"GRÆNSER FOR PLANLÆGNING. Kritikken af politisk rationalisme."
Her lidt fra indledningen:
Inden for den brogede oplysningstradition findes en bestemt form for konservativ, angelsaksisk oplysningskritik, som sjældent nyder lige så stor bevågenhed som den franske lumiére eller den tyske Aufklärung. Det drejer sig da også om en kritik af oplysningen selv, eller mere specifikt: af oplysningens instrumentelle karakter. Det er en kritik, der går tilbage til blandt andre den irske filosof Edmund Burke og den skotske filosof David Hume og frem til tænkere som den engelske filosof Michael Oakeshott, den amerikanske politolog Edward Banfield og den østrigsk-engelske økonom Friedrich Hayek. Det aspekt af oplysningen, eller oplysningsideologien, som disse tænkere kritiserer, har flere navne: Det kaldes planlægningstro, socialt ingeniørarbejde, Hayek kalder det konstruktivisme, og Oakeshott kalder det rationalisme. Fælles for de forskellige varianter af denne moderne oplysningskritik er imidlertid to forhold. Dels påpegningen af de utilsigtede og uforudsete negative konsekvenser af den politiske planlægning og dels betoningen af det civile samfunds institutioner, der fungerer som det positive modstykke hertil.
Uforudsete negative konsekvenser
Den konservative kritik af oplysningsideologien baserer sig på en tanke om menneskets grundlæggende ufuldkommenhed. Det gælder også kognitivt: mennesket er fejlbarligt. Kritikken retter sig imod abstrakte, idealistiske teorier om samfundsforbedring, som forsøges praktiseret gennem det politiske ingeniørarbejde.
Denne kritik kom første gang for alvor til udtryk under indtryk af Den Franske Revolutions radikale ideer om at skabe et nyt samfund på basis af oplysningens principper. Det var særligt Edmund Burke, der i sit hovedværk Reflections on the Revolution in France fra 1790 formulerede kritikken af det, han anså for et revolutionært hovmod. David Hume var en endnu tidligere kritiker af ideologien bag den radikale oplysning. I det hele taget kan man sige, at det er arven fra den skotske oplysning, og netop ikke den franske, der præger de moderne kritikere af oplysningens planlægningstro. David Hume udtrykker i sine skrifter en beskedenhed på erkendelsesteoriens vegne, som skyldes indsigten i menneskets intellektuelle fejlbarlighed. Der er simpelthen snævre grænser for den menneskelige viden, især når det gælder det sociale og politiske område. For samfundet er alt for komplekst til at kunne omfattes af spekulative teorier, og denne kendsgerning bør temperere alle feberhede planer for social forandring. Hume skriver i essayet ”Of Commerce” fra 1752:
”Når et menneske overvejer sin fremfærd i ethvert særligt anliggende og laver planer i politik, handel, økonomi eller andre forhold i livet, bør han aldrig føre alt for fine argumenter eller forbinde en alt for lang kæde af konsekvenser. Der vil med sikkerhed ske noget, som vil forurolige hans overvejelser og fremkalde en anden hændelse end den, han forventede.”
Ifølge den tankegang, som Hume er eksponent for, vil enhver abstrakt teori altid være behæftet med fejl. Det viser sig, når den anvendes på den konkrete virkeligheds kompleksitet. Der viser sig med andre ord uforudsete negative konsekvenser af den universelle fornufts planlægning, og selv de bedste intentioner kan føre til de værste forhold. Det bedste er som bekendt det godes værste fjende.
