Adskillelsens politik

af Morten Uhrskov Jensen

I næste nummer af Nomos er der en længere anmeldelse af Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksens bog "Adskillelsens politik", forfattet af undertegnede. Bogen kan med væsentlige forbehold anbefales. Forfatterne forsøger en tredje position midt imellem Tøger Seidenfaden og Nomos, og det er altså ikke nogen helt nem opgave. Nedenstående er afslutningen på min anmeldelse.

Kristendom

Når islam ikke kan skelnes fra kristendom (eller fra noget som helst andet religiøst fænomen for den sags skyld), kan kristendom selvsagt ikke skelnes fra islam. Stjernfelt skriver på s.230, at »hvis den grasserende religiøse genortodoksificering i både islam og kristendom har baggrund i en reaktion mod den liberale rettighedskultur…ja, så er multikulturalismen jo som aktør en del af problemet«. Det er bestemt en overvejelse værd, hvor meget kristendommen på det symbolske plan skal spille i menneskers daglige gøren og laden, men igen er det unuanceret ud i det groteske at sammenstille de to fænomener, som var de ens. Måtte jeg sagtmodigt anbefale forfatterne f.eks. at opsøge hjemmesiden www.religionofpeace.com, og de vil dér finde en opgørelse over, hvor mange terrorangreb der er blevet udført i islams navn siden den 11. september 2001. Forfatterne vil modsvarende få vanskeligheder med at finde oplysninger om tilsvarende forbrydelser begået i kristendommens navn. Der var for en del år siden i USA en abortmodstander, der skød og dræbte en abortlæge. Forbryderen blev behørigt og retmæssigt straffet. Derudover tvivler jeg på, at Stjernfelt og Eriksen kan finde eksempler, der på nogen måde kan retfærdiggøre deres hævdelse af paritet imellem islam og kristendom, når det kommer til viljen til at bruge vold. At der så på nogle områder finder en eller anden grad af »genkristning« sted, vil jeg ikke bestride, men det er blot nærliggende at se en sådan »vækkelse« som først og fremmest affødt af truslen fra islam og ikke som en »grasserende genortodoksificering i både islam og kristendom«.
På s.373f citerer forfatterne fra Gamle Testamente for at vise, at også andre skrifter end Koranen indeholder barbariske bud om den rette handlemåde. Da forfatterne (på s.374) når frem til Det nye Testamente, må de imidlertid lade sig nøje med en lignelse, »der kan tolkes som en legitimation for inkvisition mod de, der forsager Jesus Kristus«. Problemet er blot, at der skal opbydes mere end almindelig god vilje for at lade lignelsen om Vintræet fra Johannesevangeliet blive til en blodtørstig fordring om mord på anderledes tænkende. Med risiko for at blive kaldt perfid vil jeg hævde, at Stjernfelt og Eriksen har været rigtig kede af ikke at kunne finde noget mere hårdtslående materiale i Nye Testamente. Forfatternes aversion mod alt, der hedder religion, illustreres allertydeligst her, hvor man som læser forbløffes over, at Stjernfelt og Eriksen åbenbart selv mener, at de har sat alle ikke-rationalisterne på plads.


Et par mellemspil under bæltestedet

Sagligt set springer kæden helt af for forfatterne, når de på s.281 sammenstiller Asmaa Abdol-Hamid og Søren Krarup. Det hedder her, at »Man sidder indimellem tilbage med det indtryk, at ingen af dem synes at spille rent ud med, hvad de dybest set går ind for som deres respektive politiske mål – hvor omfattende en politisk rolle deres to »kulturer« skal ende med at spille«. Kan forfatterne godtgøre med ét eneste eksempel, at Søren Krarup har sat spørgsmålstegn ved den demokratiske styreform i Danmark? Kan forfatterne omvendt være et sekund i tvivl om, at Asmaa Abdol-Hamid ved ikke længere at ville give mænd hånden utvetydigt har inddelt menneskene i de rene og de urene, i de rigtige og de forkerte mennesker?
Helt tilsvarende kalder forfatterne forfatter og journalist Helle Merete Brix og islamisten Omar Bakri Muhammad for »homologe« (af samme slags) partnere. Den første har i skrift og tale advokeret for en sekulær og demokratisk samfundsorden, mens den anden for nogle år siden udtalte, at islams sorte fane ville komme til at veje over Downing Street. Den første er fortaler for retsstaten, den anden for teokratiet. Jeg fristes til at opfordre Stjernfelt og Eriksen til at læse på lektien.


Om hvem det er, der tror på skæbnen

I mit sidste punkt vil jeg vende tilbage til det med aktørerne contra strukturerne. Der er ingen tvivl om, at jeg hælder en hel del til det strukturelle, når vi taler om kulturens betydning. Modsat mener Stjernfelt og Eriksen, at kulturer er i høj grad plastiske, og at menneskers handlinger bestemmes af snart sagt alt muligt andet end kulturen. Når det kommer til at forstå den udvikling, som den vestlige verden gennemløber i disse år, er det imidlertid Stjernfelt og Eriksen, der bliver fatalister, så det forslår. Intetsteds på de mange sider gør forfatterne sig nogen tanker om de konsekvenser, som især en række europæiske lande har måttet erfare som følge af ikke mindst den muslimske indvandring gennem de seneste årtier. Konsekvenser som grov og hastigt stigende kriminalitet, religiøs fanatisme helt overvejende udøvet af muslimer samt en tiltagende fremmedgørelse af de dårligst stillede europæere i kraft af segregeringen af deres lokalsamfund lades aldeles ufortalt af Stjernfelt og Eriksen. Det er, som om det ikke vedrører dem, som om der blot er tale om krusninger på en overflade, forfatterne derfor ikke finder det værd at bruge deres tid på.
Hvis man som jeg mener, at de europæiske lande er på en potentiel katastrofekurs, og at udstikkelsen af denne kurs har bund i forkerte politiske beslutninger, så frigøres et potentiale for politisk handling og for en erkendelse af, at der kan føres en anderledes politik. Så bliver det pludselig muligt helt eller næsten at standse indvandringen fra tredjeverdenslande/muslimske lande til Europa, og så begynder de ansvarlige politikere (med et garanteret meget stort vælgerflertal bag sig) at formulere en assimilationspolitik i forhold til de indvandrere, der allerede er kommet til Europa, og den opsplitning af kontinentet mellem indbyrdes stridende kulturer på de samme territorier, som vil være en stensikker følge af at lade stå til, vil blive bragt til standsning.
Det er således ikke uden munterhed, at jeg kan slutte af med at fastslå (Adskillelsens politiks ubetvivlelige kvaliteter til trods), at Stjernfelt og Eriksen på et helt afgørende område – i høj grad også i forhold til deres egen oplysningsposition – bliver lige præcis så deterministiske, som de ellers har gjort sig så store anstrengelser for at vise, at alle de andre er.