I Danmark har borgerne stor tillid til hinanden, de er tilfredse med livet, stolte over at være danskere, og de er åbne over for det internationale. Der hersker desuden en høj grad af fordragelighed i landet, som kulturelt set er ret homogent, og staten fungerer effektivt og stort set uden korruption. I min artikel (Politiken den 13. september) skrev jeg derfor, at det må være en politisk opgave, ikke mindst for De Konservative, at bevare denne nationale sammenhængskraft. Heraf nødvendigheden af en ”national konservatisme”.
I ph.d. Thomas Christiansens (TC) lange indlæg (Politiken den 17. september) kan man imidlertid læse, at der i mellemkrigstidens totalitære bevægelser fandtes radikale nationalister, der kaldte sig nationalkonservative. Altså er også nutidens nationalkonservatisme svanger med totalitarisme. TC maner en teaterdæmon frem, som han så let som ingenting kan plaffe ned. Han minder om den type akademiker, der har forlæst sig på en bestemt periodes ideologi, som han så ser over alt i nutiden. Mange af hans argumenter imod den nationale konservatisme, jeg skrev om, er derfor slet ikke argumenter, men rene associationstricks. Også Mussolini talte om nationalkonservatisme: Guilty by association!
Lad os se på de lidt mere saglige indvendinger. TC skriver, at nationalstaten er en relativ ung politisk konstruktion. Det er jeg udmærket klar over. Men det har bare ingen betydning for mit argument: at nationalstaten er den mest stabile og legitime statskonstruktion. Jeg vil derimod mene, at nationen er langt ældre og ikke en ”konstruktion”.
For det andet spørger TC, hvad vi skal stille op med stater, der ikke er funderet i én nation. Det var slet ikke mit ærinde at svare på det. Mit indlæg drejede sig alene om den danske nation og stat, og det havde desuden et aktuelt og ikke et historisk sigte. Men skal jeg nu svare kort, vil jeg sige, at disse stater er i den ulykkelige situation, at sammenhængskraften er meget svag. De eneste to stater i Europa, hvor nationaliseringsprocessen ikke er foregået nogenlunde succesfuldt er Belgien og Schweiz. Men den ene stat er ved at falde fra hinanden, og den anden hænger kun sammen i kraft af opdelingen af nationerne i de såkaldte kantoner. Nationalstater skaber fred og stabilitet. Multikulturelle og multinationale stater skaber konflikter.
For det tredje misforstår TC (med vilje?) den konservative tanke om mennesket som et risikabelt væsen. Den indebærer netop ikke, at ”den gode stat” skal afrette mennesker, men at staten må være udstyret med magtdelingsmekanismer. Ellers vil mennesker øve ondt igennem den. I øvrigt er det ikke menneskers ondskab, men deres selvretfærdighed, man skal frygte. Og TC virker i sit syn på de onde nationalt sindede mennesker ikke så lidt farisæisk.
For det fjerde opfordres jeg til at konkretisere, hvilke ”repressalier”, der skal være imod dem, der ikke vil assimileres (et andet, men mere kontroversielt ord for vellykket integration). Ja, først og fremmest ville det hjælpe, hvis vi viste stolthed over vores kultur og dømte dem, der ikke vil gøre en indsats for at være en del af nationen. Vi kunne kræve noget mere i stedet for at ydmyge indvandrere med medlidenhed over deres angivelige offerstatus. Vi kunne på forskellig måde opfordre fremmede til at assimilere sig, fordi vores kultur har noget godt at byde på, og det ville hjælpe dem at blive en del af den. Vi kunne overbevise dem om, at de bør lære sproget, kende omgangsformerne, melde sig ind i foreningslivet og gifte sig ind i danske familier, fordi de kun således effektivt kan være en del af samfundet. At være dansker skal være noget, man er nødsaget til, når man bor i landet. Integrationspligt, kunne man kalde det.
TC glemmer vist, at assimilation faktisk allerede er en del af politikken. Indfødsret afhænger af den, og der findes særlige tilknytningskrav. Man taler ligeledes om asylansøgere med ”integrationspotentiale”. I min artikel skrev jeg, at De Konservative bør skærpe politikken, lade indvandringen og integrationen afhænge af kultur og standse den multikulturalistiske politik. Så kommer assimilationen helt af sig selv uden de ”repressalier”, som TC fablede om i sit indlæg.
