Af Kasper Støvring
Jeg har nedenstående artikel i dagens Politiken under overskriften "Slut med konservativ ørkenvandring?" i anledning af lederskiftet hos De Konservative:
Udviklingen i de seneste år har gjort det klart, at den traditionelle konservatisme er blevet hjemløs i den praktiske partipolitik. Og det er en skam. For De Konservative har noget unikt at byde på, hvis partiet vel at mærke begynder at føre en klarere konservativ politik. Spørgsmålet er, om den nye leder Lene Espersen kan og vil det.
Centralt i den traditionelle konservatisme står ideen om nationen og bekymringen for, hvordan samfundets sammenhængskraft kan sikres. Sammenhængskraft er nemlig et konservativt og ikke et socialdemokratisk begreb. Det er nationen, der binder samfundets mange forskellige individer og grupper sammen på en stabil måde.
Hvad er en nation? Det er et folkeligt fællesskab baseret på fælles sprog, historie, traditioner, hjemland og religion. Alt dette udgør værdierne i et lands kultur, som traditionelle konservative vil bevare. Uden en fælles kernekultur risikerer et samfund at blive opsplittet; konflikter vil vinde frem og borgerne vil stå som fremmede over for hinanden og den stat, de lever under.
For konservative ønsker også at bevare nationalstaten. Det vil sige den type stat, hvis grænser falder sammen med nationens grænser. Ligesom nationen skaber tillid mellem borgerne, skaber nationalstaten tillid mellem stat og borgere; den gør politikerne loyale over for befolkningen og gør borgerne villige til at gøre deres pligt og adlyde love, der ikke umiddelbart er i deres egen interesse.
Ifølge konservatismen er den nationale kultur vokset langsomt frem gennem en lang historisk udvikling, hvor borgerne har gjort fælles erfaringer. Den opfattelse gør konservative skeptiske over for forsøg på at konstruere politiske fællesskaber fra oven som i tilfældet med EU.
Af samme grund tror konservative også på gradvis udvikling. Man må afvise hasarderede sociale eksperimenter, der truer med at rive den organiske udvikling i stykker. Tilsvarende må man afvise utopiske ideer om det gode menneske og det perfekte samfund, der skal skabes fra år nul. Man bør i stedet bevare det, man kender, og som man ved, virker. Det bedste er som bekendt det godes værste fjende, lyder et konservativt bonmot.
Et andet bonmot lyder, at mennesket er for ondt til at godt samfund. Det er skarpt formuleret, men ideen er, at mennesket er et risikabelt væsen. Derfor er der ikke blot brug for en stram justits. Mennesket har også brug for faste rammer i form af etablerede institutioner, der kan tæmme og kanalisere menneskets energier ind i positive sammenhænge. Det kan være familien, venskaber, kirken, frivillige foreninger, nationen og staten. Disse institutioner har nemlig udviklet bevaringsværdier regler og former, der gør samlivet mellem mennesker gnidningsfrit.
Individuel frigørelse står altså ikke på det konservative program. Det gode liv sikres derimod gennem institutionerne og fællesskabet. Her adskiller konservatismen sig ikke blot fra liberalismen, men også fra socialismen. For det fællesskab, der skal bevares, er ikke klassen eller det politiske fællesskab. Det er det kulturelle fællesskab.
Derfor får det civile samfund også stor betydning. Det rummer nemlig de spontant oparbejdede uformelle normer for ærlighed, pålidelighed og gensidighed, der er så vigtige for et samfunds sammenhængskraft.
Hvordan varetages så denne konservatisme i dag? Den varetages på en måde godt, fordi den trives som en art tavs viden i den civile befolkning. Der findes en omfattende dokumentation for, at danskerne har en stærk nationalfølelse og en enorm tillid til hinanden og til staten, som også fungerer uden korruption. Og samtidig er danskerne skeptiske over for EU.
Men konservatismen varetages ikke godt nok rent partipolitisk. Ganske vist har Dansk Folkeparti opsamlet noget af det arvegods, som De Konservative har smidt over bord i hvert fald siden 1980’erne. Det gælder ikke mindst det nationale arvesølv.
Men store dele af det traditionelle konservative idégrundlag ligger stadig hen til fri afbenyttelse. For skønt nationalt er Dansk Folkeparti ikke et traditionelt konservativt parti. Det er snarere et højreorienteret socialdemokratisk parti, hvilket partiets forlovelse med velfærdsstaten røber.
De Konservative bør derimod varetage en national konservatisme koblet med bevaringen af en nationalstat, netop ikke en velfærdsstat. Her må civilsamfundet i stedet tage over. Denne konservative enhed af national orientering og opgør med velfærdsstaten er der ingen partier, der repræsenterer. Det er bare ét område, hvor De Konservative kunne genvinde en central og unik betydning. Jeg vil pege på to andre.
Det ene omhandler EU. Der burde være en langt større skepsis i forhold til EU. Alle konservative alarmklokker burde ringe, når en overnational konstruktion forsøger at underminere nationalstaten og dermed borgernes mulighed for at bestemme i deres eget land. Sagen omkring EF-Domstolen viser det katastrofale i, at en bureaukratisk og udemokratisk organisation overtrumfer nationalstaten i så alvorlige sager som udlændingepolitikken. Her bør De Konservative melde klart fra.
Det andet område, hvor den traditionelle konservatisme burde finde hjem til De Konservative, gælder integrationspolitikken. Multikulturalismen bør afvises, fordi den fører til konfrontationer og en udbredt mistillid mellem grupper i befolkningen. Positiv særbehandling af mindretalskulturer, især den muslimske, vil kun konsolidere parallelsamfundene. I stedet bør kravet om assimilation til den danske kernekultur være klar konservativ politik.
I det hele taget bør De Konservative gøre langt mere for at bevare den værdifulde og intime forbindelse, der eksisterer i Danmark mellem en positiv nationalfølelse, kulturel homogenitet og en stærk sammenhængskraft.
Kan Lene Espersen føre traditionel konservativ politik? Måske. Hun er i hvert fald stærkere på værdipolitikken end Bendt Bendtsen. Hun vil givetvis trække partiet mere mod højre, og hun har et godt forhold til Dansk Folkeparti. Alt sammen er ganske udmærket. Hendes første udmeldinger har også betonet, at EU- og udlændingepolitikken skal klargøres, hvad der så end ligger i det. Men det konservative fokus og retorikken er på plads uden den falske snak om ”borgerlig anstændighed”.
