Klanernes kamp

af Tomas Kierstein

Klanernes kamp

Den 8. september hørte jeg i radioen Københavns politidirektør, Hanne Bech-Hansen, forklare, at man, i forbindelse med kampene mellem indvandrerbander og rockere, påtænker at benytte den såkaldte rockerlov fra 1996. Samtidig indrømmede hun dog, at det var en meget speget affære.

Det er det, fordi den ene part i de opgør, der menes at ligge til grund for skudepisoderne, nemlig bander af unge med indvandrerbaggrund, ikke er organiserede på samme måde som deres formodede modstandere; Hells Angels og støttegruppen AK81.

»Man kan jo...,« som politidirektøren bemærkede »...ikke begynde at sætte folk ud fra lejligheder i Tingbjerg og på Bispebjerg.«

Nej, det kan ordensmagten naturligvis ikke. Og, kan man tilføje; rockerloven var og er da i sig selv overhovedet tvivlsom, set ud fra en almindelig retsstatsopfattelse.

Men, problemet er, at en retsstat er afhængig af en generel tilstand i dens jurisdiktion, som ikke er til stede længere, og ikke har været det i en årrække.


Da retssstaten var intakt i Danmark, hvilede den på to grundpiller:

1) At langt den overvejende del af os danskere, i store træk, var så nogenlunde enige om, hvad der var op og ned, ret og rimeligt. Yderligere, at denne opfattelse var så fælles, at det ikke var nødvendigt at gennemgå den i detaljen hele tiden. Der var med andre ord sæder og skikke, der tilsammen udgjorde en sædelighed.

2) At en dansk borger, fra landskabslovenes indførelse i middelalderen, var og blev synonym med den enkelte person, og ikke med de klaner, som før 1241 var samfundets grundpiller..

Skudepisoderne blotlægger den kendsgerning, at disse to grundpiller ikke længere står!


Den opfattelse af ret, som gennem de seneste 25-30 år har været toneangivende, er opfattelsen af ret som et abstrakt, universelt og tidløst begreb, der er fuldkommen renset for enhver tilknytning til tradition og sædvane.

Traditionen og sædvanen er tværtimod blevet lagt for had og latterliggjort ved enhver given lejlighed og er blevet erstattet af rene ideologiske besværgelser.

Dette sammenbrud i sædeligheden er baggrunden, grundskaden, bag de skyderier, som nu fylder medierne flere gange om måneden.

De unge med indvandrerbaggrund er i vore gader på grund af dette sammenbrud. Ingen øvrighed i et samfund, hvor sædeligheden er nogenlunde intakt, ville være uansvarlig nok til at åbne for en indvandring i den skala, vi har været vidne til, uden først metodisk og samvittighedsfuldt at sætte sig grundigt ind i, hvilken tradition, hvilken retsopfattelse de potentielle indvandrere repræsenterer.

Var sædeligheden intakt, ville fænomenet rockere enten ikke eksistere, eller blot (som det faktisk oprindeligt gjorde) udgøre en lille og ret uskadelig kuriositet, en ungdomskultur, hvor unge, som de altid har gjort, kunne udleve deres generelle, men normalt forbigående, lede ved os andre gamle fjolser - indtil de selv blev en af os.

Det samfund, der har dannet grobund for de to fænomener, der nu strides med våben, har nemlig ingen selvrespekt, hvorfor det ikke kan aftvinge nogen respekt fra andre. Det har dyrket en nærmest institutionaliseret æresløshed, hvor sædelige betragtninger, om hvordan man agerer på det personlige plan, og hvad man skylder troskab, er blevet erstattet af luftige, abstrakte betragtninger om, hvor gode vi alle sammen skal være ved hinanden.

De unge indvandreres reaktion kunne enhver, der havde gidet studere deres kulturs historie og sædelige tradition, have forudsagt.