I det tyvende århundrede bliver denne type konservative kritik især rettet mod velfærdsstaten. Velfærdsstaten synes nemlig til overmål at bekræfte, hvordan den politiske planlægning fremtvinger negative konsekvenser, der hverken var forudsete eller tilsigtede. I den danske, socialdemokratiske og radikale velfærdsstat er effekterne af den sociale ingeniørkunst tydelig på især tre områder. Det første er uddannelsessystemet. Ifølge kritikerne er det tvivlsomt, om skolebørn er blevet lykkeligere, som var den ideale hensigt med planen for velfærdsstatens uddannelsespolitik (jf. den paradigmatiske ”blå betænkning” fra 1960). Der har derimod vist sig en uforudset negativ konsekvens i form af større uvidenhed blandt skolebørn. For det andet har social ingeniørkunst domineret integrationspolitikken. Hensigten har været at støtte kulturelle minoriteter på basis af et ideal om multikulturalisme. Men planen om at integrere indvandrerne i det danske samfund har derimod haft den negative konsekvens, at de er blevet fastholdt i parallelsamfund (jeg vil senere komme tilbage til denne kritisable konsekvens). Endelig kan man se et udslag af velfærdsstatslig ingeniørkunst inden for kulturpolitikken. Også på dette område viser adskillige betænkninger, at kunst og kultur har til formål at modne, udvikle og ”frigøre” borgerne, ligesom den idépolitiske legitimering af kunststøtte som en art statslig terapi har været baseret på samme argumentation. Men igen har kritikken stillet spørgsmål ved, om borgerne – med et oplysningsfilosofisk udtryk – har udviklet sig til at blive mere myndige individer som en konsekvens af velfærdsstatens storstilede planlægning. For hver dag bringer medierne nye vidnesbyrd om, at borgerne i stigende grad forstår sig selv som ofre med krav om særbehandling. Så i velfærdsstaten er mennesker ikke blevet mere selvstændige, men snarere mere afhængige af staten. De er, med et nyere ord, blevet klienter.
Rationalisme i politik
Det skulle gerne stå klart, at den konservative kritik af oplysningen ikke retter sig mod oplysningen som sådan, men mod dens ”rationalistiske” udløbere, som Michael Oakeshott kalder det. Allerede Burkes og Humes konservatisme, der ofte helt forkert benævnes mod-oplysning, kritiserede rationalismen, der bestod i at applikere en erfaringsuafhængig tænkning på sociale og politiske forhold. Oakeshotts moderne eksempler på en sådan politisk rationalisme er fortrinsvis socialismen, og det vil også sige velfærdsstaten. Ligesom Hume og Burke mente også Oakeshott, at den rationalistiske oplysning har en tendens til at abstrahere fra det sociale og kulturelle grundlag, der overhovedet udgør betingelsen for det eksisterende liberaldemokratiske samfund. Oakeshotts politiske filosofi er karakteriseret ved især tre forhold. For det første tillægger han veletablerede institutioner en stor værdi. For det andet betoner han menneskets fejlbarlighed. Og for det tredje mener han, at vores forståelse af de institutioner, som vi drager fordele af, forbliver ufuldstændig. Denne tanke gennemsyrer også det centrale essay ”Rationalism in Politics” fra 1947, hvor Oakeshott i flere formuleringer varierer den konservative kongstanke om grænsen for menneskets erkendelsesevne og den deraf følgende nødvendighed af at basere samfundet på kulturelle sædvaner.
Netop dét strider mod rationalistens oplyste selvforståelse. For rationalisten har nemlig alene den universelle fornuft autoritet. Om rationalisten, der især hører hjemme i den politiske og akademiske elite, skriver Oakeshott i ”Rationalism in Politics”:
Jeg mener ikke, at Rationalistens almene karakter og natur er vanskelig at identificere. Grundlæggende står han (han står altid) for tankens uafhængighed i alle forhold, for tankens frihed for enhver forpligtelse over for hvilken som helst autoritet undtagen ’fornuftens’ autoritet. Den moderne verdens livsomstændigheder, som han står midt i, har gjort ham stridbar: han er fjende af autoritet, af fordomme, af det blot traditionelle, af sæder og vaner. Hans mentale indstilling er på én gang skeptisk og optimistisk: skeptisk, fordi der ikke er nogen holdning, vane, overbevisning og intet så fast forankret eller så bredt accepteret, at han tøver med at drage det i tvivl og dømme det ud fra det, han kalder sin ’fornuft’; optimistisk, fordi Rationalisten aldrig tvivler på sin ’fornufts’ evne til (sålænge dens anvendes korrekt) at bedømme en tings værdi, en holdnings sandhed eller en handlings berettigelse. Ydermere er han styrket af en tro på en ’fornuft’, der er fælles for alle mennesker, en fælles evne til rationel overvejelse, der er grundlaget for og inspirationen bag al argumentation: på hans dør står Parmenides’ regel – døm gennem rationel argumentation.”
