Af Morten Uhrskov Jensen
Der har i skrivende stund ikke været én reaktion i den trykte avis på min kronik i Politiken den 31. august, »De dannede klassers nysprog og socialisternes svigt«. I min enfold havde jeg nok forventet en bemærkning eller to. Men sådan er det. Her følger hovedpunkterne i kronikken:
For det første er det uomtvisteligt, at Danmark i 1983 afhændede en væsentlig del af sin suverænitet, eftersom det dette år blev gjort til lov, at de facto flygtninge og familiesammenførte havde et retskrav på opholdstilladelse i Danmark. De facto flygtninge er et juridisk gummibegreb, idet det blot hedder, at »andre tungtvejende grunde« end personlig forfølgelse kan berettige asyl. Danmark havde ingen som helst pligt til at indføre denne regel. Det gjorde Folketingets flertal dog alligevel, og ca. 4.000 personer pr. år opnåede i kraft af dette retskrav opholdstilladelse i perioden 1983 til 2002, hvor Folketinget afskaffede denne regel.
Retten til familiesammenføring har i perioden 1983 til 2002 medført i omegnen af 200.000 opholdstilladelser. Frem til 1992 var aldersgrænsen 15 år (lig den seksuelle lavalder), derefter 18 år. De to retskrav gav med andre ord Danmark et befolkningstilskud på i underkanten af 300.000 personer, de fleste fra den tredje verden, de fleste af dem fra muslimske lande. Og igen: disse retskrav var ensbetydende med en afskaffelse af den danske selvbestemmelse, hvad angik Danmarks mulighed for selv at afgøre, hvem der fik adgang til landet. Det er den første kendsgerning.
For det andet er der Danmarks forhold til de internationale konventioner. Det faktiske forhold er det, at Danmark kun er bundet af én ting – gennem vores underskrift – nemlig til ikke umiddelbart at tilbagesende personer til lande, hvor det må formodes, at de risikerer tortur. Vi er ikke forpligtet til at give en sådan person opholdstilladelse, men vi har valgt at sige, at vi ikke tilbagesender ham umiddelbart. Danmark kunne med andre ord den dag i morgen afskaffe retskravet også for konventionsflygtninge, et retskrav, der er forblevet i udlændingelovgivningen efter stramningerne i 2002.
Ikke desto mindre har det været sådan, at en lang række meningsdannere op igennem 1980´erne og 1990´erne vedblev at hævde, at Danmark var enten på kant med de internationale konventioner eller ligefrem havde overtrådt disse. Det var aldrig rigtigt – og det er måske nødvendigt at gentage ordet aldrig – når Center for Menneskerettigheder (i dag Institut for Menneskerettigheder), Amnesty International, Dansk Flygtningehjælp, Mellemfolkeligt Samvirke eller Dansk Røde Kors påstod det modsatte. Hver eneste gang disse organisationers talspersoner advarede politikere og den danske offentlighed om, at Danmark ville være for en paria at regne, hvis udlændingeloven blev strammet væsentligt, fortalte de ikke sandheden. Det er den anden kendsgerning.
For det tredje er der konsekvenserne for de berørte borgere som følge af den massive indvandring, i dette tilfælde især de danskere, der beboede og bebor de sociale boligbyggerier. Alt andet lige taler vi om de danskere, der har de relativt dårligste sociale og økonomiske kår, og hvor en del altså ikke har de økonomiske midler til blot at flytte et andet sted hen. Disse danskere mente sig for en stor dels vedkommende repræsenteret af partier som Socialdemokratiet eller partier til venstre herfor. I perioden fra 1983 og frem til folketingsvalget i 2001 blev disse danskere systematisk svigtet af de partier, der traditionelt hævdede at repræsentere denne vælgergruppe. Danskerne i de sociale boligbyggerier oplevede at blive fremmedgjort i deres egne lokalområder. Det gjorde de, fordi kulturforskelle især udmønter sig konkret i nærområderne. Disse danskere mærkede på – hvis ikke krop, selv om det sandelig også kunne være tilfældet – egen sjæl, hvad det betød, at hverdagen ikke længere var selvfølgelig, men i stedet var blevet forvandlet til en navigeren gennem en stedse snævrere tunnel, hvor måder at handle og agere på i stigende grad blev bestemt at de nytilkomne.
