Af Kasper Støvring
Flere og flere meningsdannere og politikere er begyndt at bruge det ord, som hidtil har været tabu: assimilation. Den fejlslagne integration af indvandrere fra især den muslimske kultur har nødvendiggjort assimilation, som Venstres Søren Pind – der for tiden oplever sin finest hour – har skrevet. Men ordet klinger hårdt, selv om man sagtens kan lancere en blød udgave. Det har bl.a. lektor Michael Böss gjort i en kronik for nylig.
Assimilation skal ikke foregå ved hjælp af tvang, mindre kan udmærket gøre det. F.eks. ved hjælp af kritik, ved at stå fast på vores kultur, ved at vise, at vi har noget positivt at tilbyde og ved at byde fremmede velkommen i vores kultur. Det kræver bare, at man som fremmede selv vil høre til, at man føler noget for landet og opfatter kulturen som værdifuld. Hvorfor skulle man ellers ønske at bosætte sig i landet? Ud over selvfølgelig at nyde de materielle goder, og i den forstand er velfærdsstaten meget skadelig: Det er muligt at nyde rettigheder uden at yde (ret mange) pligter.
Med assimilation til landets kernekultur frigøres indvandrernes loyalitet fra deres slægtskabs- og trosforhold og rettes mod sådan noget som hjemlandet (Danmark, ikke f.eks. Tyrkiet), sproget, traditionerne, kulturen og fællesskabet af frie borgere i den demokratiske retsstat.
Desuden kræver assimilation et stop for positiv særbehandling. Muslimer skal som jøder og alle andre – selvfølgelig – have frihed til at dyrke deres tro. Der er religionsfrihed her i landet, men ikke religiøs ligestilling. Og endelig kræver assimilation en restriktiv indvandringspolitik. Det må være muligt at sortere ved grænserne.
Vi bliver nødt til at fastslå, at der ikke er problemer med indvandrere som sådan, som jeg har stillet tingene op. Men kun med muslimer (igen: ikke alle). F.eks. har chilenerne villigt assimileret sig til dansk kultur, de elsker sangene, måden at leve på, de har lært sproget, osv. Paula Larrain, selv chilensk indvandrer, har skrevet om det.
Man kunne også nævne polakkerne og ungarerne. Men hvad med jøderne? De hives jo altid frem, når man taler om assimilation som et bevis på, at integration sagtens kan lade sig gøre uden assimilation. Det er rigtigt, at mange jøder ikke er assimilerede i streng forstand. Men alligevel trives de fint med ”os” og ”vi” med ”dem” (jeg sætter disse ord i undrende gåseøjne).
Det synes altså nødvendigt at opstille nogle betingelser for assimilation og nogle betingelser, der gør det muligt at leve med ikke-assimilerede kulturelle grupper.
For det første kulturens karakter: Hvor meget ligner den danskernes kultur?
For det andet hastigheden af indvandringen: Masseindvandring hæmmer assimilation.
For det tredje omfanget: Vi kan vanskeligt hjælpe alt for mange.
For det fjerde det kulturelle særpræg: Bidrager kulturens medlemmer positivt til værtslandets kultur i form af f.eks. viden og velstand?
For det femte holdningen til det omgivende samfund: Kan kulturens medlemmer i længden leve med status som minoritet eller vil de kræve stadig mere særbehandling og i sidste ende løsrivelse?
For det sjette loyaliteten: Den tværnationale religiøse loyalitet, der for muslimernes vedkommende er rettet mod den såkaldte Umma, strider direkte imod den nationale loyalitet.
