Konklusion: Ingen argumenter for multikulturen

Af Jesper M. Rosenløv

Som det fremgår af indlægget nedenfor, har Kasper Støvring og Morten Ebbe Juul Nielsen netop udgivet antologien, Den Borgerlige orden. Jeg har selv haft den ære at bidrage til værket. Mit bidrag bærer titlen, ”Længe leve mangfoldigheden? – Betragtninger angående multikulturen”. Heri opridser jeg en række forhold, der illustrerer kulturens betydning for identitet og fællesskaber samt for disse fællesskabers sammenhængskraft (social kapital). Bl.a. med reference til sociologiske undersøgelser foretaget af f.eks. R.D. Putnam og A. Alesina (bare for at nævne nogle få) påvises det blandt andet, at monokulturelle samfund, set i forhold til multikulturelle samfund, bygger på en højere grad af tillid mellem borgerne og større tillid til de fælles institutioner (der dermed er mere funktionsdygtige). Desuden viser adskillige internationale undersøgelser, at monokulturelle samfund er rigere, mindre korrupte, politisk stabile og mere succesfulde m.h.t. udviklingen af demokrati. Disse kendsgerninger gennemgås på 20 sider og den afsluttende bemærkning lyder: ” Debatten omkring multikulturen og indvandringen behøvede ret beset ikke være mere følelsesladet end debatten om jyske motorveje. Men desværre foregår debatten ikke ud fra rationelle overvejelser omkring fordele og ulemper. Multikulturen og indvandringen er blevet en del af en igangværende kultur- og værdikamp. I dette emne har især venstrefløjen fundet sig en niche, hvor de over for omgivelserne kan fremvise noget, der opfattes som høj moral og en særlig form for humanitet. Og desværre har venstrefløjen haft held til at forplumre debatten med en skinger og anklagende tone over for anderledes tænkende. Deres egne argumenter for multikultur og liberal indvandring bygger oftest på ren moralisme, æstetik og sentimentalitet. Men egentlig burde man jo afkræve multikulturalisterne klare svar på, hvad de i grunden forestiller sig af fordele ved en multikulturel udvikling. Monokulturen har vist sit værd, så bevisbyrden må hvile på multikulturalisterne med hensyn til multikulturens pludselige fremtidige velsignelser. Hvorfor skal vi opgive et kulturelt homogent samfund, når det tydeligvis indebærer så mange fordele?”

Det sidste var jo tænkt som en provokation og i forbindelse med anmeldelserne af bogen kunne det jo så have været interessant, hvis nogle havde taget handsken op og fremkommet med nogle saglige argumenter for multikulturen. I skrivende stund er dette imidlertid endnu ikke sket. Og jeg tænker mit.