Når jeg hævder, at de socialt og økonomisk dårligere stillede danskere systematisk blev svigtet af de partier, der historisk havde påstået at tale deres sag, så skal ordet systematisk forstås bogstaveligt. Hvis vi undtager dissidenter som daværende indenrigsminister Karen Jespersen og flere af borgmestrene på den københavnske vestegn, så var der fra det, der engang kunne kalde sig arbejderklassens partier, ingen hjælp at hente. Ikke én gang gik ledende politikere fra disse partier i brechen for de danskere, der bar byrden af den førte politik. Igen og igen lød det i stedet, at racismen måtte bekæmpes, at danskerne skulle lære at holde af mangfoldigheden, og at udviklingen som et sjælsløst væsen var bundet hen imod det multikulturelle samfund. Dette svigt af den ringest stillede del af danskerne er uden for enhver tvivl den mest nedrige del af den arv, som venstrefløjen må bære som følge af sin disrespekt for de danskere, der ikke havde mulighed for at undslippe fantasien om det multikulturelle samfunds lyksaligheder. Det er den tredje kendsgerning.
For det fjerde er der den defamering, der har fundet sted af de personer, der tillod sig at kritisere den førte politik op til 2001. Og lad mig lige indskyde, at skytset ligeledes har været rettet den anden vej, også i form af udtalelser, som jeg ikke ville lægge navn til. Det ændrer blot ikke en tøddel ved, at grovhedernes antal har været ekstremt ulige fordelt. Må jeg erindre om, at de dannede klasser i Danmark – og altså de, der har lettest adgang til medierne – i et forhold, der nærmer sig ti til en har stået bag den liberale udlændingepolitik, der blev ført fra 1983 og frem til valget i 2001. De dannede klasser kunne nok skændes indbyrdes, men de kunne blive uniformt enige om at dømme indvandrerkritikere ude på stedet, og det ved hjælp af de mærkater, som er mest afskyelige, nemlig fascisme, nazisme og racisme. Med sprogets mest rædselsfulde gloser skulle modstanderne af masseindvandringen kules ned, og de skulle forstå, at de var hinsides menneskelig samtale. Denne tilsværtning er næsten særlig infam i et demokrati. I et diktatur ved man i det mindste, at man skal holde mund. Men i et demokrati, hvor synspunkter skal kunne høres, er det udtryk for en radikal omfortolkning af begrebet folkestyre, hvis bestemte meninger, som deles af en stor vælgergruppe, på forhånd dømmes ude. Så bliver demokratiet et spørgsmål om attitude, om at kunne vejre, hvilken vej vinden blæser og først derefter formulere en holdning.
Denne grovhedernes parade har det til dato ikke været muligt at aftvinge den meningsdannende elites anerkendelse af. Formentlig af hjertets renhed har de ment og mener, at det kun var rimeligt, at de i deres oplysthed havde ret til tage midler i brug, der i enhver anden sammenhæng ville blive set som det, de var, nemlig totalitarisme in spe. Ikke totalitarismen i fuldt flor – det lykkedes nemlig aldrig – men forsøget på at skabe en anden virkelighed, en virkelighed, som ikke var et resultat af menneskers erfaringer, men i stedet var en idé om det gode, som ikke måtte anfægtes. Den faktisk stedfundne defamering af ens politiske modstandere og fornægtelsen heraf er den fjerde kendsgerning.
For det femte er der udblikket til det øvrige Europa. Man skal være udstyret med tunnelsyn for ikke at være i stand til at se, at en lang række europæiske lande i disse år gennemgår befolkningsmæssige og eksistentielle forandringer, forandringer der først og fremmest rammer de dårligst stillede europæere. I Sverige er der, når forskellen i befolkningstal er indregnet, en voldtægtsrate, der er fem gange højere end den danske. Frankrig har ghettoer, der får de tilsvarende danske til at minde om hyggelige andelsboligforeninger. I Holland har det været nødvendigt igen at forstå, hvad politiske mord vil sige.
De dannede klasser har ingen kommentarer til denne udvikling. Og hvis de har, er det, fordi de bruger nysprog og taler om strukturel racisme, om socio-økonomiske forhold og om de lavere europæiske klassers manglende evne til at se den glinsende multikulturelle fremtid, der venter forude. De dannede klasser har således intet lært og intet glemt. Det er den femte kendsgerning.
