Nedenfor følger min kronik fra Fyens Stiftstidende den 9. januar.
Hvis man generaliserer den menneskelige tilværelse ned til blot fire kategorier, så kan det gøres sådan her. Først har vi mennesket, dernæst familien/klanen/slægten, så kommer nationen og til slut religionen. Det er værd at lægge mærke til, at denne firdeling ofte optræder parvis, forstået på den måde, at en kultur eller civilisation i bredeste forstand vil lægge vægten på to af kategorierne og betone de to andre mindre. De to kategorier, der understreges kraftigst, vil så også nyde en juridisk beskyttelse, som ikke bliver de to sidste til del.
Den vestlige kultur har igennem århundreder gennemgået en udvikling, hvor nationen, men især individet, er kommet til at få en stadig mere fremtrædende placering. For en gammel nationalstat som Danmark kan det måske lyde mærkeligt, men sandheden er den, at det langt fra har været nogen selvfølge i det meste af Europa. Man behøver blot at tænke på stater som Tjekkiet, Slovakiet og på nationerne i det tidligere Jugoslavien såsom Kroatien og Slovenien.
At individerne med de demokratiske forfatninger i Europa fra 1800-tallet og frem har erhvervet en række individuelle, retslige garantier, er vist hævet over enhver tvivl. Tilbageskridtene under det 20. århundredes ulykker har været betydelige, men set over en periode på ca. 200 år har resultatet været flere garantier til individerne, ikke færre. I takt med denne forståelse af individ og nation som beskyttelsesværdige findes der derfor en række paragraffer – enten direkte i forfatningerne eller i de almindelige love – der gør det muligt at sikre individer og nation mod overgreb. For at tage den sidste først beskytter staten sig selv ved at henvise til statens sikkerhed, hvis enkeltpersoner eller grupper truer statens fundament. Og det er værd at lægge mærke til, at denne sikkerhed ikke reelt er statens, men de borgeres, der lever på statens territorium. Da staten nemlig i de vestlige lande er legitim gennem den styreform, den demokratiske, som sikrer borgerne mulighed for indflydelse, bliver statens sikkerhed også til de individers sikkerhed, som ikke truer staten, men er loyale over for den.
Individerne er både sikret gennem frihedsrettighederne, såsom forsamlings- og foreningsfriheden, men individerne er tillige sikret mod ærekrænkende udtalelser rettet mod dem af andre borgere, der uretmæssigt gennem skrift eller tale forsøger at karakterisere enkeltpersoner med betegnelser, der må formodes at nedsætte deres omdømme i offentligheden. Det er nedsættende at blive kaldt fascist, nazist eller racist, hvis man ikke er det, og domstolene vil (med den katastrofale undtagelse i 2003 ved Højesterets kendelse i sagen Pia Kjærsgaard mod Karen Sunds) dømme den person, der uretmæssigt har ytret noget sådant om en anden.
Derimod nyder hverken familien/klanen/slægten eller religionen nogen særlig retslig beskyttelse. Det gør de ikke, fordi der her er tale om grupper eller ideer og ikke individer eller den nation, som individet bebor. Det er hidtil i stigende grad blevet en vestlig tanke, at grupper og ideer ikke kan påregne særskilt beskyttelse, da det netop af hensyn til individerne og nationen må være muligt, også særdeles hårdhændet, at kritisere strukturer, som tilfældet kan være i familien/klanen/slægten, eller tankesystemer, som disse kan blive praktiseret inden for religioner. Og det er ikke tilfældigt, når nu vægten lægges på individ og nation. Disse kan nemlig potentielt trues af f.eks. klanstrukturer, der ikke anerkender individernes ret til selvbestemmelse, og religionen kan potentielt true staten (og derved individerne), hvis en specifik religion fordrer en særlig ikke-demokratisk måde at indrette samfundet på.
Der kan derfor ikke være tale om et tag-selv-bord. Enten beskyttes individerne og staten, eller også trues disse af familiens/klanens/slægtens og religionens krav om tilsidesættelse af individernes rettigheder og af statens ret til at beskytte de individer, der er loyale over for den demokratiske samfundsorden. Anerkendes familiens/klanens/slægtens og religionens særlige krav på retslig beskyttelse, så eroderes den legitime stat, og så eroderes de individuelle rettigheder.
