Om en spasmager

Af Morten Uhrskov Jensen

Herunder følger så mit svar til Jens-Martin Eriksen, som det stod at læse i Weekendavisen tirsdag den 23. december. Jeg er egentlig ikke i tvivl om, at han mener, at vi er rigtig slemme, og jeg vil sådan håbe, at hans natur går over hans optugtelse, så vi - Eriksen og jeg - kunne tage en holmgang i retten. Som jeg skriver, tror jeg dog ikke rigtig på det. Jeg er bange for, at han mangler karakter og, hvad ved jeg, måske penge.

Om antydninger

I et slet skrevet essay (WA 12-12) – tungt sprog samt unødvendig brug af fremmedord for at stive sig af – viser Jens-Martin Eriksen sin begejstring for bestemte tyske gloser. Sympathisanten, Aktivisten, Machtergreifung og Dolchstoss bliver det til. Alle ordene anvendes som markører for danskere, der politisk definerer sig som nationalkonservative. Som redaktør af det nationalkonservative tidsskrift Nomos er jeg en af de udvalgte.
Fik læseren mon de rette associationer? Det vil jeg tro. Ved hjælp af antydningens beskidte kunst får JME stemplet nationalkonservative som tilhængere af støvletrampende ideologier.
Jeg synes, JME skulle gøre én af to ting: han kan uforbeholdent undskylde, at det gik helt galt for ham, da han skrev bemeldte essay, eller han kan beskylde f.eks. mig personligt for at nære nazisympatier. I det sidste tilfælde kan jeg så trække ham i retten og få ham dømt for bagvaskelse.
Jeg tror, at JME er for ussel til at gøre nogen af delene. Jeg tror, han foretrækker også i fremtiden at benytte sig af en underlødig sprogbrug. Der findes en vending, som lyder sådan her: »og præsten hævede stemmen, idet argumentationen var svag«. Den passer godt på JME (og på Frederik Stjernfelt, når de to skriver bøger sammen som Adskillelsens politik). De er politisk uenige med folk på højrefløjen. Ergo må disse indirekte karakteriseres som fascistoide, men det bliver netop altid ved antydningerne. O tempora, o mores, hvilken intellektuel stand, vi har i dette land.