Hvor tyndt!

Af Tomas Kierstein

Jeg har lige læst og anmeldt Morten Uhrskov Jensens bog "Et Delt Folk". Det var spændende læsning. Faktisk så spændende, at jeg blev edderspændt rasende på adskillige af aktørerne i bogen.

I min anmeldelse af bogen forsøgte jeg at holde en nøgtern tone og efter ringe evne at uddrage, hvad jeg ser som hovedessensen.

Nu har jeg imidlertid lyst til, at give los for den opsparede galde og hvæsse den polemiske pen. Jeg må have luft!

Allerede da jeg var færdig med første kapitel, der handler om forarbejderne til udlændingeloven af 1983, og dennes vedtagelse, måtte jeg ud og strække benene, i håb om at mine sammenkrøllede tæer kunne rette sig ud.

- Sagde de virkelig dét?...Var det virkelig sådan? -

- Blev al forsigtighed-, al almindelig snusfornuft og al realitetssans suspenderet, og erstattet af rene besværgelser, serveret med tommetyk, sukkersød og ren normativ glassur?

Var Folketinget virkelig et rent missionshus i de år, hvor jeg, som en intet anende, halvvoksen knægt gik omkring i en landsby nord for Århus? -

Jeg læste første kapitel igennem igen, og konklussionen var forstemmende; ja, det sagde de gudhjælpeos!

Af alle folketingets partier sagde kun "Klods-Hans", i skikkelse af Fremskridtspartiet fra før vedtagelsen af 1983-loven.

Kun dette forkætrede parti forfægtede en linie, der lå meget tæt på holdningen i den brede del af befolkningen, der senere er kommet til at mærke konsekvenserne af et nyt, ideologisk funderet paradigme på udlændingeområdet.

Konservativ kollaps

Det, der forstemte mig mest, under læsningen af de første kapitler, var imidlertid hverken venstrefløjens retorik eller, at Det Radikale Venstre var toneangivende, grundigt sekunderet af diverse jubelliberalister fra Venstre.

Det kunne man kun forvente. Ideologi er nu engang tæt forbundet med at skrue op for drømmen og ned for virkeligheden, og meget gerne at udgive det første for det sidste.

Det mest jammerlige var Det Konservative Folkepartis kollaps, der tydeligst fremgår af Erik Ninn-Hansens gradvise-, men dog ikke desto mindre næsten totale kovending.

Det er kulsort ironisk at tænke på, at netop konservatismens betydeligste tænker Edmund Burke er den der har sagt, at det onde ikke sker på grund af onde mennesker, men fordi de gode intet gør.

Det føjer spot til bedømmelsen af Det Konservative Folkepartis rolle, selvom der her ikke var tale om ondskab og godhed, men om besat idealisme kontra fejg modvilje mod at træde i karakter.

Det Konservative Folkepartis passivitet og ikke mindst dets svaghed for at optræde som pænt, var en væsentlig del af baggrunden for den ulykke, som ramte det danske folk gennem 1983-loven.

Og, de handlede mod bedre vidende. Modsat de ideologisk forblændede i Det Radikale Venstre og på venstrefløjen, kan de konservative ikke påberåbe sig, at deres idealisme gjorde dem blinde.

Det er simpelthen en påviselig kendsgerning, for Ninn-Hansen havde i en kronik faktisk forudset alle de problemer, som siden har ramt det danske folk som følge af 1983-lovens vedtagelse.

En sådan indsigt forpligter til hårdnakket modstand.

Ninn-Hansen holdt dog ikke distancen - tværtimod. De frelstes giftige indlæg gjorde deres virkning. De grimme ord var åbenbart for grimme for den pæne mand.

Til sidst deltog han endda i den skamløse fejring af egen godhed, som flertallet bag loven lagde for dagen i forbindelse med 3.behandlingen.

Når man læser citaterne fra denne 3.behandling, må man knibe sig i armen for at holde fast i, at der ikke er tale om ironi. Så skamløst selvsmagende var dette arrogante flertal.

Men, Ninn-Hansen er jo kun et enkelt menneske, og han har siden betalt prisen, og han blev da - ganske symptomatisk - dolket af sine egen tidl. protegè og partifælle.

Hvis der havde været substans i hans folketingsgruppe, konservativ substans, så havde han fået en opbakning, der måske kunne have givet ham rygstød til at stå fast.

Men han fik ingen opbakning. Det Konservative Folkeparti var da nemlig for længst ophørt med at være konservativt.

Der var kun en forloren pænhed tilbage - hvad man, med et udtryk hentet i tv-serien Matador, kan kalde den Maude Varneske konservatisme.

Den har ingen substans, men består kun i højlydt at lægge afstand til "forfærdelige mennesker, som ikke tilhører vor kreds!"

Det må konstateres at det er os, de almindelige danskere, denne kreds ikke vil kendes ved. Det danske folk er nemlig ikke fint nok.

Så er det straks en anden sag med Europa!

Dermed menes der selvfølgelig de ligesindede ude i Europa, for de har det ligesådan. Den tyske elite kan heller ikke lide tyskerne og den franske bryder sig ikke meget om den bretonske bonde - han lugter af folkelighed og ukunstlet hverdag.

Nej, må man så bede om de andre fra kredsen af "pæne mennesker". Så kan man sammen istemme en moderniseret udgave af Pinocchios sang:

"Der er ingen bånd der binder os, for folket vil vi ikke slås, vi trives bedst med snobberi, champagne og bengnaveri!"

Det udtryk jeg synes er mest dækkende for hvad disse politikere ydede, da man kunne have forventet, at de ville træde i karakter, er et gammelt udtryk fra 70`erne:

Jeg synes eddermaneme det er for tyndt!