Alt dette er aldeles banalt, eller det burde i det mindste være det. Når det er nødvendigt at genopfriske disse helt afgørende forudsætninger for det vestlige demokrati, så er det takket være den norske regering og (ser det ud til i skrivende stund) det norske Storting.
På den norske regerings hjemmeside, www.regjeringen.no, fremgår det, at regeringen er ved at lægge sidste hånd på et lovforslag, der effektivt vil gøre op med den vestlige måde at tænke individ og nation på. Da regeringen råder over et flertal bestående af mandaterne fra Arbeiderpartiet, Socialistisk Venstreparti og Senterpartiet, må det forventes, at loven går igennem. Resultatet af loven vil være skrækindjagende og vil effektivt kvæle kritik af især religioners struktur og ønsker om at præge samfundet. Samtidig vil individets retsbeskyttelse mod ærekrænkende udtalelser ophæves fuldstændigt, og det vil herefter være muligt at kalde en hvilken som helst enkeltperson hvad som helst.
Under overskriften »Ytringsfriheten styrkes – straff for ærekrænkelser oppheves« står der (min oversættelse), at »regeringen går ind for at ophæve straffebestemmelserne mod ærekrænkelse i forslaget til ny straffelov. – Vi må reagere med andre sanktioner end straf mod ærekrænkelser«. Justitsminister Knut Storberget udtaler videre, at de fleste strafpådragende ytringer i fremtiden vil blive dækket af anden lovgivning, såsom bestemmelserne om »hadefulde ytringer«. Under dette skin hævder justitsministeren altså, at personer, der beskyldes for f.eks. fascisme, nazisme eller racisme, vil være beskyttet »af anden lovgivning«. Det kræver kun ringe fantasi at se for sig, at personer, der mener at se racisme alle vegne, vil hævde, at deres offer skam er racist, blot i en definition, som de selv og deres meningsfæller har udtænkt. Den danske Højesterets dårlige jura fra 2003 førte trods alt ikke med sig en afskaffelse af ærekrænkelse, da der blot var tale om en ringe dom. Den norske regering derimod er klar til at tage skridtet fuldt ud og lovliggøre ulovligheden, nemlig at krænke en specifik enkeltperson på dennes ære.
Men det bliver endnu mere muntert. Under overskriften »Bedre vern mot hatefulle ytringer« kundgør regeringen, at den »vil udvide strafbarheden om hadefulde ytringer således, at den omfatter kvalificerede angreb på religion eller livssyn. – Vi får et bedre værn mod stærkt krænkende ytringer, samtidig med at hensynet til ytringsfriheden bliver varetaget«. Og der argumenteres videre således: »Et straffeansvar, som værner forskellige religioner og den enkeltes religiøse følelser, kan afværge alvorlige konflikter i samfundet. Mange kan opleve sådanne angreb krænkende«.
Den norske regering har hermed forladt den vestlige måde at tænke på. I fremtiden bliver det i Norge strafbart at angribe tankesystemer, som religion er. Og individet, som måtte ønske at kritisere ideer udsprunget af bestemte opfattelser om samfundets indretning, kan følgelig få en dom for, at han eller hun har overtrådt landets lov. Individet kan nok så meget forsvare sig med, at det ønskede at kritisere en bestemt idé om at indrette samfundet ikke-demokratisk. Det er alt sammen lige meget. Individet har ikke længere denne ret, men må tie med forhold, der kan bringe både individet og nationen i fare. Nationen, fordi den så ikke længere kan beskytte de loyale borgere, og individet, fordi dette kan risikere at miste sine rettigheder, skulle en alternativ ikke-demokratisk samfundsorden få vind i sejlene. En samfundsorden, hvor individet ikke længere har de rettigheder, som den vestlige kultur har skabt for sig selv gennem de sidste ca. 200 år.
Det norske Storting er på vej til at vedtage en lov, der effektivt gør det klart, at landet har tænkt sig at forlade den vestlige tanke og i stedet at styre hen imod et samfund, der i bedste fald kan ses som et eksperiment, i værste fald som et mareridt for de individer, der må udholde at leve under en samfundsorden, hvor nationen har glemt, hvorfor den er en nation, og hvad det vil koste at have en sådan glemsomhed.