D. 10 november anmeldte Mikael Bonde Nielsen bogen på netavisen 180 Grader. Denne netavis har jo defineret sig selv som borgerlig. Og for folkene bag avisen betyder borgerlighed liberalisme og dyrkelse af det frit i luften svævende individ, der ikke kan forpligtes på nogle former for fællesskab – heller ikke når det gælder et kulturelt eller nationalt fællesskab. Og denne drengerøvsliberalisme mærker man da også tydeligt bag Mikael Bonde Nielsens kommentarer. Jeg vil dog begrænse mig til hans kommentar til mit bidrag. Han skriver: ”For Jesper M. Rosenløv er monokulturen ligefrem så attråværdig, at der ikke behøver argumenteres nærmere for den: "Monokulturen har vist sit værd, så bevisbyrden må hvile på multikulturalisterne ...". Ærgerligt, for vi er nogle stykker, der gerne vil vide, hvad det er for et monokulturelt fællesskab, der binder repræsentanter for ungdomshusmiljøet sammen med repræsentanter fra Faderhuset? Skal vi blot betragte det som lange haler i en ellers leverpostejgrå normalfordeling, som er tætpakket med mennesker, der hedder Jensen?”
Se dette er jo særdeles afslørende. Manden har tydeligvis slet ikke læst mit bidrag, men kun konklusionen. ”Vi er nogle stykker, der gerne vil vide, hvad det er for et monokulturelt fællesskab…”. Jamen for f…., det er jo det de foregående 19 sider handler om. Læs dem dog! Når Mikael Bonde Nielsen så endvidere når frem til den sære konklusion, at Kasper Støvrings bidrag, der handler om sammenhængskraft, skulle stå i modsætning til det jeg fremfører ( ”[det] står unægtelig i skarp kontrast til Rosenløvs etnisk-homogene fangelejr”), så må konklusionen vist være klar: badutspringer! Er det virkelig standarden på 180 Grader? Sørgeligt. Og til sidst – måske kunne man vende Bonde Nielsens perfiditet om og spørge – hvem er det egentlig, der repræsenterer en fangelejr-tænkning? Den, der vil forsvare danskernes ret til kulturel overlevelse og naturlig selvudvikling eller den, der vil påtvinge dem en indvandring/multikultur, som de ikke ønsker?
Mindre overrasket var jeg over anmeldelsen i Information, 15. november. Her omtaler David Rehling mit bidrag under overskriften ”De 'forkerte' danskere”. Rehling skriver: ”Den danske kultur kan selvsagt også søges afgrænset ved at modstille den til 'de fremmedes'. I sit indlæg trækker historikeren Jesper M. Rosenløv rodfrugter op af Dansk Folkepartis baghave. Han finder intet positivt i ord som "mangfoldighed," "multikultur" og "multikulturalisme". Og han undsiger, at man skulle blive dansk af at få dansk statsborgerskab: "Uanset hvor mange gange medierne omtaler de folk, som ønsker at blive evakueret fra deres ferie i Libanon, som danskere, så véd de fleste etniske danskere sandsynligvis godt, hvad der tales om. Nemlig at det ikke er andre etniske danskere som dem selv, men folk, der blot har dansk statsborgerskab, hvilket er noget ganske andet. 'Dansker' er i den gængse forståelse nemlig en betegnelse for en etnisk eller national identitet, der intet har med statsborgerskab eller farven på ens pas at gøre. Det er ikke en af 'os', men en af 'dem', vil de fleste vel tænke, når de hører begrebet dansker anvendt 'forkert' i medierne." Det vil næppe være en overraskelse for læseren, når Rosenløv senere i sin tekst når til konklusionen: "Det er især den muslimske indvandring, der udgør et problem." Og videre: "Desværre har venstrefløjen haft held til at forplumre debatten med en skinger og anklagende tone over for anderledes tænkende. Deres egne argumenter for multikultur og liberal indvandring bygger oftest på ren moralisme, æstetik og sentimentalitet."
Is that it? Man mærker jo Rehlings uvilje og ubehag, men reelt har han jo intet selv at byde på. Kun sin syrlighed. Men ok – vi har jo her i NOMOS-redaktionen tidligere set, at manden ikke kan læse indenad. Da han skulle kommentere NOMOS’ hjemmeside for et stykke tid siden, fik han det jo til, at den redaktionelle linje afspejlede en dyrkelse af den uhæmmede egoisme, selvom det tydeligvis siges, at den konservative vinkel netop er det stik modsatte. Tsk tsk. Måske klog af skade, vælger Rehling blot at citere denne gang. Han ved, hvor galt det kan gå, når han forsøger at referere tanker, der ligger lidt ved siden af Informations verdenssyn. Under alle omstændigheder finder vi heller ikke her en substantiel imødegåelse af mit forsvar for monokulturen.

I Kristeligt Dagblad anmeldte Henrik Jensen bogen den 22. november. Om mit bidrag skriver han: “Jesper M. Rosenløvs kritik af multikulturalismen har gode pointer, men bliver skinger i sit noget viljesprægede forsvar for "monokulturen", som den sjovt nok kaldes. Han kan have ret i, at "den kulturelle dannelse er et eksistensvilkår, der gør sig gældende inden for alle menneskelige fællesskaber". Det er der mange, der burde skrive sig bag ørerne i disse år, hvor allehånde utopiske forestillinger om bløde og lækre former for multikulturalisme trives. Problemet er, at i et humanistisk perspektiv forbliver babelstårnet utopien, men den babelske forvirring bemægtiger sig virkeligheden.” I forlængelse af denne kommentar kan man ligeledes inddrage Henrik Gade Jensens i Jyllandsposten den 25. november. Her står der: “Historikeren Jesper Rosenløv kritiserer berettiget multikulturalismen, men alternativet kommer til at virke klaustrofobisk.”
Nu kan jeg jo af gode grunde ikke fremdrage noget forsvar for multikulturen af disse to anmelderes kommentarer. De synes grundlæggende at være enige med mig. Men at mit forsvar for monokulturen skulle være ”skingert” og ”klaustrofobisk”, forstår jeg ikke og jeg bliver en smule forstemt over, at borgerlige kommentatorer føler sig ”kaldet” til at påstå dette. Det er skuffende. Jeg fremkommer med en række betragtninger på baggrund af en række kendsgerninger. Fremlæggelse af kendsgerninger kan umuligt være skingert. Mine betragtninger kan være det. Men hvad er det, jeg siger? Jeg siger jo ikke, at jeg med ”monokultur” forstår et samfund uden kulturelle mindretal. Dem kan der i et vist omfang være plads til. Men vi må v.h.a. af en stram udlændingepolitik værne om en dansk kernekultur, der sætter dagsordenen i Danmark og som disse mindretal på visse punkter må indordne sig under. Det synes jeg ikke er klaustrofobisk, men sund borgerlig fornuft, som ingen af anmelderne synes at have noget at sætte op imod. Exit multikulturalismen.