Af Morten Uhrskov Jensen
Da de tretten tidligere kolonier, der skulle komme til at danne grundlaget for den statsdannelse, vi kender som USA, i 1783 gennem krig havde erhvervet deres uafhængighed fra Storbritannien, opstod et større spektakel. De sejrende amerikanere var nemlig langt fra enige om, hvilken udformning det nye lands forfatning skulle have. Der var dem, der ønskede, at båndene mellem stater som Massachusetts, New York og Virginia skulle være så løse, så centralmagten ville være næsten ikke-eksisterende. Og så var der dem, der mente, at en relativ stærk føderal stat var en nødvendighed, hvis ikke det enestående eksperiment, der var tale om, skulle blive af kort varighed.
Føderalisterne endte med at vinde, og centralregeringen i Washington D.C. har siden da i betydelig grad udstrakt sin magt til flere og flere områder. Samtidig skulle det i 1780´erne besluttes, hvor stor en rolle den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt burde spille. Resultatet blev det berømte Checks and Balances, hvor de tre magter holdt hinanden i skak, og hvor derfor den dømmende magt i form af Højesteret, The Supreme Court, fik et stort ord med på vejen. At unionens Højesteret kunne underkende ikke mindst delstaternes love som forfatningsstridige, gav altså en ikke-folkevalgt institution stor indflydelse. Dette var en følge af den skepsis, som en række førende amerikanere med Alexander Hamilton i spidsen nærede over for et for vidtgående folkestyre. Alexander Hamilton var konservativ ind til roden, og han frygtede, at en dygtig demagog kunne vinde præsidentembedet og føre landet i ulykke, uden at der var nogen instans, der lovligt kunne gribe ind. Man skal her huske på, at der virkelig var tale om noget næsten uprøvet, nemlig demokrati i stor målestok, hvor en langt større del af befolkningen (den mandlige) kunne stemme, også sammenlignet med Storbritannien og dette lands lange parlamentariske tradition.
Når Højesteret i USA derfor spiller en alt andet end tilbagetrukken rolle, skyldes det altså oprindelig en konservativ bekymring for alt for hastige forandringer.
Meget anderledes gik det umiddelbart i Danmark i 1849, hvor vi fik Grundloven, der afsluttede næsten 200 års enevælde. Det er aldrig blevet bestridt, at den danske højesteret kan erklære lovgivning i strid med Grundloven, men hidtil har Højesteret kun udøvet denne beføjelse i forbindelse med Tvindsagen i 1999. Et bud på hvorfor det har forholdt sig sådan, skal ikke søges i politisk radikalisme, men det modsatte. På papiret frem til 1953 og i praksis frem til 1901 kunne den næsten pr. definition mest konservative af alle institutioner, kongehuset i skikkelse af majestæten, nemlig udpege og afskedige regeringen, som monarken fandt det passende. Der var med andre ord ikke brug for en højesteret til at omstøde lovgivning, der blev anset for forfatningsstridig. Efter parlamentarismens indførelse i 1901 – hvorefter regeringen skal gå af, hvis den har et flertal i Folketinget imod sig – er denne tradition fortsat, og Højesteret blander sig ikke i politik.
Og her skal så indskydes en vigtig mellemregning. Alexander Hamilton tog, i hvert fald på lang sigt, fejl. Ved begyndelsen af det 21. århundrede er det ikke folket, der er radikaliseret. Snarere er det sådan, at de forskellige folk i de vestlige lande er bærere af den konservative tanke, der tilsiger, at forandringer skal ske gradvist og ikke komme som en tyv om natten. Man kan derfor, hvis man har en tendens i retning af det konservative, det velprøvede, sige, at den danske ordning, hvor Højesteret ligger i skyggen af den lovgivende magt, er en god vej at betræde, hvis man ikke ønsker radikale ændringer af det bestående.