Den type rationalistiske ræsonnering, som den konservative oplysningskritiker vender sig imod, er kendetegnet ved at være systematisk, deduktiv og universalistisk. Det vil sige, at rationalisten ser sig som forvalter af en almenmenneskelig plan, der ifølge Oakeshott skal tvinges ned over virkeligheden. Ud fra forudfattede idealer ønsker rationalisten at omforme samfundet, og som sådan formår han ikke at tage højde for de etablerede institutioners specificitet. Rationalisten, der søger at forandre de etablerede institutioner i overensstemmelse med sine idealer, tager disse institutioners fordele for givet uden at værdsætte deres partikulære forudsætninger, altså netop de specifikke kulturelle betingelser, som disse værdifulde institutioner er opstået under. Hvis vi følger Oakeshott, kan vi for det første notere, at rationalisten er blind for kulturens betydning. Det vil sige almindelige menneskers livsform, der er resultat af en lang historisk udvikling, hvor mennensker gennem frivilligt samarbejde har udviklet tillid til hinanden, f.eks. i det civile foreningsliv. For det andet er rationalisten blind for kvaliteten af forskellige etablerede institutioner. Det vil bl.a. sige skoler, kirker, familier og arbejdspladser, der har udviklet bevaringsværdige indsigter og regler for gnidningsfri menneskelig samfærdsel. Udviklingen af disse primært uformelle normer er i høj grad forløbet som en erfaringsbaseret ”trial and error”-proces, hvor fejl løbende er blevet korrigeret.
Denne kritik kan dog ikke kun rettes mod socialismens og socialdemokratismens planlægningstro. Ifølge Francis Fukuyama i State Building (2004) er også neoliberalismens økonomiske organisationsteori ofte fremmed for de institutioner, den applikeres på. Det gælder f.eks. indførelsen af incitamentsstrukturer, resultatkontrakter og forskellige kontrolforanstaltninger. Men institutioner som universiteter bygger på spontant traderede kulturer, hvor individer som regel ikke er egoister, der rationelt søger at maksimere deres egne interesser og konkurrerer med deres medarbejdere, ligesom de hverken skal eller vil følge ledernes ordrer. Snarere er individer her motiverede af helt andre forhold. De føler solidaritet med deres institution og internaliserer dens normer, de opfatter sig som del af et fællesskab præget af samarbejde, ser deres ledere som forbilleder og er generelt prægede af tillid.
Af disse grunde er konservative skeptiske over for rationalisters forsøg på at forandre etablerede institutioner i henhold til en fornuftsbaseret overordnet plan. Især vækkes deres skepsis, hvis institutioner søges forandret, så de afspejler universalistiske teorier om naturlige rettigheder, der teoretisk kan applikeres på alle slags institutioner til alle tider og på alle steder. Burke var også her foregangsmand, når han om naturlige rettigheder skrev, at ”their abstract perfection is their practical defect.” Det er med andre ord hasarderet at afvise etablerede institutioner alene på grundlag af, at de ikke garanterer en eller anden postuleret naturlig ret. Burkes Reflections on the Revolution in France rummer i det hele taget en stor mængde indsigter om den oplysningsideologi, konservative kritiserer. Han skriver f.eks. følgende:
”Videnskaben der handler om at skabe et statsforbund eller om at renovere det eller reformere det, bør, som enhver anden eksperimentalvidenskab, ikke læres a priori. Det er heller ikke en kortvarig øvelse, der kan lære os den praktiske videnskab; for de egentlige virkninger af moralske årsager fremtræder ikke altid umiddelbart; men det, der i første omgang er skadeligt, kan meget vel senere vise sig at være fortræffeligt; og dets fortræffelighed kan endda opstå af de slette virkninger, som det forårsager i begyndelsen. Det modsatte sker også; og særdeles plausible planer, der er meget tiltalende i begyndelsen, ender ofte med at have beskæmmende og beklagelige konklusioner. I statssamfund findes der ofte nogle uklare og næsten latente årsager, ting der ved første blik fremstår som mindre betydningsfulde, hvorpå en meget stor del af dets fremgang eller modgang i afgørende forstand kan afhænge.”
Hvad der her bør bemærkes – ud over afvisningen af at bygge samfund på basis af principper, der går forud for erfaringen og påvisningen af, at planlagte og forsætlige handlinger ofte får negative konsekvenser, der både er ikke-intenderede og uforudsete – er Burkes henvisning til latente funktioner. Burke er altså opmærksom på forhold, der har en værdifuld funktion, uden at de nødvendigvis er synlige. Den vigtige betydning af latente funktioner skal jeg komme ind på senere. Indtil videre er det tilstrækkelig at gøre opmærksom på, at latente funktioner er tilstede i de partikulære kulturelle betingelser, som bevaringsværdige institutioner er opstået og opretholdes under.
