Siden april har Kronborg i Helsingør udgjort rammen om udstillingen ”Arvestykker”. Jeg havde den blandede fornøjelse at opleve en del af udstillingen i sidste uge. Jeg havde egentlig glædet mig til at gense det majestætiske Kronborg med dets mange flotte rum og dystre kasematter med selveste Holger Danske. Men i stedet blev jeg sammen med andre værgeløse turister tvangsindlagt til en omgang politisk propaganda værste slags, idet udstillingen ”Arvestykker” samtidigt var proppet ind i de gamle rum.
Idéen med udstillingen var at lade 13 moderne kunstnere ”gå i dialog med Kronborgs kulturarv”, som det lyder i introduktionsmaterialet. Kronborg skal nu opleves ”i et nutidigt og måske et fremtidigt perspektiv. Den bærende idé er at lade kunstnerne skabe et kunstværk ud fra de enkelte rum på Kronborg og derigennem fortolke, hvordan Kronborgs arv også er del af vores samtid og kultur i dag af moderne kunst.”
Med en sådan projektbeskrivelse skal det naturligvis gå galt. Kunstnere er jo ofte følende mennesker med meget på hjerte. Men det er ikke altid studenterhuen, der trykker på de kunstneriske geniers hoveder. Politisk indsigt, historisk viden og almindelig sund fornuft er ofte en mangelvare i nutidens kunstnerkredse, hvor alle hyler med de ulve, de er iblandt. Politisk korrekthed og den gængse kulturradikale indstilling, der præger kultureliten, tør kunstnere af i dag ikke udfordre.
Man kunne derfor, allerede før kunsterne var gået i gang med projektet, forudse, hvad de ville slå ned på. Nutidens kunstnere er jo så forudsigelige og banale, at det gør ondt. Ingen overraskelser hér.
Det gamle danske forsvarsværk Kronborg med Holger Danske indbyder selvfølgelig til en ordentlig omgang dekonstruktivistisk tågesnak. Den ligger lige til højrebenet. Naturligvis må man hér byde på platte politiske paroler med en ho-ho-agtig nedgørelse af danskerne samt deres værdier og identitetsfølelse.
Et nationalt symbol som Holger Danske skal lige så selvfølgeligt pilles fra hinanden. Man kan jo ikke i disse multikulturelle globaliseringstider have, at tusindvis af turister år efter år får den forkerte holdning til Holger Danske. Tænk nu hvis de i myten om Holger kom til at se en smuk allegori over danskernes vilje til selvforsvar og nationalt selvværd! Uha uha.
Derfor kan udstillingen da også afsløre en sensationel nyhed: Holger Danske er slet ikke dansker. Oprindeligt var han en kriger fra Ardennerne - Ogier de làrdanois (Holger Ardenneren) eller Ogier fra marsken ved Ardennerne, som frankiske ridderlegender fortæller mange historier om. Men på grund af en fejl er dette blevet til Ogier le Danoise (Holger den Danske) og Ogier le Danemarche. Ha ha ha – det danskeste af alt dansk er slet ikke dansk, men en udlænding. Hvor er vi dog dumme. Ho ho, mere te, fru Heilbunth?
Holger Danskes udenlandske identitet er i hvert fald noget udstillingsinspektør Jesper Gottlieb Wik gerne vil have, at de besøgende bider mærke i. På en videosekvens, der afspilles i et af de første rum, hvori udstillingen er opstillet, formidler Wik lystigt og helt ukritisk denne Ardenner-teori.
Og med udgangspunkt i bl.a. denne ”information” fra Wik om Holger Danske (som jeg vil vende tilbage til) brygges der i udstillingen videre på opgøret med den nationale identitet.
