Sidste nyt fra højrekulturalismen

Af Morten Uhrskov Jensen

Nedenstående var mit oprindelige svar til Jens-Martin Eriksen i anledning af hans essay i Weekendavisen den 12. december. Det blev skønnet at være for langt, og derfor bringer Weekendavisen tirsdag den 23. december et kort indlæg af mig, hvor jeg udelukkende kommenterer den del af Jens-Martin Eriksens essay, der handler om at karakterisere nationalkonservative som brune i kanten eller det, der er værre.

Fra den højrekulturalistiske fløj

WA bragte den 12. december et essay af forfatteren Jens-Martin Eriksen (JME) i kultursektionen med titlen »Payback time«. Som i bogen Adskillelsens politik, som JME har skrevet sammen med Frederik Stjernfelt, identificerer han tre fronter på den hjemlige politiske scene, nemlig venstre- og højrekulturalismen og så den tredje position, som JME (og Stjernfelt) står på.
Jeg er selv en af højrekulturalisterne (jeg ville aldrig selv anvende den betegnelse om mit eget ståsted, men jeg går i det følgende med på spøgen), og det nationalkonservative tidsskrift Nomos, som jeg er redaktør af, nævnes eksplicit i essayet. Jeg har endvidere med interesse læst Stjernefelt og Eriksens bog og vil på denne baggrund give mit besyv med, men først en sproglig bemærkning.
JME synes at have en forkærlighed for tyske gloser. Ordene Sympathisanten og Aktivisten bruges et antal gange om de passive henholdsvis de aktive højrekulturalister. Derudover optræder begreberne Machtergreifung og Dolchstoss en enkelt gang hver, også i forbindelse med højrekulturalisterne. De to sidste termer forbindes helt entydigt med nazismen, selv om dolkestødslegenden havde tag i flere tyskere end de nazistiske af slagsen. JME´s hensigt er derfor tydelig. Højrekulturalister skal kædes sammen med en bevægelse, som har begået unævnelige forbrydelser. Jeg skal ikke optræde fornærmet, da JME´s slet skjulte bagvaskelse er en kendt del af det spil, der spilles i vor tid. Jeg konstaterer blot, at smædeordene også her klæber til afsenderen og ikke til modtageren.

Så til min egen position som højrekulturalist. Det er korrekt, at jeg tillægger kulturen i bred betydning en overordentlig stor betydning for dannelsen af identitet hos mennesker. Et menneske – lad os sige en vesterlænding – kan godt aktivt vælge at forlade sin kultur og blive f.eks. muslim eller kosmopolit, men min påstand er, at det vil kun de færreste gøre. At JME teoretisk har ret i, at kultur ikke er en for én gang fastlåst ting, ændrer i praksis ikke en tøddel ved, at det overvældende flertal af mennesker identificerer sig med den kultur, de er født ind i. Stjernfelt og Eriksen postulerer gentagne gange i Adskillelsens politik, at kulturbegrebet er plastisk, men de gør intet forsøg på at vise, at det også forholder sig sådan i virkeligheden. Deres position er i bedste (eller værste) franske oplysningsstil, at vi ved fornuften og kun den kan tænke mennesket universelt og ikke partikulært.
Ud fra den her skitserede position er det logisk, at jeg finder den store og voksende, især muslimske, indvandring til Europa stærkt bekymrende. Den er for mig at se potentielt katastrofal, og det ville være tåbeligt ikke at operere med muligheden af et fuldstændigt sammenbrud af den europæiske, vestlige kultur. I hvert fald står det klart, at indvandringen til Europa over de seneste årtier har været i alt væsentligt negativ. Ghettodannelser, kriminalitet og særkrav fra først og fremmest muslimske grupper er realiteter, der burde overtyde europæerne om, at den førte politik har været en ulykke. Det burde derfor også være indlysende, at nærmest enhver indvandring fra tredjeverdenslande – og igen: især muslimske lande – skal stoppes så hurtigt som muligt. Derefter bør en kontant assimilationspolitik iværksættes, så det bliver muligt at indoptage de mange millioner muslimer, der i dag ikke ønsker denne tilpasning. Jeg vil gerne diskutere indholdet af en sådan assimilationspolitik, men da dette ville være mindst et essay i sig selv, skal jeg indskrænke mig til at nævne, at et stop for religiøse særkrav i sig selv ville gavne betydeligt.

Jeg har fundet stor fornøjelse af at læse JME´e hudfletning af venstrekulturalisterne. Som JME skriver, så har »De venstrekulturalistiske intellektuelle og især forfattere…udtømt deres lager af ammunition«. Og det er jo sandt. Ingen position er vel i dag mere håbløs end venstrefløjens kulturrelativisme. Fra Jørgen Bæk Simonsen over Institut for Menneskerettigheder og til Tøger Seidenfaden hersker en blindhed over for de fænomener, vi er vidner til, og som i historiebøgerne vil blive beskrevet med undren. Synspunkterne på denne fløj er så blottet for logik og sund fornuft, så de til fulde bekræfter George Orwells sentens om, at »Man skal være intellektuel for at tro på noget sådant, intet almindeligt menneske ville være så tåbeligt«. Hvad angår disse afsnit, har JME og jeg intet udestående med hinanden.

Det har vi derimod, når det kommer til spørgsmålet om befolkningens holdning. Jeg håber og tror, at JME har ret i, at flertallet af den danske befolkning støtter sig til højre- snarere end til venstrekulturalisterne. Og hvorfor mon flertallet gør det? Det kunne jo være, fordi flertallet kan se, at kulturer ikke er plastiske, men er grundet i sæder og skikke og uudtalte holdninger, som måske nok er svære at definere, men som næsten er så meget desto mere en realitet. Det kunne være, at der er noget virkelig virkeligt, som større og større dele af befolkningen oplever i deres dagligdag, nemlig fremmedgørelsen i egne boligområder og lokalområder samt fornemmelsen af en trussel mod eksistensen. JME synes derimod at mene, at bedre forklaringer – mere ren fornuft – kunne have afværget miseren. Vanskeligheden er blot, at JME synes at forudsætte, at der ikke ville være noget problem, hvis de korrekte universalistiske holdninger gennemsyrede den danske og den europæiske debat. Men det forudsætter, at disse holdninger kan tvinges igennem uden at overveje, om den muslimske indvandring i sig selv udgør et problem.

Og så er vi fremme ved min sidste indvending. I JME´s essay og i Adskillelsens politik fremgår det ikke én eneste gang, at der har været overvejelser om de konkrete virkninger af den muslimske indvandring. Hver gang Jens-Martin Eriksen eller Frederik Stjernfelt skriver eller udtaler sig, sker det uden referencer til faktisk indtrufne begivenheder. Det synes ikke at interessere JME eller Stjernfelt, hvordan den for nærværende danske og europæiske udlændingepolitik fungerer. Det interesserer ikke at undersøge, hvilke virkninger der kan iagttages i lokalområder og i forholdet til tillid mellem borgerne. Den tredje position – den absolutte oplysningstanke – synes at være indifferent over for de faktisk indtrufne begivenheder, men bekymrer sig så meget desto mere om sit teoretiske udgangspunkt, som så til gengæld ophøjes til noget ikke-diskuterbart, til noget hinsidigt.