Følelser og fakta

Af Morten Uhrskov Jensen

Bjørn Elmquist er en garvet herre. Mangeårigt medlem af Folketinget, først fra 1979 til 1990 for Venstre, siden da for Det radikale Venstre frem til valget i december 1990 og igen fra 1994 til 1998. I årene omkring vedtagelsen af udlændingeloven af 1983 var han retspolitisk ordfører og havde følgelig med udlændingepolitikken at gøre. Det var nemlig før den tid, hvor der fandtes noget så fint som integrationspolitiske ordførere. Det blev først skønnet nødvendigt, da antallet af udlændinge (læs: især muslimer) i Danmark var blevet så stort, så det var blevet et fata morgana at tale om integration. De pågældende ordførere burde i dag rettelig kalde sig ordførere for segregation.

Men det var et sidespring. Under min TV-duel onsdag aften i Deadline med Bjørn Elmquist i anledning af min bog om den danske udlændingepolitik 1983 til 2008 slog det mig ret hurtigt, at min garvede modstander for det første ikke havde forberedt sig. For det andet åbenbaredes det, at Bjørn Elmquist tilhører den slægt, som amerikanerne vittigt kalder die hards. Ikke for nogen pris og ikke under nogen omstændigheder vil disse mennesker indrømme, at de måske tog blot en lille smule fejl, da de var med til at give Danmark den mest katastrofale lov i rigets mere end 1000 år lange historie. Og ikke under nogen omstændigheder vil disse mennesker beskæftige sig med noget så kedsommeligt som tal, fakta og de deraf afledte konsekvenser. Det er for lavt for dem, og det var det følgelig også for Bjørn Elmquist.

Bjørn Elmquist lagde ud med at fastslå, at loven af 1983 fulgte både bogstavet og ånden i de internationale konventioner, herunder flygtningekonventionen. Dette var det eneste af Elmquists mærkværdige udsagn, jeg ikke fik kommenteret. At loven af 1983 fulgte ånden i en aktivistisk menneskerettighedstradition, der daterer sig tilbage til 1789, kan der være noget om. Denne ånd er imidlertid gift for de europæiske nationalstater og de europæiske folk, og den bør derfor så vidt muligt holdes i ave af de valgte politikere. Men at loven af 1983 fulgte bogstavet i konventionerne, er helt enkelt ikke rigtigt. Danmark kunne den dag i morgen afvise at tage flygtninge overhovedet, uden at dette ville bryde med nogen konvention. Det eneste, Danmark er forpligtet til, er ikke at sende personligt forfulgte tilbage til tortur, og det endda kun, så længe der ikke er tale om trusler mod statens sikkerhed. Denne forpligtelse er for øvrigt ikke ensbetydende med, at Danmark skal tilstå en sådan person asyl, kun at han ikke må tilbagesendes umiddelbart. Bjørn Elmquist er jurist, og jeg vil derfor for ham håbe, at det ikke er menneskerettigheder, han beskæftiger sig med til daglig. (Det ville jeg i parentes bemærket også håbe for juristerne ved Institut for Menneskerettigheder. De gør det dog alligevel. De undlader blot konsekvent at oplyse om, at konventionerne kan tolkes på en måde, så Europa kan stoppe den muslimske masseindvandring. Men sådan er der så meget, og vi lever i sære og interessante tider.)

Elmquist redegjorde derefter for sin version af teorien om elitens opdragelse af befolkningen. Hvis bare politikerne fra alle andre partier end Fremskridtspartiet havde stået sammen, så ville danskerne også have rettet ind. Så ville det danske folk have kunnet se storheden i den førte politik. Vi skulle naturligvis, sagde Elmquist, have haft en ordentlig integrationspolitik, men derefter ville der i hvert fald heller ikke have været nogen problemer. Men ak, alle politikerne (stadig på nær de smudsige i Fremskridtspartiet, senere naturligvis Dansk Folkeparti) ville ikke rette ind, og så havde vi ellers fået balladen. Man ser det ellers for sig. Alle på nær de onde er enige, og langsomt transformeres danskeren fra sin oprindelige dårskab og går ind i det rige, hvor ånder som Elmquist og ligesindede befinder sig. Det ville være utænkeligt, at størrelser som muslimer contra danskere, vesterlandsk kultur contra islamisk kultur skulle kunne spille nogen rolle. Jeg greb mig i at overveje, hvor Elmquist mon havde sit teoretiske belæg for denne storslåede teori, og fra hvilke rige kilder han kunne øse af erfaringer, men jeg nænnede ikke at spørge.