Kuntsneren Frank Franzen og elever fra den Økologiske Produktionsskole, har således ved siden af fjernsynet, hvor Wik optræder på slap line, opstillet deres værk, der hedder: ”Har kulturen virkelig brug for en national identitet?” Om værket skrives det: ”Spørgsmålet rejser sig i en tid, hvor Danmark klamrer sig til ”danske” værdier, symboler og kulturklenodier i frygt for det, der kommer udefra. Paradoksalt nok er Kronborg et godt eksempel på, at store dele af Danmarksnationale arv er importeret fra andre kulturer. Kongekammerets udsmykning er skabt af hollandske malere. Og Holger Danske, som er tæt knyttet til den danske identitet, viser sig at stamme fra Ardennerne. […]”
Franzens i øvrigt håbløst infantile kunstværk, består (udover videosekvensen) af en planche (der ligner noget en 7. klasse kunne have gjort bedre) og en række avisudklip og billeder af kronprinsen og ex-prinsesse Alexandra (hun er jo ikke dansker!!!).
Dertil kommer fire stole, som de, der vil se videosekvensen, kan sidde på. Hver stol er udsmykket med en person, der synes at skulle udføre noget meget dansk – én bæller således bajer, en anden, æder hotdog, en tredje er iført klaphat og synes at råbe et eller andet og den sidste har sine briller udfyldt af hegn, parcelhus og flag. Altså Franzens og den Økologiske Pruduktionsskoles syn på deres landsmænd.
Dyb foragt…
Desuden er der udstillet en T-shirt med et billede af Holger Danske med påskriften: ”Jeg er ikke dansker”
I et andet rum udstiller Cai Ulrich von Platen et maleri, der skal udfordre det historiske genremaleri og den selvforherligende nationalistiske tradition. Og bla bla bla…
Jeg tror, kære læser, at De allerede kan se tendensen.
Så lad os vende tilbage til Holger Danske og Wiks teori.
For det første er dette blot én af mange teorier om Holger-skikkelsens oprindelse. Dette nævner Wik ikke. For det andet er der en række alvorlige problemer m.h.t. teorien, som Wik heller ikke synes at kende til – eller i hvert fald ikke finder relevante at nævne.
Baggrunden for Holger-skikkelsen i Frankrig kan muligvis spores tilbage til en skikkelse ved navn Autchari eller en anden ved navn Othgerus. Men disse synes intet at have at gøre med Ardennerne, men er i stedet knyttet til longobarderne og N-Italien og byen Meaux nær Paris.
Endvidere – den første kilde, der nævner Holger Danske er det oldfranske Rolands-kvad (fra ca. 1090). Men her optræder ingen Ogier le Danoise. I stedet nævnes Holger-skikkelsen som:
”Oger de Denemarche” (vers LVIII, linje 749 og CCLXXIX, 3856)
”Oger li Daneis” (vers CCLVII, linje 3544 og 3546)
"Oger de Danemarche" (vers CCLXXXVII, linje 3937)
Altså ingen le Danoise, der kunne være afledt af làrdanois. Og hvad er Denemarche? Ja, kvadet omtaler faktisk en konge (reis) i Danmark (en Denemarche) ved navn Grossaille (CXIV, vers 1487-89)
Den næste interessante kilde er ”Chevallerie Ogier” fra slutningen af 12. århundrede skrevet af Raimbert de Paris. I dette værk er Ogier en søn af Karl d. Stores modstander, den danske kong Godfred. I den 1. sang gives Ogier de Danemarche som gidsel til kejseren af kong Godfred af Danmark (Gaufrey de Danemarche).
Så meget for teorien om Holger Ardenneren. Intet i de nævnte kilder understøtter teorien.
Herefter finder vi atter fortællinger om Holger Danske i den norske Karlemagnussaga (13. årh.). I en dansk sammenhæng optræder Holger Danske i folkevisen om Holger og Burmand. Men hér er det kun en ringe del, der er lånt fra den franske ridderdigtning! Det er nyt stof og andre motiver, der behandles - og handlingen udspiller sig i Ungarn, hvor Holger besejrer hedningen Burmand.
På et kalkmaleri fra 1400-tallet i Floda kirke i Sverige ses Holger og Burmand, og indskriften lyder: ”hollanger dansk han van seger af burmand” – Holger Danske, han vandt sejr over Bumand.