Rockernes reaktion er i mine øjne obskurantistisk, og jeg sympatiserer ikke med den. Men, jeg kan udmærket forstå mekanismen bag. Jeg kan udmærket sætte mig ind i den afgrundsdybe foragt, som man kan komme til at føle for et system, der ikke engang vil være sig selv bekendt som autoritet, og endnu mindre som forkæmper for det folk og den kontinuitet, som rettelig burde være dets hele formål.

Derfor er det overhovedet ikke mærkeligt, at disse to grupper, som på hver deres måde er et produkt af et system i sædeligt forfald, har nogle helt centrale fællesnævnere:

Deres begrebsverden er knyttet med dobbeltimplikation til deres grupper. Nytte, skade, ære og vanære ses ud fra den betragtning. Vanæres et medlem, vanæres gruppen. Vanæres gruppen, vanæres hvert enkelt medlem.

At sammenligne indvandrerbanderne og rockerne med gængse kriminelle er absurd. Ingen af de to grupperinger er uden retsopfattelse. Tværtimod har de rigide interne regler, der håndhæves med en konsekvens, som forkæmpere for lov og orden vel egentlig må misunde dem på den moderne stats vegne.

De er ikke lovløse. De har derimod en anden lov end retsstatens, og de står som grupper, og ikke som enkeltpersoner, over for både hinanden og statsmagten:

Begge grupperinger er simpelthen klaner!

Som sådan udgør de i den aktuelle strid intet mindre end to stridende hære, der hver især repræsenterer deres eget veldefinerede og klare nej til den retstradition, som vort samfund hviler på.

De beskytter deres gruppes interesser, anseelse og retsopfattelse gennem væbnet kamp. Det svarer ret godt til definitionen på militærets opgave i en stat.

Derfor er de egentlig paramilitære grupper, der udkæmper en lavintens borgerkrig på dansk territorium!



Over for den udfordring står statsmagten og dens repræsentanter skidt rustet!

Hvordan skal et politisk miljø, der er præget af afstrakt rettighedstænkning, i samarbejde med de institutioner, hvis ledere gennem 30 år villigt har implementeret deres påfund, kunne løse dette selvskabte problem. Altså, med mindre de åbent vedgår at have dummet sig radikalt.

Skyderierne forholder sig til de seneste årtiers politiske diskurs, som feber forholder sig til lungebetændelse. De er symptomer på en underliggende patologi, der er blevet påtvunget os danskere.

Hvad i alverden bevæggrundene hos de enkelte politikere og ideologer har været, vil jeg lade det være op til fagpsykologer at gisne om.

De midler, de har brugt, har imidlertid været tydelige: Defamering af enhver, der advarede om udviklingens konsekvenser, præferabelt ved hjælp af stempler, der antydede, at disse formastelige var enten ubegavede, ondskabsfulde og bagstræberiske, eller led af en kombination af disse karakteristika.

Det skal blive en ganske artig, omend temmelig nervepirrende, forestilling at bivåne politikernes og de håndhævende myndigheders mode- og tonebevidste lederes forsøg på at løse problemerne. Det bliver ikke uden underholdningsværdi at høre dem forsøge at overbevise os om, at de kan beskytte os uden at gå på kompromis med de store ord og det fede flæsk, der har flydt dem ud af munden igennem tre årtier.

Jeg levner ikke systemet mange chancer. Over for grupper, der lever og ånder for deres ære, og som er parate til både at dø og dræbe for den, er odds ikke gode for et system, hvis hele vision for samfundet mere eller mindre kan opsummeres med en linie fra John Lennons sukkersøde og sentimentale dagdrømmersang »Imagine«:

»Nothing to kill or die for...!«

Til slut kan man jo også begynde at overveje, hvad der vil ske, hvis vi andre, der er og har været tåbelige nok til at tro, at systemet kan og vil beskytte os, begynder at bygge vore egne strukturer og håndhæve vore egne regler. Hvorfor nemlig betale beskyttelsespenge i form af skat, hvis man ikke får varen leveret?

Man kan bare opskalere den aktuelle konflikt, for det er faktisk den erkendelse, der driver de unge, der nu tilslutter sig voldsparate højreradikale bevægelser og/eller rockernes støttegrupper.