Bjørn Elmquists næste indlæg i debatten var rørende. Han fortalte henført, at han i sin folketingskreds i Nordjylland tilbage i 1980´erne havde fået en masse personlige stemmer, og han mødte aldrig kritik af loven. Tværtimod fremholdt han, at det borgerlig-liberale Danmark, der ifølge Elmquist bestod af almindelige mennesker, var rørende enige med ham i, at flygtningene (og indvandrerne, der fulgte af familiesammenføringerne) var en berigelse for Danmark. Og med danskernes identitet som danskere var der ingen problemer overhovedet. Både vores identitet, vores samfund og vores velfærd var helt gearet til at modtage hundredetusinder fra den tredje verden. Det er blevet til i omegnen af 300.000 på godt 20 år, deraf knap 200.000 muslimer, der skal lægges til dem, der var her i forvejen. Og så tilføjede Bjørn Elmquist, at det jo drejede sig om ganske få. Og naturligvis da. Hvad betyder vel otte procent indbyggere fra den tredje verden i en dansk kultur? Når nu vi ved, at det fungerer så godt som problemfrit. Der er jo allerede gået fem måneder, siden muslimske unge var nødt til at vise det danske samfund, at bilafbrændinger må der til, når muslimer skal tiltvinge sig respekt.

Bjørn Elmquists ovennævnte formidable evne til stringent tænkning fik mig til at anføre, at udlændingepolitikken i første række har ramt de socialt og økonomisk dårligere stillede danskere, især dem, der bebor de sociale boligbyggerier. Jeg fremholdt endvidere det faktum, at det ikke er muligt at finde én meningsmåling i perioden 1983 til 2002 (hvor udlændingepolitikken blev strammet), der viser, at et flertal af danskerne støttede den førte politik. Men kedsommelige størrelser som fakta og samfundssind over for de ringere stillede danskere var ikke noget, Elmquist havde tid til at svare på. Han kommenterede simpelthen ikke de to punkter. Keine Hexerei, nur Behändigkeit.

Hen imod slutningen af vores diskussion følte Bjørn Elmquist (Elmquist føler i det hele taget meget. Det er vel en kompensation for den kendsgerning, at han ikke har noget behov for at sætte sig ind i tingene) så trang til at give et eksempel på et land, der havde gjort det meget bedre end Danmark, når det gjaldt om at forstå, at muslimsk indvandring er en velsignelse. Af alle mulige faldt hans valg på Sverige. Hvis en underkæbe kan ramme gulvet, så må min have gjort det der. Men den var god nok. I Sverige, fortalte Elmquist, holdt de standarden. Der var selvfølgelig problemer, men de talte om dem, underforstået i en god tone. Den danske debat var derimod provinsiel, og det var jo trist, syntes Elmquist. Jeg anførte, at der i Sverige begås fem gange så mange voldtægter som i Danmark (forskellen i befolkningsstørrelse er selvsagt indregnet), at antallet af grove overfald er rystende højt, og at ghettoerne, f.eks. Rosengården i Malmø får Vollsmose til at blegne. Bjørn Elmquists svar på disse fakta var følgende: »Jeg må fastholde mit synspunkt«.

Efter denne frivillige udstilling af sin evne til at klare sig i en debat om udlændingepolitik var Bjørn Elmquist nødt til at fremføre, at Dansk Folkeparti betalte mig løn i seks måneder, så jeg havde mulighed for at færdiggøre arbejdet med bogen om den danske udlændingepolitik i perioden 1983 til 2008. Elmquist mente (han medgav, at han ikke havde læst bogen), at bogen var et bestillingsarbejde med nogle bestemte konklusioner, der skulle afspejle, at netop Dansk Folkeparti havde betalt min løn i en periode. Jeg tror ikke, Bjørn Elmquist nogensinde vil læse min bog om den danske udlændingepolitik. Hvis han gjorde, ville han erfare, at bogen er klinisk renset for politiserende kommentarer, og at også min konklusion til sidst er holdt i forsigtige vendinger. Men Bjørn Elmquists forsøg på at intimidere mig skal være ham vel undt. Forsøget understregede blot, at Bjørn Elmquist og ligesindede billedlig talt ikke har noget tøj på. Elmquist og andre er for længst hørt op med at sætte sig ned og læse og blive klogere på Europas udvikling som følge af indvandringen de seneste årtier. I stedet ser vi nogle ronkedorer, der tramper rasende rundt og ikke længere ved, hvad de rationelt skal foretage sig. De er stivnet i en tidslomme og godt det samme for det.