I 1534 skriver Christiern Pedersen, at ”den menige mand her i riget, vidste ikke før andet, end at han (Holger Danske) havde været en dansk kæmpe, der vandt en sejr over Burmand, som den gamle kæmpevise lyder”.
Hvis man har lånt skikkelsen fra Frankrig, så er den altså under alle omstændigheder i Danmark blevet omtolket til at kunne indgå i en ny kontekst. Og der opstod endnu en folkevise om Holger, nemlig visen om Holger og Stærk Didrik. Her har vi Holger som forkæmper for det danske folks ære mod et overmodigt tysk kejserrige, der vil erobre Danmark.
Så uanset hvorledes Holger har været opfattet af frankerne, ser vi altså i Danmark en omtolkning af ham til en dansk nationalhelt. Og det vel at mærke på et tidspunkt, hvor national identitet og dansk selvhævdelse slet ikke burde forekomme ifølge de historikere, som kultureliten ynder at ty til, når de skal dekonstruere danskheden.
I 1500-tallet ses ligeledes et kalkmaleri af Holger Danske i Skævinge kirke og i 1534 udgiver Christiern Pedersen ”Kong Holger Danskes Krønike” på dansk. Bogen om nationalhelten bliver interessant nok særdeles populær og bliver optrykt flere gange. Endnu i 1795 siger Rasmus Nyerup om Holger Danske: ”at det er den almindeligste og meest yndede af Almuens Morskabsbøger; den findes næsten i hver anden Bondehytte og forelæses hyppigen de hellige Aftener, eller ved kartegilder, humleplukken og slige Samquem”.
Det er jo her kulturdekonstruktivisterne går galt i byen. Selvom man låner elementer fra udenlandsk kultur, så bliver disse elementer jo sat ind i en dansk kontekst og brugt og set på med danske øjne. Det betyder jo ikke, at der ikke eksisterer en dansk kultur. Der eksisterer jo netop en kultur, der er i stand til at omtolke ting udefra og give dem en specifik dansk betydning.
Endvidere påstås det i videosekvensen, at forestillingen om, at Holger Danske sidder under Kronborg, er H.C. Andersens opfindelse. Han skrev nemlig i 1845 et eventyr om Holger på Kronborg.
Dette er også forkert. To år før Andersens eventyr kunne folkemindesamleren M. Thiele faktisk berette om det lokale sagn, der knytter Holger til Kronborg (Danmarks Folkesagn (1843, 1. Deel, s. 18-19)
Dette har Wik heller ikke haft tid til at sætte sig ind i. Alt i alt er niveauet for udstillingen på Kronborg under al kritik. Halvfordøjede røverhistorier og en god portion politisk manipulation. Det er uværdigt og hån mod de besøgende.
Jeg vil tro, at en udstilling som denne ville være blevet mødt med ligegyldighed og hurtigt lykkeligt glemt, hvis den var blevet sat op i Arken ved Ishøj. Ville den have været tilløbsstykke? Næppe. Men ved netop proppe den ind på Kronborg, tvinger man folk til at se på skidtet. Hvad bliver det næste – servering af halal-kebaber ved Jellingestenen?
Der var lige før jeg var blevet deprimeret over besøget på Kronborg. Men der var dog et lille lyspunkt. Ikke alle besøgende havde åbenbart købt de politiske paroler. En lille fræk oprørsstemme havde sneget sig ind. På den tekst, der ledsagede Franzens ”kunstværk” var der tilføjet et par ord med kuglepen.
Tak til den lille oprørsstemme. Måske den er udtryk for en mere generel stemning i befolkning: ”Vi gider ikke høre mere om, at vi ikke må være danske!”
Da jeg bevægede mig ned i kasematterne for at tage et billede af Holger, lagde jeg mærke til, at det i det skiftende lys var svært at afgøre, om han havde øjnene lukkede eller åbne. Det kan være han er ved at vågne, tænkte jeg…
