grænserne for dette projekt. De neo-konservative, der lagde planen for den amerikansk ledede intervention, er netop en slags utålmodige sjæle. De betoner på aktivistisk vis universalismen, imens de klassisk konservative besinder sig på de særlige kulturelle forudsætninger for demokratiet.
Neo-konservative er opflammet af det, idéhistorikeren Hans-Jørgen Schanz i en anden sammenhæng har kaldt ”den historiske passion”. Denne passion begyndte at brænde igennem i oplysningstiden, og den lærer, at alt, hvad der er vigtigt i livet, er historisk. Som Schanz gør opmærksom på, betyder det historiske ikke bare menneskeskabt forandring, men det, der altid kan være et projekt for menneskelig skaben.
Historie blev dermed et fremtidsanliggende, hvilket var tydeligst hos Karl Marx, der mente, at fremtiden kunne skabes ved den rette brug af fornuften. De neo-konservative forkæmpere for demokratiet er, skønt aldeles kritiske over for marxismen, på en måde elever af Marx. De er grebet af det ideal, at det liberale demokrati ganske vist historisk har rødder i en bestemt grund, nemlig den vestlige kultur, men at demokratiets frø sagtens kan plantes i fremmed jord og spire frem, så det med tiden vil blomstre så frodigt som i Vesten. De demokratiske friheds- og lighedsprincipper opfattes netop som universelle.
Som hos gamle Marx og hans endnu ældre læremester den tyske filosof Hegel gælder det om at udgrunde historiens lovmæssigheder. Og har man først opdaget den historiske logik, så ser man sig også i stand til at forklare, hvorfor demokratiet vil vinde stadig større udbredelse, efterhånden som historien skrider frem.
Dét var som bekendt Fukuyamas tese efter Murens fald. De neo-konservative går et skridt videre og stiller sig selv i historiens tjeneste. De arbejder aktivt med på demokratiets udbredelse på basis af en “missionær entusiasme”.
En konsekvens af den historiske passion er forkastelse af traditioner. Hvorfor? Fordi kulturelle traditioner udgør forhindringer for ønsket om at indrette historien som et bevidst menneskeligt projekt.
Det gælder også det irakiske demokratiprojekt, der er blevet lanceret med det afslørende slagord nation building – som om man kan bygge nationer, ligesom man kan bygge broer, veje og dæmninger. Men nationer er ikke bevidste konstruktioner rejst af sociale ingeniører. De er derimod historisk fremvoksede kulturfællesskaber.
At traditioner kan udgøre forhindringer for demokratiets virkeliggørelse er oplagt. Demokrati kan vanskeligt indføres i en kultur, hvor der er tradition for fundamentalistisk dyrkelse af religionen; hvor der er et fatalistisk syn på skæbnen; hvor der er et ortodokst syn på uddannelse; hvor arbejde opfattes som et onde; hvor korruption tolereres; hvor man primært er loyal over for familien, stammen eller klanen, og hvor fremmede omfattes med mistillid; hvor der er en stærk autoritetstro, og hvor magten er centraliseret og udøves vilkårligt. Og så videre.
I Irak hersker mange af disse traditioner, og derfor må neo-konservatismen tage form af en radikal ideologi: Den gamle samfundsindretning må smides på historiens mødding, for at det nye samfund kan vokse frem.
Nu vil den opmærksomme læser tænke, at en sådan radikal konservatisme i grunden er en selvmodsigelse. Konservatismen er jo anti-revolutionær og anti-utopisk, for så vidt som den ønsker at bevare det givne.
Men sådan ser det slet ikke ud for de neo-konservative. De ønsker at skabe det bevaringsværdige, netop fordi også de vil bevare de gamle værdier og den gamle orden, som de kender fra deres egen kultur. Når de neo-konservative ønsker en aktiv indgriben over for de despotiske regimer, så er der tale om en abstrakt form for fremskridtsoptimisme. De forestiller sig, at noget radikalt anderledes i fremtiden vil vise sig i kraft af denne i grunden idealistiske utopi om genskabelse.
Her er det, at klassisk konservative må mane til besindelse på, at der er grænser for demokratiprojektet, for menneskers evne til at manipulere med og bemestre dets omgivelser. Heraf følger opgøret med traditionshadet og den historiske passion, altså med dogmet om, at alt, hvad der er vigtigt i livet, er historisk. Det gamle er ikke noget, der endegyldigt kan lægges bag, og vores tid adskiller sig ikke skarpt fra tidligere tider. Tværtimod lever tidligere tiders forestillinger videre i os. Tilsvarende er traditioner ikke blot snærende bånd, men er med til at give livet mening.
Hvilke politiske konsekvenser har det? Klassisk konservative afviser en aktivistisk udenrigspolitik og besinder sig i stedet på realismen. Akkurat ligesom Huntington. Realismen foreskriver, at nationer må gøre, hvad der er i deres interesse og overlade andre nationer til deres egen skæbne.
Men dertil må man ganske vist tilføje, at det ikke altid er i egen nationale interesse at overlade andre til deres skæbne. Når islamiske terrorister har haft held med deres destruktive forehavender, skyldes det netop, at vi i Vesten først sent efter Murens fald har erkendt, at vi stadig har fjender, og at de næres af fejlslagne stater.
Fjender må bekæmpes, af og til med magt, blot ligger der heri ikke et entydigt svar på, om det var en klog beslutning at intervenere i Irak. Men et bestemt motiv bag interventionen burde kunne bakkes op af både konservative og neo-konservative: at det var i de vestlige nationers sikkerhedspolitiske interesse.
De konservative og neo-konservative adskiller sig altså ikke i synet på anvendelsen af magt for at forsvare nationen. De ser først og fremmest forskelligt på ideen om, at oplysningens værdier er universelle og potentielt universaliserbare. Det troede også Hegel og Marx.
Men konservative har altid været tilbøjelige til at mene, at disse værdier netop er bundet til en bestemt kulturel horisont. De vestlige værdier og demokratiske institutioner er biprodukter af en særlig kristen kultur. Som sådanne vil de vanskeligt, og måske aldrig, slå rod i ikke-kristne kulturer.
Der vil i hvert fald blive tale om et helt andet form for demokrati, sådan som vi for nylig har været vidne til i Det Palæstinensiske Selvstyre og i Irak. Med det frie valg følger her afviklingen af den liberal-demokratiske frihed.
Konservative vil gang på gang understrege, at det sekulære, liberale demokratis historiske oprindelse ligger i kristendommen. Det moderne demokrati er simpelthen en sekulær udgave af den kristne doktrin om menneskets universelle værdighed. Altså det, der i dag opfattes i ikke-religiøse termer som menneskets rettigheder.
Denne rent historiske forklaring kan der måske nok være enighed om blandt konservative og neo-konservative. Men det afgørende stridspunkt, som vi hele tiden går ud fra – og hele tiden vender tilbage til – er altså striden om, hvor vidt de vestlige værdier er universelle. Eller om de blot på dette givne tidspunkt i historien nyder udbredelse i en kultur, der måske kun midlertidig står stærkt i verden.
Ifølge denne konservative opfattelse kan vi ikke sige noget endegyldigt om, hvordan fremtiden vil se ud, for historien er som helhed en åben og uforudsigelig proces. Det er ikke historien, men snarere den stærke tro på universalismen, der er ved at nå sin afslutning.
(Det ovenstående bygger på min artikel ”Universalismens afslutning?” i Morten Uhrskov Jensen (red.): Jorden tro (2007)).