Omvendt forholder det sig i dag med det, man kan kalde eliterne, her under den juridiske elite. Hvor befolkningernes flertal er forsigtige og skeptiske, er eliterne i stigende grad løsrevet fra den konservative tanke at bevare det bestående. Når det kommer til spørgsmål om EU eller indvandringen fra den tredje verden til Europa (og USA), er det store flertal af eliterne radikaliserede, og de ønsker hastige forandringer, dvs. et mere føderalt Europa og en stor og stigende indvandring fra især muslimske lande. Man behøver ikke at blive herved. Også i forhold til retspolitikken, uddannelsespolitikken og bistandspolitikken har eliterne gennem de seneste i hvert fald fyrre år fjernet sig mere og mere fra den almindelige befolkning. Og på alle områderne gælder det, at eliterne ønsker eksperimenter afprøvet og pengestrømme kanaliseret til de projekter, som har det til fælles, at de er tænkt teoretisk og ikke behøver at have stået erfaringens prøve.
I lyset af EF-domstolens afgørelser fra i sommers, der reelt har undermineret den danske udlændingepolitik, er ovenstående værd at lægge mærke til. Og i lyset af hjemlige aktivistiske institutioner og forskere ved universiteterne er det her beskrevne endnu mere værd at lægge sig på sinde.
Hvis man sætter de meningsdannende eliter til at udgøre fem procent af befolkningen, så er det ikke for meget at hævde, at deres indflydelse langt overstiger deres numeriske antal. Og når man dertil ligger, at eliterne – de radikaliserede – mere eller mindre systematisk har fjernet sig fra befolkningerne – de konservative – så er der lagt op til en magtkamp, som skal finde en vinder, eller i det mindste en part, som kan tvinge væsentlige dele af sin vilje igennem.
Ingen politisk doktrin er perfekt. Endvidere kan doktriner skifte betydning og kan blive radikale eller konservative, hvis forholdene i øvrigt ændrer sig. Når jeg forsvarer det folkelige flertals ret til at afgøre, hvad der er op og ned, gør jeg det ikke, fordi jeg bilder mig ind, at folkets flertal er ufejlbarligt. Det kan sagtens gøre forkert, så sandt som mennesket, konservativt anskuet, er et netop højst fejlbarligt væsen. Men er man enig i de præmisser, der her er opstillet, så bliver det afgørende, om man tænker radikalt eller konservativt.
Tænker man radikalt, ønsker man større beføjelser til den danske højesteret og til EF-domstolen. Så ved man godt, at man vil få mere end svært ved at gennemtrumfe sin vilje i det parlamentariske, politiske system. Det vil i fremtiden blive kun vanskeligere at overbevise de europæiske befolkninger om, at de skal give afkald på den suverænitet, de har nydt i kraft af deres nationalstater, for i stedet at overlade magten til et EU, som stort set ingen kan identificere sig med. Og det vil blive endda sværere at overbevise de europæiske befolkninger om, at fortsat masseindvandring fra den tredje verden fører til andet end forfærdende kriminalitet og en fremmedgørelse i egne lokalområder, i sidste ende en trussel mod eksistensen.
Tænker man radikalt, vil man affærdige disse bekymringer. Man vil dybest set være ligeglad med de skæbner, der må betale prisen for opløsningen af den europæiske kulturarv. Det vil man, fordi man teoretisk har udtænkt noget langt bedre, nemlig nationalstaternes afvikling og det multikulturelle samfunds kommen. Og til at realisere denne utopi behøver man domstolene.
Tænker man konservativt, vil man insistere på, at kun ved mådehold og en fastholden af det mindre onde kan man skabe tålelige samfund. Man vil derfor afvise, at dansk suverænitet skal afvikles til fordel for beslutninger truffet af ikke-folkevalgte dommere ved EF-domstolen. Man ved her, at den danske suverænitet har bestået historiens prøve, og at det vil være at spille hasard i løbet af kort tid at afvikle denne.
Tænker man konservativt, vil man være dybt bekymret over en udvikling, hvor Europa går imod en stigende islamisering, og man vil hævde, at flertallets vilje – som den kommer til udtryk ved holdningen i de europæiske befolkninger til islam – må være afgørende for, hvor kontinentet bevæger sig hen. Skal Europa eksperimentere med sin eksistens, eller skal Europa fastholde, hvad det har været gennem 1.500 år, afgørende præget af kristendommen og af de mange folkeslag, der bebor vores del af verden?
